In reply to: @runes

Og læg lige mærke til detaljen med de tre fjernsyn. To af dem har ikke virket i årevis,, men de står der sgu endnu. Det er 100% inder stil😂

Folk der besøger dem behøver jo ikke at vide at de to af dem ikke virker. 😂

Og Crash Team Racing er sgu også klasse. Godt det kan være med til at give glæde. Det kan både danne og ødelægge venskaber!

Og så er det bedre end Mario Kart! 

In reply to: @FrevS

jeg begynder så småt at mærke en lille form for metaltræthed efter små ti timer i spillet.

Jeg vil sige at nogle af de stratagems man kan få samt de højere sværhedsgrader markant ændrer måden man henholdsvis kan og skal spille på, men her efter en 40-50 timer er jeg dog løbet tør for begge dele, så jeg håber at de kommer til at tilføje noget nyt snart. Indtil da vil jeg dog samtidig påpege at 300kr for 40-50 timers god underholdning føles godt givet ud  

8/52

Spil: Titanfall 2 (2016)

Karakter: 8/10

Tid: Ca. 5 timer

OBS! Jeg har kun spillet kampagnen for spillet, da jeg ikke overskuede at blive slagtet af de tilstedeværende pubstompers i multiplayerdelen.

Indrømmet: mit eneste forhold til Titanfall-universet er gennem den spritiuelle battle royale-efterfølger, 'Apex Legends', som jeg har brikket omkring 1.800 timer i gennem de sidste fem år. Derfor havde jeg en nogenlunde god forventning til, hvad jeg kunne forvente ved at gå tilbage til et af de spil, som Apex er baseret på. Og sikke en oplevelse. Styringen af ens pilot og titan føles perfekt. Alt fra skydemekanismer og wallrunning er lavet med så præcis et koncept, at man næsten fra første sekund føler sig som en vaskeægte fremtidsudgave af en cyber-soldat. 

Det punkt ved 'Titanfall 2' der overraskede mig mest var helt klart historien. Jeg havde ikke forventet at at spillet med sin korte levetid kunne etablere en personlig kobling mellem mig som spiller og så den Titan, som man overtager ganske hurtigt. De følelsesmæssige momenter (der, medgivet, er sat ret manipulerende op) virker ganske hæderligt, og når rulleteksterne kører, så var jeg imponeret over den emotionelle påvirkning som 'Titanfall 2' alligevel endte med at have på mig. Til gengæld har jeg et stort ankepunkt for seriens modstandere: de mangler ekstremt meget dybde, og man når knapt at ænse deres introduktion til historien før de må møde den lange salve af bly fra ens titan. Det er en skam, da det kunne have givet et ekstra point i karakter til spillet. Eventuelt ville et par lækre cinematics (fra både vores helte og skurkes perspektiver) have hjulpet gevaldigt.

Som tingene ser ud pt., så kommer der nok ikke mere Titanfall fra Respawns side. Det er selvfølgelig trist, når efterfølgeren til originalen (som jeg ikke har spillet) fungerer så godt, men omvendt er jeg også fint tilfreds med deres arbejde i både Apex og Jedi-serien - sidstnævnte som jeg flere gange har erklæret mig kæmpe fan af i diverse nyhedsopslag (pånær den haltende tekniske del ved lanceringen af begge titler, naturligvis). Om ikke andet tror jeg muligvis, at Respawn er strøget til tops som en af mine favorit AAA-udviklere i nyere tid. Mere af dem, tak.

+ Overraskende god kampagne, stramt og præcist gameplay, univers med kæmpe potentiale

- Antagonister mangler personlighed, bosskampe er overflødige

9/52

Spil: Firewatch (2016)

Karakter: 8/10

Tid: Ca. 4 timer

Fint lille kort spil, der opbygger en melankolsk stemning krydret med en lækker visuel stil. Spillets slutning skuffede mig en smule efter hele opbygningen og fremstod en del antiklimatisk for mig. Omvendt virker det også meget intentionelt fra udviklerens side. Dette skyldes til dels også, at jeg op til flere gange sad og frygtede adskillige jumpscares, da hele atmosfæren er virkelig godt opbygget.

+ Sublimt stemmeskuespil

- Til tider uduelig styring (sad fast op til flere gange), mindre bugs

Savner spil som Firewatch. 4-5 timer, hvor jeg sidder på kanten af stolen og ikke kan lægge controlleren fra mig. 
Pt spiller jeg Plague Tale Requiem, men det spil er nærmest som at lave lektier. Er tæt på bare at finde en gennemspilnng på YouTube. 

Jeg når ikke så meget fordi der er JRPG-sæson åbenbart. Persona 3 er passeret de 60 timer, og der er stadig nogle måneder af spillet tilbage. Så er der FF7 bagefter? Man har jo næsten ikke tid. Så der kommer lige lidt løst ind for at pynte på tallene.

7/52 - Tomb Raider Remastered

7/10 - 10 timer

Challenge run med pistoler only, og uden medpacks. Da combat absolut er det svageste led, så blev spillet ikke en bedre oplevelse af dette lol. Men moderne controls gjorde bosserne medgørlige, eller sådan nogenlunde. Resten af spillet er dog stadig ret robust. Jovist, styring og kamera er ikke særligt godt efter moderne standarder, men jeg vil nu stadig hellere dette her end moderne Tomb Raider der end ikke forsøger at løse opgaven.

8/52 - Mega Man 9

9/10 - 42 minutter

Altid godt for et hurtigt run. Jeg husker ikke meget af speedtricks, men jeg klarede det alligevel rimeligt tjept synes jeg. Omend jeg burde have samlet lidt ekstra e-tanks op undervejs, og hovmodet kostede et no-death run fordi jeg ikke aldrig rigtig fik lært Wilys sidste kamp. Oh well. Spillet er klart anbefalelsesværdigt til alle med hang til retro-style spil. Sprødt 8-bit inspireret soundtrack og tidløst gameplay med farverige fjender, variede baner og solidt arsenal af våben.

In reply to: @Lilium11

Jeg når ikke så meget fordi

Jeg har skuret op for min spilletid, jeg har presset cirka 2 timer mere ind i ugen(så nu er jeg på 10 timer, lol) og alligevel når jeg ikke særlig mange spil, fordi det er nogle store basser jeg har gang i.
Jeg er 25+ timer inde i Ghost of Tsushima og kun i område 2, jeg bliver nok nødt til at finde noget kort-dlc til et spil bagefter eller færdiggøre noget som jeg er kommet langt i, men af en eller anden grund ikke fik afsluttet.

Gotta pump them numbers up!

4/52:

A Plague Tale Requiem

6/10

15 timer

Jeg synes ret godt om etteren og eftersom denne havde forholdsvis gode anmeldelser i 23, så jeg frem til at spille det. Jeg gennemførte det for historien og stemningen, for hold op gameplay er kedeligt. Heldigvis kunne man bare løbe igennem en del af stykkerne, hvor spillet nok ville have en til at snige sig.

Denne må vel komme under spilkategorien, der hedder "Babysit en mindreårig", men det er en af de værre i den kategori. I The walking dead S1, Last of us og selv God of War, ender jeg med at holde mere af den jeg skal babysitte, men i A Plague Tale, bliver man så træt af ham.

Derudover har de gjort actionsekvenserne vildere end et Uncharted-spil og det ender med at blive fjollet.

Der hvor den er bedst, er hvor den langsomt opbygger stemningen, som f.eks. hvor man ankommer til øen, men man kan mærke på stemningen at der er et eller andet "off".

+ Historie, stemning.

- Gameplay, længde, Hugo

Jeg bliver ved med købe nye spil men jeg ender altid med de ældre spil! 
 

6/52 

Dark souls 3 

9/10

Jeg ved ikke hvad from software gør med deres spil, men jeg bliver dybt afhængig af dem. 
ligesom med elden ring så har jeg ingen ide om hvad der forgår men jeg er fan. Fan af the world, Music, the gear og gameplayet. Alt spiller bare i et alligevel ældre spil. Jeg elsker elden ring men det som jeg godt kan lide med de tidligere FromSoftware spil, er at det er mere lineær og du ved nogenlunde hvor du skal hen uden de alligevel hjælper for meget. 
 

7/52

Dark souls 3 Ashes of Airandel and the ringed city. 

8/10

jeg vælger at sætte dem sammen da jeg spillede dem i et køre. Samtidig synes jeg de fungere som en historie. 
bosses var for vilde og ringed city var virkelig godt. Jeg er dog en smule øv over hvor korte de var og der var lidt få områder. 
men generelt er Dark souls 3 med sine dlc bare et mesterværk! 
jeg elsker elden ring men jeg håber lidt de laver et Dark souls 3 som også er en smule mere lineær! 
 

jeg valgte dog efter at ha fået blod på tanden af Dark souls at vende tilbage til elden ring for endelig få buk med  Mohg og Malenia og respec min ellers full on mage karakter til en blood katana wheeling Beast! Da life of p og Dark souls 3 lærte mig mere om close combat end da jeg først spillede elden ring! 
 

så nu ser jeg bare frem til elden ring dlc som også ligner det er noget større end en typisk dlc!
 

10/52

Spil: STAR WARS Jedi: Survivor (2023)

Karakter: 8/10

Tid: Ca. 22 timer

Lad mig sige det med det samme: jeg elskede ‘ STAR WARS Jedi: Fallen Order’ fra 2019. Som en langtids fan af hele universet siden jeg første gang så ‘The Phantom Menace’ (jeg var syv år gammel, slap af), har jeg været tryllebundet af fortællingerne om kampen mod det gode og det onde i den fjerne galakse. Med Respawns første fortælling om den fortabte jedi, Cal Kestis, fik jeg langt om længe det spil, som jeg altid har drømt om. Med gameplay der minder lidt om det fra FromSoftware producerer kombineret med en overraskende gribende og dyster historie, var jeg solgt med det samme. Og det hele gør sig næsten gældende for “Survivor”. Det er mere eller mindre mere af det samme, men med små forbedringer på mange parametre. Større variation af kampe krydret med en større tilpasning af spillestil fra brugerens side af giver mig muligheden for at gøre Kestis til min egen unikke jedi-variant. 

Spillets tekniske præstation har set en del forbedringer siden den mildest talt dårlige lancering for omkring et år siden. Mit perspektiv er afviklet via en PC med noget af det bedste hardware pt., og alligevel stødte jeg på problemer med framedrops i større åbne områder - for end ikke at sige, at jeg også stødte på 3-4 crashes gennem hele mit playthrough. Det er bare ikke godt nok. Og så er det muligvis bare mig, men jeg føler næsten, at den totale oplevelse føles en anelse mere uskarpt end forgængeren, der er fire år yngre. Men igen, det er nok bare mig. 

Helt grundlæggende er jeg kæmpe fortaler for Respawns take på historiebaseret eventyr i Star Wars-universet. Der er mange dårlige ting at sige om galaksen langt langt borte, siden Disney overtog roret, men Jedi-serien er absolut noget af det bedste, der er kommet ud af den handel. Jeg mener at have læst fra en anmelder hos IGN, at hvis det tredje spil holder samme niveau som de første to udspil, så ender vi med at have den bedste narrativ-fokuserede trilogi i Star Wars siden de originale film fra George Lucas’ side af. Og det er et modigt postulat, når 60% af Gamereactors brugerflade gerne vil være med i de seje personers klub og nedgøre Star Wars ved enhver lejlighed. ;)

+ Stærk skuespilpræstationer, gode bosskampe, fantastisk kampsystem, vidunderlige lokationer

- Fortsat enkelte performance-problemer samt crashes, en anelse mindre gribende historie end sin forgænger

5/52

Ghost of Tsushima

Karakter: 7/10

Tid: 35 timer

SuckerPunch besluttede sig for at lave et Assassin's Creed knock-off med samuaraier og resultatet er Ghost of Tsushima. Spillet er godt, men ret meget 'by the numbers'. 
Spillet byder på et stort og meget flot område, som dog ikke er synderligt spændende at gå på opdagelse i.
Spørgsmålstegn på kortet er altid én af samme 4-5 forskellige aktiviteter, man ser en del copy-paste blandt bygninger og mange sidemissionerne er ren filler.
Historien er helt ok, men taber sine store følelsesmæssige øjeblikke på gulvet ved at trække dem ud og tilsætte overdreven strygermusik, havde der været tilsat slo-mo, havde jeg troet, at Zack Snyder havde været indeover.
Kampsystemet er spillets perle(samt det tekniske), gennem hele spillet forblev det underholdende. 
Jeg skrev i en kommentar på GR, at stort set alt ved Ghost er godt, intet er bare sådan virkelig godt, måske pånær kampsystemet. Sådan har jeg det stadig efter 35 timers spilletid.

Har du ikke spillet Ghost of Tsusuhima, men har planer om at gøre det, så sæt spillet på hard. Jeg spillede på normal og efter 8-10 timer var jeg voldsomt overpowered og så er det meget begrænset med modstand i resten af spillet.

3 måneder skulle der gå før jeg fik skrevet mit første, gennemførte spil ind. Jeg blev egentlig færdig med det for et par måneder siden, men grundet flytning og alt mulig andet, har jeg lidt glemt det.

1/52

Prince of Persia: The Lost Crown

9/10

~25 timer

Det bliver en meget kort anmeldelse, men det er et af de bedste Metroidvania-spil der længe er udgivet.

Meget få ting er helt nye og originale, men det hele er skruet sammen så habilt, at det er svært ikke at holde af det.

Det er en no-brainer hvis man er bare det mindste til genren.

3/52

Final Fantasy 7 Rebirth

Tid: 59 timer

6/10

FF7 har en særlig plads i mit hjerte, og derfor sidder jeg er er en smule skuffet mens jeg skriver dette.

Det gode

Musikken er nærmest overvældende til tider. Nostalgien driver ned af kompositionerne og giver oplevelsen et nøk op. Stemmeskuespillet kan der heller ikke sættes en finger på. De fleste af karaktererne står stadig skarpt, Barret er stadig pisse sej og Cloud er stadig herre wack. Historien er, til trods for at den bliver trukket alt for langt ud, stadig forholdsvis holdbar. Lokationerne er blandede, men der er højdepunkter som f.eks. Cosmo Canyon og det var fedt at se stederne igen, relativt smukke, og uden pixeleret grafik.

Kampsystemet kan jeg godt lide. Det er smart lavet, at kombinere klassisk action block, dodge, roll med elementbaseret strategi og mulighed for megen dybde med materia systemet. Det er friskt og ganske underholdende. For at være med, kræver det dog at man har de rigtige materia, og det leder os til….

Det dårlige

For at få de gode materia og gode summons, og dermed at kunne få det optimale ud af kampsystemet, så kræver det, at man støvsuger det ene mini Ubimap efter det andet. De maps er fyldt med trivielle ligegyldigheder, tag et radiotårn og åben op for flere idiotiske fetchquests, intetsigende aktiviteter, kedelige minigames og sidequests der er middelmådige at best. Klicheerne står i kø, og man er mere eller mindre tvunget til at engagere sig i skidtet for at få hele oplevelsen. Det resulterer så i, at 2/3 af oplevelsen føles som en sur pligt. Det er simpelthen den mest nederen form for progression! Jeg havde faktisk lyst til at droppe det flere gange af den grund, og i særdeleshed også fordi, at Rebirth er ALT ALT for langt ift. hvad den del af historien kan bære. A til B passager i tunneller, grotter og lignede er absurd lange og kedelige, og det medvirker igen til at give oplevelsen en følelse af at skulle lave lektier i et fag man ingen interesse har i. Jeg klarede endgame i dag og hold nu op en ørkenvandring. Jeg ville bare gerne have det til at stoppe, men det fortsatte og fortsatte og fortsatte til jeg næsten havde mistet alt livsmod. I bund og grund er Rebirth bare ikke et særlig sjovt spil.

Det tekniske er heller ikke godt. Jeg spillede selvfølgelig på performance. Der var kontinuerlige tydelige framedrops som skæmmede indlevelsen, pop-ins og løbende problemer med lyssætningen, hvor der pludselig var helt mørkt i rum eller korridorer hvor der ikke burde være det.

Det står klart for mig nu, at FF7 ikke kan bære en remake i tre dele, og jeg glæder mig egentlig ikke til det sidste kapitel. Hvis der kun er Nutella nok i bøtten til én franner, så smører man én skive som bliver god. Hvis man i stedet vælger at smøre det ud over tre skiver brød, så bliver ingen af dem særlig gode, og dét er Rebirths problem i en nøddeskal.  At det spil snitter så højt er mig simpelthen en gåde. Jeg var i tvivl om det var 7 eller 6 men jeg har besluttet mig mens jeg skriver dette. Rebirth er slettet igen og der er intet i det spil jeg har lyst til at vende tilbage til.

Lige nu installerer jeg Like a Dragon: Infinite wealth, og håber virkelig ikke at blive skuffet igen, da det er to af de titler jeg har set mest frem til i år.

Det lyder meget af det jeg nåede at opleve med FF7 desværre. Jeg endte hurtigt med at droppe det igen, og gå videre med Persona 3 Reload. Apropos det, jeg blev lige færdig med det.

9/52 - Persona 3 Reload

8/10 - 85 timer.

Jeg er på de fleste parametre meget tilfreds med den her remake. Det er en på mange måder meget autentisk remake af originalspillet, men med en stor portion større kærlighed til den spiller der faktisk skal igennem det. Det oprindelige spil var... hårdt, at spille. Det har jo alt sammen været bevidst som et led af det at fortælle en mørk historie med tematik omkring dødens uundgåelighed, men det var måske ikke nødvendigt at hade spilleren så meget. Du kan nu styre dine party medlemmer, dine venner blive ikke trætte/syge i tide og utide, og generelt virker tonen lidt mindre dyster. Det er stadig et ret edgy univers man træder ind i, men kanterne er filet lidt ned. Gameplayet har generelt også fået et overhaul, hvor figurer kan få bonuser og fordele hvis man bruger tid sammen med dem, og nye opladelige super moves der fuldstændig transformerer meta'en, og faktisk fik mig til at bruge et helt andet hold end i tidligere udgaver. Good stuff. Sværhedsgraden er også noget bedre end i Royal, selvom de stadig lidt har det issue at fjenderne ikke kan følge med hen mod endgame, hvilket ødelægger sidste akt en smule. Jeg har ellers altid været fan af den stemning der bygges op omkring den sidste kamp, den generelle atmosfære af håbløshed, og det ellers normalt energiske soundtrack i byen/kollegiet der erstattes med mere melankolske toner, men det virker bare bedre når man som originalen ender med at kæmpe i 90 stive minutter mod den endelige trussel, frem for denne gang hvor det tog en brøkdel af tiden, og jeg på intet tidspunkt var bange for at tabe.

Men overall solidt remake. Autentisk restaureret soundtrack, hæderligt cast og edgy fortælling. Jeg håber at se Persona 4 håndteret i den her stil.

6/52

Ghost of Tsushima: Iki Island

Karakter: 7/10

Tid: 7 timer

Efter 35 timer i hovedspillet var jeg egentlig ved at være mættet, men jeg vidste også, at hvis jeg ikke startede på Iki Island udvidelsen med det samme, så ville jeg aldrig få den spillet.
Så jeg trak mig selv igennem og det var en positiv oplevelse.
Klassisk udvidelse: mere af det samme, men også med en god håndfuld nyt. 
Historien giver lidt mere dybde til hovedpersonen Jin og de nye fjender gør spillet lidt mere udfordrende og det trængte det til.
Sidemissionerne er også væsenligt mere orginale og føles ikke som filler ligesom i hovedspillet.

Iki Island forbedrede på hovedspillet og jeg vaklede lidt mellem 7 og 8 i karakter. Jeg endte på 7, da det stadig er for nemt og de følselsladende scener i historien stadig er skrækkeligt instrueret.
En fin mindre udvidelse som man ikke bør snyde sig selv for, hvis man ellers har lyst til mere Ghost of Tsushima.

11/52

Final Fantasy VII Rebirth

Timer: ca. 70 

Karakter 9.5/10

Meget tæt på at være det perfekte spil. Der er ikke meget galt med det her spil. Enkelte "dårlige" sektioner som gør det ikke er direkte 10. (Cait Sith kasse mission) Ellers er det chefs kiss hele vejen. Og er mere end jeg nogen sinde turde håbe på. Der er kælet så meget for detaljerne over alt at alle andre spil blegner ved siden af.

7/52

Tainted Grail: Conquest

Karakter: 8/10

Tid: 22 timer

TGC er en deckbuilder som bedst kan beskrives som Slay the Spire møder Diablo. Spillet foregår i en dark fantasy setting, som minder meget om Diablo. 
Her er tale om en gennemført deckbuilder, som bygger på det fundement, som Slay the Spire skabte. 
3 hovedklasser med 3 underklasser hver, masser af dialog med glimrende stemme skuespil, hundrevis af kort og rig mulighed for at lave en masse forskellige builds der virker(og ikke virker).

De 22 timer er den tid det tog mig at låse op for den sidste boss, besejrer ham og lande en plads på leaderboard.
Der er en "true ending" som kræver, at man har klaret alle quests og reddet alle NPC sjæle. Mit bud er, at det ville tag mig cirka 20 timere mere, hvis jeg skulle opnå den, det gider jeg ikke.

Men kan du lide deckbuilders(og hvem kan ikke det?!), så tøv ikke med Tainted Grail: Conquest.

10/52 Lies of P

23 timer 6/10

Ok, først og fremmest må jeg lige understrege at hvis du *ikke* er blevet træt af Soulslikes, så kan du nok godt smide 2 points oven I, men det må jeg nok erkende at jeg er blevet. Ved ikke helt hvornår, men det har været i løbet af Lies of P her at det blev klart at jeg ikke rigtigt gider de her mere. Det er nyt skin, måske lidt anderledes arrangerede mekanikker, men når alt kommer til alt, stadig samme kluntede og rigide styring, samme langsomme dybde-fri kampsystem baseret på at stå lige foran bossen og trykke på den givne titels "annullér skade-knap", de samme items fra Dark Souls som nogen har lavet en find and replace på med nye navne for samme gamle koncepter, det samme UI, og i denne omgang har de valgt at kalde Strength for Motivity af én eller anden årsag. Og ja, samme løben fra respawn point til boss med en styring hvor løb er på cirkel og kameraet styres på højre pind, som du ikke kommer til at kunne gøre samtidigt uden at lave en akavet klo.

Er du til Elden Ring, Sekiro osv., så kan jeg varmt anbefale Lies of P, for du vil få mere af det du godt kan lide (du skal dog være obs på at parrying spiller en stor rolle i kampene), men jeg er nu godt og grundigt mæt, derfor dette rant

8/52

Hi Fi rush 

9/10

et år skulle der gå før vi fik denne perle til Playstation og nøj hvor er jeg glad for det! Spillet i sig selv er super enkelt. Beat Them up to the rhyme, men charmen i spillet ligger i udseendet og manus og karakterne. 
jeg er en stor sucker for spil og medier med vennegrupper og samarbejde. At ens hold udvikler sig og en bliver til flere. 
spillet cutscenes er som at se en animation og alt spiller bare. 
det er et spil jeg virkelig anbefaler. Selvom gameplayet kan blive en smule ensformigt. Så spiller historien og alt andet bare! Virkelig dejligt og sjovt spil!

9/52 

Dark souls 2: sins of the first scholar 

8/10

endnu engang bevæger jeg mig ud i et souls game. 
men lidt den forkerte rækkefølge. Hvilket jeg godt kan mærke. 
souls 2 er stadig ligeså forvirrende historie mæssigt og denne gang havde jeg lidt mere problemer med finde ud af hvor jeg skulle hen efter hver boss. 
Samtidig begynder jeg godt at kunne fornemme fromsoftware opbygning af deres spil da de alle er ret ens. Men why fix it if it ain't broke. 
jeg elsker stadig hele universet og gameplayet og følelsen efter man har klarede stærke enemies er bare stadig lækkert. 
jeg er igang med Dark souls remastered nu men kan allerede sige med sikkerhed jeg synes Dark souls 3 bare er et mesterværk i forhold til dens forrige spil. 
men fromsoftware kan bare noget. Jeg elsker at spillene kan være så enkle men alligevel så kompliceret i forhold til deres lore. Så man styre selv hvor man står henne i forhold til hvor dybt spillet skal være. 

12/52

The Elder Scrolls Online: Base Game Main Story

ca. 15 timer

7/10

Hæderlig main story i base game. Kedelig start men bliver ganske interessant i anden halvdel. Nu skal jeg bare videre med første expansion

10/52 

Dark souls remastered 

9/10

Nu er jeg kommet helskindet igennem hele souls trilogien! 
Og hvor har det været en fest! 
fromsoftware har virkelig skabt noget fantastisk med souls trilogien!

jeg glemte desværre dlcen og det fortryder jeg, jeg overvejer et new game plus blot for dlcen men samtidig overvejer jeg at gå igang med sekiro! 
men Dark souls remastered formår ( selvom det er gammelt ) at imponerer mig med den interessante verden. 
jeg elsker at Dark souls kan være ligeså enkel som man vil eller ligeså dybt. Jeg er dog lidt ked af det over man hurtig kan gå glip af quest hvis man ikke er opmærksom nok. 
men en anden ting som jeg ikke helt kan finde ud af hvad jeg synes er at der intet fast travel system er. Det formår at binde hele verden mere sammen men kan også være irriterende når forskellige npc er spredt ud over det hele. 
og last boss i spillet var flot og musikken var så god men han var ret undervældende hvis man lige finder ud af hvordan man parry ham. 
 

men alt i alt er souls trilogien nok nogle af de bedste og mest interessant spil jeg har spillet til dato. Samtidig elsker jeg at de nødvendigvis ikke er så lange rent spille tid mæssigt da jeg hurtigt kan gå død i 100 timers spil 😅

Der er da fast travel i Dark Souls? Det unlocker først sent i spillet, men det er da med.

Du åbner for det meget sent i spillet og du kan kun bruge det til visse bonfire, det rigtigt men det er ikke det fast travel man er blevet vant til hos FromSoftware. 
men som sagt det har sine fordele og ulemper

Nej fair nok, det kan jeg godt forstå.