Nytårsaften har mangen en aften betydet svedne tommelfingre, og for de ekstra uheldige - øjenskader, forbrændinger og det der er værre. Sættet her bør kunne ændre lidt på den sag, og gør dig samtidig til en sand fyrværkermester. Du forbinder ganske enkelt dine raketter med de gule kabler, som så går ned til den lille boks. Kablerne sættes til raketterne med små "E-clips" som brænder af når der bliver tilsat strøm. Strømmen kommer fra boksen, og aktiveres af din fjernbetjening. Smart, ikke? Du kan koble fem raketter til boksen samtidig.
På denne måde kan du betragte dit fyrværkeri på behørig afstand, og ikke med ryggen til fordi du skal væk i en hulens fart. Sættet er på tilbud netop nu hos maplin.co.uk og koster £200. De små "E-clips" brænder som sagt op, men du kan købe sæt med reserver for £9.99.