Det er efterhånden mange år siden at både Microsoft og Square Enix lovede at det elskede MMORPG, Final Fantasy XIV, ville komme til Xbox, og der er blevet arbejdet bag scenetæppet på det her i lang, lang tid.
Men nu er vi altså ved at være i mål, i den forstand at du allerede senere på måneden kan prøve en gigantisk åben beta, hvor det lader til at det meste af spillet vil være tilgængeligt på Xbox.
Det er blevet afsløret via spillets hjemmeside, at denne beta kører fra d. 21 februar, og at en endelig lancering vil følge "immediately following the conclusion of the open beta test", som vi tænker betyder marts eller april.
Du skal, sjovt nok, bruge et Game Pass-abonnement for at få adgang, til trods for at du ikke skal bruge PlayStation Plus ovre på Sonys platform. Det skriver vi om i en separat nyhed.