Final Fantasy XV

Hvis du bad en spilentusiast i 90'erne og starten af 00'erne om at nævne de største spilserier, ville et af valgene uden tvivl være faldet på Final Fantasy. Med kæmpe titler som det globalt elskede Final Fantasy VII til fanfavoritten Final Fantasy IX, var Final Fantasy-serien for omkring 15 år siden en af de vigtigste spillere ikke bare på RPG-markedet, men på spilmarkedet generelt. Spol 15 år frem i tiden og efter årevis med et hav af middelmådige spin-off-titler, en dårligt modtaget Final Fantasy XIII-trilogi og store titler som The Elder Scrolls V: Skyrim og Mass Effect 2 er RPG-tronen gledet længere og længere væk.

Jeg har spillet Final Fantasy-spil siden 90'erne, og været igennem alt fra det første Final Fantasy til Final Fantasy Type-0. Det er derfor ikke nogen hemmelighed, at mine forventninger til Final Fantasy XV har været intet mindre end enorme. Med 10 års udvikling i baggagen, en spillefilm, en animé-serie og et mobilspil er tiden endelig kommet til at give mig i kast Square Enix' seneste værk i den ikoniske rollespilsserie. Efter så lang tid i støbeskeen, er vi efterladt med det store åbenlyse spørgsmål: Er Final Fantasy XV overhovedet godt?

Spillet åbner med teksten "A Final Fantasy for fans and first-timers", hvilket er en god beskrivelse af spillet i sin helhed. Enhver Final Fantasy-fan vil efter én time med spillet hurtigt føle, at de er vendt hjem til gammelt territorie, men spillet fjerner på samme tid mange klassiske elementer fra Final Fantasy-serien. Den største ændring er skiftet fra turbaseret til et direkte Kingdom Hearts-inspireret kampsystem. For gamle fans kan skiftet føles forkert, men det er også et kærkomment skift for spillere uden kendskab til Final Fantasy eller måske er blevet skræmt af det før.

Historien i Final Fantasy XV åbner lige før begivenhederne i filmen Kingsglaive, og til tider kan det være svært at følge med i nogle af detaljerne, hvis man ikke har set filmen (men det er ikke ødelæggende). Final Fantasy XV fortæller dog den mest klassiske historie i Final Fantasy-universet: Et magisk kongerige har den sidste krystal, og et ondt militærimperie prøver at stjæle den. Præmissen er da en kliché, og er på papiret ikke nyskabende, men det er langt fra hele sandheden. Final Fantasy XV handler om broderskab og venskab, hvilket eksekveres på fantastisk vis. De små dialoger og mellemsekvenser imellem vennerne Noctis, Prompto, Gladio og Ignis er guld værd og mesterfuldt iscenesat. Specielt Noctis og Prompto viser stor personlig udvikling igennem spillets historie.

Til tider forklarer spillet dårligt, hvorfor spilleren skal det ene sted hen, eller hvad meningen er med de større politiske begivenheder, men det spiller ikke nogen rolle, da jeg var så indsvøbt i forholdet imellem hovedpersonerne, at det var rejsen snarere end de bagvedliggende begivenheder, der drev mig. Historien er dog ikke et stort buddy-roadtrip drama, men derimod utroligt dystert og mørkt. Det er her man virkelig mærker de originale rødder fra dengang spillet hed Final Fantasy versus XIII, og den meget mørke tone stammer herfra. I mange aspekter føles Final Fantasy XV som en spirituel opfølger til Final Fantasy VI.

Det kan for nogle virke skuffende, at historie-kampagnen "kun" tager dig ca. 25 timer. Dette er dog kun tilfældet, hvis man skynder sig igennem spillet, og ikke påtager sig små sidemissioner. Det er heller ikke anbefalelsesværdigt, da en stor del af spillets styrke ligger i de forskellige sidespor og områder på rejsen.
De fleste trailere fra Final Fantasy XV har vist en stor åben verden, men det er ikke den fulde sandhed. Spillet har 15 kapitler, og de sidste syv foregår alle sammen på meget lineær facon. Det er befriende, fordi de første kapitler føles meget lette på historieindhold, og de genkendelige Final Fantasy-historiepræg starter først virkelig ved kapitel 7.

Den åbne verden i de første syv kapitler er vidunderligt detaljeret. Fra byer fyldt med liv til fjeld og bjerge, er der tusindvis af steder at se og undersøge. Især Duscae-området og hovedstaden Lestallum er facinerende at udforske. Om man så samler frøer til en gammel dame eller jagter et monster, er der ikke et øje tørt. Bilen Noctis og co. kører rundt i føles dog klodset, og føles desuden for meget som om man er bundet til vejen. For de personer med håb om off-road-kørsel er det desværre ikke muligt.

En akilleshæl i Final Fantasy og i JRPG'er generelt har altid været det engelske stemmeskuespil, men Final Fantasy XV klarer sig udmærket. Prompto kan til tider være irriterende, men senere i spillet bliver det irrelevant og hans konstante lalleglade kommentarer giver et godt opløftende element til hele gruppen.

Imens man enten kører i bil eller løber til fods kan man skifte imellem sange fra tidligere Final Fantasy-spil. Jeg lyttede specielt til Cosmo Canyon fra Final Fantasy VII og Terras Theme fra Final Fantasy VI. Det er en fed lille detalje til dem med et nostalgisk sind.

Hvis man har spillet Crisis Core: Final Fantasy VII eller specielt Final Fantasy Type-0 vil kampsystemet føles som en naturlig udvikling af instruktørens Hajime Tabatas tidligere spil. Man kan ikke skifte karakter, og er bundet til hovedpersonen Noctis hele spillet igennem, men det er muligt at give sine venner forskellige evner, som spilleren kontrollerer. Jeg oplevede som spiller aldrig, at jeg savnede at kunne skifte imellem karaktererne, da skill-systemet fungerede så effektivt. Selvom serien har skiftet fra turbaseret til "real time", kan man ikke bare klaske på alle knapperne igennem spillet. Det gik hurtigt op for mig, at det er essentielt at benytte sine medsammensvorne hele tiden, hvis man vil undgå at gøre det alt for svært.

En af de mest spændende tilføjelser til spillet er "warp-strikes", som giver spilleren muligheden for at teleportere sig rundt i et kampområde. Jo større din afstand er til fjenden, jo mere dødelig er din warp-strike. Herudover bruges den også til hurtigt at søge ly fra fjender eller udføre "chain-attacks" med de andre karakterer, hvorfor man som følge af en af deres skills kan afslutte angrebet med et warp-strike - hvilket er yderst tilfredsstillende. Det går hurtigt, ser cool ud og er rigtig sjovt.

For at lære nye evner til både Noctis og hans kampagnoner har Square Enix genbrugt en blanding af Sphere Grid-systemet fra Final Fantasy X og klassiske levels fra 1-99. Det Sphere Grid-lignende system hedder Ascension, og er forskellige skemaer, som bruges til at booste dine karakterers statistikker, lære nye evner og tilføjelser til magi. Hertil skal man bruge AP-point, der opnås igennem kampe, klare historiekapitler eller sidemissioner. Det føles som en god blanding af de to systemer, og meget familiært, hvis spilleren har prøvet andre Final Fantasy-spil.

Især med Ascension er det vigtigt at balancere de forskellige kategorier: Combat, teamwork, technique, armiger, magic, exploration og stats and recovery. I mit første gennemspil fokuserede jeg for meget på combat og magic og lærte derved ikke nye evner til mit crew og kunne ikke bære mere end en accessory. Det ændrede sig anden gang og jeg satte for alvor pris på hver finesse af ascension-systemet og er en af de fineste tilføjelser til level-up i Final Fantasy-serien.

Heldigvis tilbyder Eos et stort antal af muligheder som spilleren kan få lov til at lege med sine evner. Specielt spillets "dungeons" tilbyder nogle af spillets absolut bedste oplevelser. Især den ved vulkanen husker jeg særligt ikke alene på grund af godt design, men hele den skøre dialog pingpong fra hovedpersonerne på vej til toppen skabte en sjov atmosfære.

Traditionen tro er der også en række udfordrende boss-kampe verden over, som er blandt de bedste i spillet. De findes typisk som en del af monster-jagt sidemissioner eller fra npc'er rundt i verden. De er den bedste måde at forbedre sit arsenal samt stige eksponentielt i level.
I disse kampe kan kameraet til tider være drilsk, hvilket desværre kan tage lidt fra oplevelsen. Det er i få tilfælde og aldrig noget som virkelig var til irritation, men er ærgeligt i de helt hede øjeblikke af en boss-kamp .

Store dele af sidemissionerne minder om typiske fetch-quests som vi kender dem a lá World of Warcraft eller The Witcher 3: Wild Hunt. Selvom princippet er simpelt og brugt blev det ikke kedeligt, da verdenen holdte mig interesseret og kampsystemet formod at holde sig friskt og hæsblæsende hele vejen.

En kærkommen blanding af både klassisk Final Fantasy og forsøget på at skabe noget nyt er magisystemet. Det afhænger ikke længere af Mana, for man skal i stedet finde forskellige steder omkring i verden, hvilket er i stil med Draw-systemet fra Final Fantasy VIII. I modsætning til FFVIII havde jeg dog altid rigeligt af magi og oplevede aldrig at måtte lede.

Der er som standard tre magi klasser: Fire, Blizzard og Thunder. De kan kombineres med forskellige items fra enten shops eller fundet rundt i verdenen. Det giver nogle meget interessante variationer, hvor du med den rigtige kombination kan skabe nogle virkelig dødelige spells. Jeg blandede f.eks. Fire med et bestemt item, hvilket skabte en blanding af Fire og instant death - også meget i stil med Tabatas tidligere spil Crisis Core: Final Fantasy VII. Klassiske supermagier som Holy og Death er også med, men kan ikke mixes med items og koster mp.

Summons er et Final Fantasy-varemærke og de vender tilbage mere grandiøse end nogensinde. For den ikke indviede er summons kæmpe væsener spilleren kan bruge til skade sin fjende mere end magi eller normale angreb kan. I Final Fantasy XV spiller de en central rolle i historien, hvilket giver dem personlighed og gør dem mere interessante at finde. Klassikere som Shiva, Ramuh og Leviathan vender alle sammen tilbage, men de er så "overpowered", at de kun kan bruges når Noctis er døende og det er tilfældigt, hvornår de vælger at hjælpe.

Det kan være skuffende for nogle fans, at spilleren ikke selv kontrollerer sine summons, men efter at have brugt en god del tid med spillets endgame giver det dem kun en endnu mere imponerende fremstilling.
Første gang Leviathan brugte Tsunami blev jeg nærmest væltet bagover i stolen og Shivas klassiske Diamond Dust er helt guddommelig sammenlignet med tidligere kapitler.

Efter at have spillet Final Fantasy XV i et utal af timer og endevendt hver eneste krog af den magiske verden Eos, hersker der ingen tvivl om min endelige dom. Ja, Final Fantasy XV har sine problemer med et til tider irriterende kamera, gentagen dialog og vil til tider virke forvirrende for dem uden kendskab til filmen Kingsglaive. Men det ændrer ikke ved, at Final Fantasy XV er et bæst af et spil. En kæmpe åben verden med et væld af sidemissioner og udforskningsmuligheder, og en gribende historie om broderskab og død danner rammerne om det bedste Final Fantasy-spil siden starten af det 21. århundrede. Intet mindre end en triumf for Square Enix. Godt nok står der 9 lige herunder, men er du fan, og har glædet dig lige så meget som jeg, så kan du vist godt runde op.

Tænk engang at vi er her - Final Fantasy XV er fantastisk.