Den spanske fodboldklub Valencia CF vil angiveligt følge i Schalke 04's fodspor og kaste sig ud i esport. Det skriver Esports Observer, der tilsyneladende har fået fingrene i en invitation til Valencias pressemøde om selv samme esportsplaner.
Det forlyder at klubben har kig på FIFA, Rocket League og Hearthstone, og der skulle også være planer om at anskaffe et League of Legends-hold senere på året.
Klubber som Wolfsburg og West Ham United har tidligere skrevet kontrakter med FIFA-spillere, der repræsenterer virkelighedens klubber på den virtuelle fodboldbane. Men Schalke 04 satte en ny standard for traditionelle sportsklubbers engagement i esport, da de købte League of Legends-holdet Elements sidste måned.
Valencia har åbenbart tænkt sig at afsløre deres esportsplaner senere i dag, så der kommer sikkert flere detaljer inden længe.