Ved de første par gennemlytninger syntes jeg mest bare, at det der kom ud af mine højtalere var grænseløst irriterende at lægge øre til. Det hele blev hurtigt til en masse ensformige gruitarriffs, og en halvskrigende kvinde i forgrunden. Uden betydning, uden mission og uden form eller finesse.
Jeg er normalt en glad rock-pige, men det her vækker ikke nogen tiger i mig.
De vinder dog lidt ved genlytning. Men det er vel mest på grund af genkendelighedens effekt - ja, man kan vænne sig til meget.
Men jeg er faktisk blevet i stand til at fremhæve enkelte højdepunkter på albummet, der trækker det op over kanten og gør, at det ikke forsvinder helt i oasen af ligegyldighed.
Det punkede nummer I'm Sorry og en akustisk udgave af nummeret Fully Alive viser alligevel, at bandet har lidt på hjertet. Men der er langt imellem egentlige nævneværdige højdepunkter. Desværre.