Focus Home Interactive har arbejdet sig op fra at være en relativt lille, fransk udgiver med niche-titler til noget af up-and-coming udgiver med flere spil under udvikling, end mange andre kan prale af.
De deltager i dette års E3 med et line-up, hvis hovedpersoner er tre RPG'er - The Technomancer (PC/PS4/Xbox One) fra Spiders, som vil udkomme senere denne måned, Vampyr (PC/PS4/Xbox One) fra Life is Strange-udviklerne Dontnod og til sidst The Surge (PC/PS4/Xbox One) fra Lords of the Fallen-udviklerne Deck 13. Ifølge planen skal de to sidste titler begge udkomme næste år.
Men udover disse hovedpersoner vil de også medbringe andre titler såsom Space Hulk: Deathwing (PC), Farming Simulator 17 (PC/PS4/Xbox One), Styx: Shards of Darkness (PC/PS4/Xbox One), Shiness: The Lightning Kingdom (platform ikke præciseret), samt en ny udvidelse til Mordheim: City of the Damned (udvidelsen hedder The Witch Hunter Warband).
E3 2016 bliver afholdt i Los Angeles på LA Convention Center fra d. 14-16. juni med pressekonferencer d. 12 og 13. juni.