Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
film-anmeldelser

Once Upon a Time in Hollywood

Tarantino giver os en flot mosaik over Hollywoods transformative år i slutningen af 60'erne. Kan den leve op til forventningerne?

Efter omtrent halvanden time inde i biografmørket i Grand Teatret i går aftes til den store premiere på Quentin Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood, kæmpede jeg lidt med at finde ud af hvad filmen egentlig handlede om. Naturligvis må film jo hjertens gerne være en eklektisk samling scener snarere end en strukturet historie, mangfoldighed er der plads til, men det var selve kernen jeg ikke helt kunne samle mig om - hvad var det egentlig Tarantino ønskede at fortælle mig, udover at gøre det klart hvor hans egne inspirationskilder kommer fra, og hvorfor han selv forelskede sig i Hollywood?

Tag ikke fejl, Once Upon a Time in Hollywood er Tarantinos måske mest modne film, og hver eneste scene emmer nærmest af erfaring, af en skaber der er har lagt kaosset bag sig, og nu kommanderer sit cast med knivskap præcision, men det er samtidig måske den film han har lavet der er sværest at gennemskue. Den dobbelthed efterlader seeren forvirret for at sige det mildt, at præsentere noget så tvetydigt og så strømlinet på samme tid.

Once Upon a Time in Hollywood

Allerede dengang hvor nyt om Tarantinos niende (og tilsyneladende næstsidste) film først slap ud, var det svært at gennemskue præcis hvad det var den skulle handle om. Den ikoniske instruktør talte i diverse podcasts og interviews om Hollywood i 60'erne, om de film, skuespillere og tendenser der formede ham som instruktør og manuskriptforfatter, og som han nu ville forsøge at skildre. Samtidig slog han fast, at filmen også ville berøre de tragiske begivenheder omkring skuespillerinden Sharon Tates mord i 1969, og Charles Manson-kulten. De to konceptuelle identiter synes allerede at skurre mod hinanden dengang, og det gør de også i selve filmen.

Men lad os lige træde et skridt tilbage. Once Upon a Time in Hollywood er mere end noget andet et tidsbillede, et billede af en filmbranche i stærk forandring, et billede af en by og et kulturelt landskab i stærk forandring. Vi ser disse ændringer finde sted igennem Leonardo DiCaprio som skuespiller Rick Dalton, og hans personlige stuntmand og barnepige Cliff Booth spillet af Brad Pitt. Daltons kronede dage i Hollywood er tilsyneladende overstået, og han kæmper febrilsk for at forblive et hit, dog uden held. Samtidig med det flytter Sharon Tate, spillet af Margot Robbie, ind ved siden af sammen med Roman Polanski. Allerede herfra bliver det dog svært at fortælle hvad filmen egentlig handler om. Booth bliver overfladisk involveret med Mansons kult, Dalton flyver til Italien på producer Marvin Schwarz' (Al Pacino) opfordring, Tate ser en af hendes egne film og tager til fest ved Playboy Mansion. Det er ikke fordi at filmen er fuldstændig rodløs, men selvom skildringen tager udgangspunkt i Daltons og Booths gradvise exit er der ingen traditionel aktstruktur, og heller ej kan man mærke hvor Tarantino egentlig er på vej hen - udover Tates mord naturligvis.

Once Upon a Time in Hollywood

Naturligvis er dette en Tarantino-film alligevel, og vi kan allerede godt slå fast at de faste størrelser du forventer så sandelig er at finde i Once Upon a Time in Hollywood. Særligt Leonardo DiCaprio leverer endnu en dedikeret præstation som Rick Dalton, tæt fulgt af en mere subtil men imponerende præstation fra Brad Pitt. Her taler vi om to skuespillere der, ligesom Tarantino selv, har så meget styr på hvordan de skal skære kagen, at det er ligesom at se fugle flyve eller fisk svømme - det er helt og aldeles naturligt, og ikke deres "første rodeo". Faktisk leverer hele det omkringliggende cast fabelagtige præstation over hele linjen, lige fra Mike Moh som en arrogant Bruce Lee, til Robbies blåøjede og naive Sharon Tate.

De får også dybt, selvreflekterende og hylende morsomt materiale at arbejde med. Selvom historien set fra et fugleperspektiv er svær at gennemskue, så er der så meget energi i hver eneste scene, at man fra start til slut føler sig i godt selskab - og underholdt også. Tarantino er en mester til at finde komikken i de sorteste situationer, at finde humoren i falliterklæringen, og han arbejder på højtryk her. Once Upon a Time in Hollywood fortsætter den konceptuelle identitet fra Inglorious Bastards og Django Unchained, nemlig at give os relaterbare men karikerede karakterer, der ter sig i hver enkelt scene uden nogensinde at miste det menneskelige.

Det er dog også en film der sætter spotlys på Tarantinos nu totalt afstandtagen fra nogen genkendelig form. The Hateful Eight var på mange måder det ultimative udtryk for helt igennem formtilpasset historiefortælling, og dette er den diametrale modsætning. Pludselig er der fortæller på, pludselig er han væk, tre karakterer for pludselig navneskilte midt i det hele, og det sker kun én gang. Det er eklektisk og facetteret, uden tvivl, men det er også noget som alle andre instruktører ville blive udfordret på. Man får desværre lidt følelsen af at Tarantino svælger lidt for meget i sit eget univers, og disse regelmæssige regelbrud er ikke underholdende, de er inkonsekvente.

Once Upon a Time in Hollywood

Til gengæld vil jeg give Tarantino, at filmens afslutning er sådan en narrativ magtdemonstration, at den er lige ved at ændre hele ens perspektiv på resten af filmen. Den tvivl jeg sad og havde halvvejs inde blev i hvert fald blæst bagover, og det er svært ikke at have overgivet sig selv fuldstændig når slutteksterne endelig ruller over skærmen. Når det så er sagt så er vejen dertil ikke helt uden bump, og selv de mest hårdkogte Tarantino-fans vil nok se dele af historien som værende essentielle billeder der bygger et tilknytningsforhold til Hollywood som koncept, og andre som værende relativt overflødige dekandente skud, der ikke gør meget andet end at massere et massivt ego. Lad os bare sige at i løbet af de første 30 minutter kommer du til at se mange og lange skud af nogen der kører bil i Hollywood Hills - du ved, bare fordi.

Once Upon a Time in Hollywood er Tarantinos mest modne film, og den film hvor man for alvor kan mærke, at ingen tør sige ham imod. Det er samtidig en flot, velspillet og smukt skudt Hollywood-opus, der tager os ind bag sløret i en sagnomspunden tid for filmbranchen. Hans bedste? Nej. Alle pengene værd? Ja.

View comments
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Indlæser mere indhold