Fysiske vs. Digitale spil

Spørgsmålet om, hvorvidt man skal købe spil fysisk eller digitalt, har været en ophedet debat i 15 år. Der er utvivlsomt masser af argumenter for og imod begge dele. På plussiden for fysiske spil finder vi det faktum, at du rent faktisk ejer dine spil og kan gøre, hvad du vil med dem, herunder videresælge dem, og at de normalt er meget billigere. På den digitale side er der fordele som overlegen komfort (både ved køb og brug), at der ikke medfølger en disk, som kan mistes eller gå i stykker, og at det er betydeligt mere miljøvenligt end al transport, materialer, emballage og mellemled.

På minussiden for det fysiske finder vi blandt andet, at en disk faktisk kan forsvinde eller gå i stykker, og så er dit spil væk, at det er mere bøvlet at bruge end bare at have alt installeret, at du ikke kan købe en billigere helt digital konsol, og at nogle titler simpelthen ikke findes fysisk. Når det drejer sig om digitale spil, er de meget dyrere, og du ejer dem ikke. Så du kan aldrig sælge et spil, du er færdig med, eller som du ikke kan lide.

Det sidste blev understreget, da Discovery og Sony for nylig meddelte, at de ville fjerne videoindhold, som folk rent faktisk havde købt, fra PlayStation Store. Ganske vist var antallet af berørte brugere ret lille, men aftalerne er udformet sådan, at dine spil til enhver tid kan blive taget fra dig, uden at du kan gøre noget ved det.

Det var f.eks. tilfældet, da Stadia kollapsede for nylig. Alle, der havde en stor samling af spil, mistede alt. Google håndterede det fint med refusioner, men hvad ville der ske, hvis Steam blev lukket ned? Alle dine købte spil og gemte filer ville være væk. Så vidt jeg ved, er det kun GOG, der i øjeblikket er en større tjeneste, hvor du rent faktisk ejer dine spil og kan få adgang til dem, selv uden virksomhedens launcher og uden at være online.

Det skræmmer mange gamere. At kunne spille deres titler også i fremtiden er en vigtig bekymring, selvom det slet ikke er sikkert, at HDMI-stik er noget, der vil fungere i al evighed. Det er allerede ved at blive svært at bruge en Super Nintendo på et fladskærms-tv med et RGB-kabel, og hvem siger, at fremtidens tv overhovedet vil have omformere til kabler i disse trådløse tider? Men der er stadig noget særligt irriterende ved tanken om at købe spil for tusindvis af kroner for så en morgen at finde ud af, at man er blevet udelukket fra en tjeneste på et tvivlsomt grundlag, eller at en eller anden aftale er udløbet, så den titel, man købte i går, pludselig ikke længere virker. Det er virkelig de store virksomheder mod den lille forbruger, og du ved, at hvis det sker, har du allerede klikket dine vilkår væk ved at acceptere en masse aftaler, du ikke læste, da du startede din konsol og dine spil.

Desuden kan en titel, du har købt til fuld pris, til enhver tid blive opdateret på en måde, du virkelig hader, hvilket betyder, at udviklerne dybest set ødelægger noget, du har betalt for. Kan du komme i tanke om et andet scenarie, hvor vi ville acceptere det? At købe en lænestol, som tre måneder efter købet bliver ændret, så den er ubehagelig at sidde i, at din dyre stegepande pludselig ikke kan bruges til kød, eller at din Star Wars-filmboks med den originale trilogi i sin oprindelige form bliver overskrevet med George Lucas' elendige nye udgaver. Vores rettigheder, når det gælder spil, er virkelig begrænsede, og der er ikke meget, vi kan gøre ved det, vi har godkendt det hele, før vi overhovedet begynder at spille.

Så bør du købe fysisk? Ikke nødvendigvis. For problemet her er, at fysiske udgivelser i dag ofte har diske, der mere ligner tokens end noget, der rent faktisk indeholder et spilbart produkt. Ikke sjældent ser jeg, at den nye disk, jeg skubber ind i min konsol for at installere et spil, ikke bliver brugt, men at alle data alligevel bliver downloadet online. Jeg tror meget på, at de, der om 20 år vil forsøge at spille noget fra en disk, efter at serverne er blevet lukket, vil blive dybt skuffede, da det i mange tilfælde slet ikke vil virke. Det samme vil de, der har downloadet spil. For selv om de ofte fungerer offline, skal de stadig verificeres ind imellem. Og uden servere, der kan verificere, vil der ikke være noget spil. Det er hovedsageligt Switch-ejere, der undgår disse skuffelser, men selv der bliver det mere og mere almindeligt, at alle eller nogle af spillets data ikke er inkluderet, når du køber en fysisk kopi af spillet, og jeg må antage, at Switch 2 (rygtes at udkomme i år) vil være mere digitalt fokuseret.

Forresten kommenterede Ubisoft for nylig på denne fysisk vs. digital debat, og sagde nonchalant, at vi gamere skal vænne os til ikke at eje vores spil. Og i vid udstrækning er vi der allerede.

Men jeg synes, at de paralleller, han drager til film, er forkerte. For selv om jeg ikke ejer nogen VHS, DVD eller Blu-ray længere, er det ikke svært at få stort set alle de film, jeg vil have, på lovlig vis (selv om der er nogle undtagelser) til en meget lav pris. Når det gælder spil, taler vi dog om dedikeret hardware, som normalt kun fungerer med en bestemt konsol. Microsoft har været bedst til bagudkompatibilitet, og med Xbox Series S/X kan du spille titler fra Xbox, Xbox 360 og Xbox One. Men det er langt fra omfattende, og der er flere titler, som slet ikke længere er tilgængelige til en konsol og ikke kan købes digitalt, som i tilfældet med Nintendo DSi, hvilket betyder, at de downloadede kopier, folk har, er de sidste, der findes. På den anden side er det ingen kunst at se den talentfulde og smukke Anita Ekberg i filmen "Det søde liv" fra 1960, den film fungerer lige så godt, uanset hvilket filmmedie man bruger.

Så spil er et meget specielt tilfælde, men ideen om, at spilfirmaer skulle have servere kørende for evigt for at være søde ved det ubeskriveligt lille antal gamere, der ønsker at downloade virkelig gamle titler, er tydeligvis ikke realistisk. Digitale spil er måske latterligt dyre, men de retfærdiggør ikke livslang serversupport.

Jeg synes, at prisen er den største ulempe ved digitale spil. At det skal koste 70 dollars at købe et nyt spil, er egentlig ikke så mærkeligt (det svarer til 90 minutters tennis og et biografbesøg for to personer), og i forhold til hvor meget underholdning man får, er og bliver videospil billige. Men 70 dollars er fuldstændig vanvittigt, når det koster omkring 50 dollars på disk, da nogle elektronikkæder har en kampagne ved premierer og sænker deres priser hurtigt bagefter.

Ideen om, at et spil altid skal være billigst online, er ikke realistisk, men forskellen er for stor i dag, og det er kun muligt, fordi vi er glade for at betale for bekvemmelighed, og fordi der ikke findes konkurrerende onlinebutikker. Apple kæmpede hårdt mod Epic for at være den eneste, der solgte ting til iOS, og på samme måde er der ikke noget alternativ på Xbox Series S/X, hvis du ikke vil betale, hvad Tekken 8 koster digitalt ved lanceringen. Sony er endda blevet sagsøgt med beskyldningen om, at de overpriser deres PlayStation-butik. Du kan ikke tjekke, hvad en anden butik tager for det samme digitale spil, da der ikke er nogen valgmuligheder, men det kan du, når det kommer til fysiske formater. Og når du er færdig med spillet om et par uger (primært singleplayer-titler og spil, du ikke kan lide), sælger du dem på eBay eller Facebook og får et par dollars tilbage. Denne forskel er så stor, at selv jeg, som helt klart foretrækker digitalt, ofte køber fysisk i stedet for under kampagner, og de fleste af mine digitale spil er blevet købt under udsalg.

Så hvor vil jeg hen med det her? Jo, at der er flere fordele ved både fysisk og digitalt, men også flere virkelig tunge ulemper, som i høj grad skyldes, at vi ikke længere rigtig ejer vores spil på samme måde. Den retrobølge, der nu skyller ind over os med uhyrlige priser på gamle titler, tror jeg ikke, at nutidens 25-årige generation vil opleve den dag, PlayStation 5 og Xbox Series S/X bliver retro. Faktisk er jeg ikke sikker på, at nogen spil på disse formater overhovedet vil kunne spilles om 20 år - men til den tid er jeg pensioneret og drikker limonade på verandaen i en forhåbentlig mere fredelig verden, der har indset, at samarbejde giver bedre resultater for mennesker og dyr end krig. Og jeg vil forhåbentlig have nogle gamle videospil, der i det mindste er nogle penge værd.

I modsætning til mange af os, der ejer gamle musik-cd'er, måske vinyl, tegneserier, film og retrospil, vokser der nu en generation op, som ikke har noget af dette. De har adgang til alt via abonnementer, men de ejer meget, meget få populærkulturelle ting sammenlignet med lidt ældre generationer. Er det et problem? Måske, måske ikke, men det er i hvert fald klart, at det bliver meget anderledes.