Dansk
Gamereactor
gadget-tekster

Motorola Edge20 Pro

Motorolas dyrere Pro-model er ikke lige så spændende...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

For nylig anmeldte vi den nye Motorola Edge20, og havde stort set kun rosende ord til overs for Motorolas forsøg på at undergrave de dyrere konkurrenter. For Edge20 er markant billigere end de fleste, men giver dig hvad der svarer til omtrent 98% af hvad et reelt flagskib kan tilbyde. Det er, vitterligt, en imponerende smartphone.

Men den har samtidig en storebror, en storebror der kommanderer en højere pris, og dermed skal fremstå spændende og konkurrencedygtig på et helt andet grundlag. Den hedder Edge20 Pro. Først og fremmest, så lad os lige få opsummeret hvad der er de centrale forskelle her:


  • Ryggen af enheden er af glas i stedet for plastik, og fronten er udført i Gorilla Glass Victus, i stedet for Gorilla Glass 3

  • Det er en Snapdragon 870 chip der er hjertet, i stedet for en 778G

  • Der er en variant med 12GB RAM, i stedet for Edge20'erens 8GB

  • Telefotolinsen er udført i et periskopdesign, der tillader 5x optisk zoom i stedet for 3x

  • Fingeraftrykslæseren er under glasset her, i stedet for på siden

  • Batteriet er 4500mAh, i stedet for 4000mAh

Motorola Edge20 Pro

Design, de resterende to kameralinser, hele displayet, konstruktion, manglen på trådløs opladning, opladningshastigheden - alt samme det samme. Men her betaler du cirka €750, i stedet for de €500 du giver for en almindelig Edge20.

Så er det det hele værd? Først og fremmest har Pro ikke helt samme kassede, industrielle design at bryste sig med. Ryggen buler lidt ud, og er mere kurvet end sin lillebror, og som resultat vejer den 190 gram i stedet for de 163 gram. Du kan få en Eco Leather-version, som lyder ret lækkert, men det var desværre ikke den Motorola valgte at sende. At det hele er Victus i stedet for 3 er selvfølgelig positivt, men at Pro så mangler en officiel IP-certificering er straks sværere at sluge.

Kan du så mærke at der er tale om en Snapdragon 870? Nej, overhovedet ikke. Som i slet, slet ikke. Hele brugerfladen glider afsted i de 144Hz, og på intet tidspunkt føles den markant hurtigere end den almindelige Edge20. Jo, der skal da nok findes benchmark-resultater der fortæller en anden historie, men vi synes at være i en periode alligevel, hvor smartphone SoC'er er hurtigere end de brugsscenarier vi kan finde på til dem kræver. Køber du en standard Edge20 får du en præcis lige så glidende oplevelse. Det samme kan i øvrigt siges om 12GB RAM i stedet for 8GB.

Indtil videre ser det ikke synderligt godt ud for Edge20 Pro, vel? Ved netop at spare features væk der kunne have gjort den til en flagship killer i en anden forstand, eksempelvis via et 1440p display, trådløs opladning, eller sågar et hovedtelefonstik, så kunne Motorola have dystet på en anden slagmark med Pro-versionen. I stedet fremstår det lidt som om, at Edge20 Pro's primære konkurrent er den regulære Edge20, eller måske OnePlus 9, og OnePlus har netop inkluderet IP-certificering og trådløs opladning.

Pointen er sådan set bare, at når du går fra 3200 kroner til 5500 kroner, så er antallet af stærke konkurrenter tredoblet, og i det her midtersegment kan du stort set kaste en sten og ramme en solid smartphone, der opfylder alle behov.

Motorola Edge20 Pro

Tilbage er der kameraet, og det er fuldstændig rigtigt, når Motorola siger at en periskoplinse på en smartphone til "så lidt" er uhørt. Og der da en helt åbenlys fordel at spore her, at have flere gang optisk zoom tilgængelig er uendeligt brugbart i det daglige liv, hvor det at kreere en ramme ved at udvælge dele af billeder der kan forstærkes kan være forskellen imellem et billede du vil beholde, og et du sletter med det samme. Trods lidt ujævn farvetemperatur imellem hovedlinsen på 108 megapixel, den samme ultra-wide og den nye periskoplinse, så er det da også solide billeder du får ud af Edge20 Pro, særligt hvis lyssætningen er gunstig.

Men udover 2x ekstra optisk zoom at lege med, så er det stadig softwaren der gør at Edge-serien tager "gode" billeder, uden overhovedet at være i nærheden at en tilsvarende Pixel. Du kan importere en Pixel 5a, eller sågar bare en Pixel 5, til nogenlunde det samme som en Edge20 Pro, eksempelvis.

Men det er naturligvis at ignorere den samlede pakke. Edge20 Pro er en god telefon. Et glimrende panel, der er hurtigere end hos konkurrenterne. Den er stadig markant lettere, holder lidt længere på en opladning, er lynhurtigt og flydende at bruge, og Motorolas glimrende stock Android OS kombineret med MotoDisplay er lige så lækkert her, som det er på en Edge20. Problemet er bare, at det nærmest er muligt at anbefale at du betaler ekstra for en Pro, så god er den almindelige telefon bare.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.