Vores egen Ketil er langt fra den eneste anmelder, der havde rosende ord om Final Fantasy XVI, og spillet har også solgt ganske udmærket, så det kom ikke som en overraskelse, da Naoki Yoshida for to måneder siden stort set bekræftede, at spillet vil få DLC.. Nu ved vi lidt mere.
Yoshida-san bekræfter nemlig, at Final Fantasy XVI vil få i hvert fald to betalte udvidelser, og at PC-versionen nu er i fuld gang med at blive færdigudviklet. Yoshida-san har ikke mere information at dele på nuværende tidspunkt, men håber at kunne fortælle os mere i slutningen af året.
Produceren ønsker også at gøre spillerne opmærksomme på den nye patch, der lige er blevet frigivet. Den giver spillere mulighed for at ændre udseendet af Clives sværd, tilføjer nye skins til ham og hans venner, nye control-schemes og mere endnu.
Har du nogle særlige ønsker til udvidelserne?