Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
gadget-tekster

iPhone 13 Pro

Det er så sandelig ikke det mest signifikante hop, men det er dog en af de absolut bedste telefoner du overhovedet kan købe.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Når man starter med at afveje om hvorvidt en smartphone er en investering værd, så starter man, og slutter som oftest, med specifikationerne. Det er en tilgang der helt og holdent giver mening, for netop disse har det med at fortælle os en hel del om hvad produktet kan gøre for os, hvilken funktionalitet der tilbydes, og hvordan vores liv forbedres. Det er målbare, forståelige parametre, og derfor bruger vi dem til at forstå...

Men efterhånden som årene er gået er særligt smartphones overgået til at spille en anderledes rolle i vores liv. De er assistenter, de er butlere, de er dørmændene ind til vores inderste. De holder øje med vores biler, og vores hjem, de foreviger afgørende øjeblikke og giver os noget at lave når vi keder os. De er livlinen til et liv uden for hjemmets fire vægge, og lader os rejse tusindvis af kilometer på et øjeblik.

Det lyder som én stor floskel, og det er det måske også, men samtidig, i min optik, er det en uomtvistelig sandhed. Smartphones er mere end deres bestanddele, og funktionaliteten er efterhånden adskilt fra de kredsløb der gør dem mulige. Den nye iPhone 13 Pro har hverken den største skærm, eller de kameraer med fleste megapixel, den har fysisk ikke det største batteri, heller ej ekstravagante bonusfeatures. Hvad den dog har er en samlet pakke, bestående af meningsfuld funktionalitet designet til at gøre mit liv simplere, bedre og mere sammenhængende. Det her er ikke et forsøg på at fyre en salgstale af, men det er dog en indrømmelse af, at selvom jeg så sandelig ikke er lukket ind i Apples såkaldte "walled garden", så bliver jeg samtidig nødt til at indrømme at det her nok er den smarteste smartphone jeg nogensinde har testet, og nok også så absolut en af de bedste.

iPhone 13 Pro

"Og hvorfor så det?", hører jeg dig spørge. Det er et godt spørgsmål også. Men jeg tror jeg vil tackle det her lidt anderledes den her gang, og besvare det spørgsmål med en anekdote. Ser du, jeg blev far i sommeren 2020, og selvom mit liv er blevet beriget udover enhver forståelse, så er det samtidig et mere krævende liv, et liv der efterlader mig mere mindre tid, søvn, overskud og alt derimellem - det der engang var i overflod, er nu væk, erstattet af små pusterum. Hvad jeg satte pris på ved en smartphone ændrede sig i samme ombæring - pludselig var det tilpasselige, det omskiftelige, det avancerede ikke nær lige så eftertragtet som en telefon der "passede på mig". Det tog lidt tid for mig at opdage dog, Sigurd sov trods alt ret godt de første måneder, og vi tog os selv i at sige; "er det bare det?" - erfarne forældre kan kun gnægge i skægget over så naivt et spørgsmål så tidligt i processen - og vi blev klogere.

Dette er en annonce:

Nej, særligt her på det seneste, hvor jeg indrømmer at have kørt på de sidste skvæt benzin helt nede i bunden af tanken, er det gået op for mig hvor afgørende det er, at min telefon glider med mig, og følger mig, i stedet for at afvente et specifikt input.

Det nye større batteri i iPhone 13 Pro kan, i min erfaring, tage mig cirka 2.5 dag imellem ture til den trådløse MagSafe-oplader jeg har på mit sengebord. Jeg har hostet og hakket de sidste par dage, og har måtte sove på sofaen, så netop der er der en ret håndgribelig fordel. Idet jeg vågner, vågner telefonen med mig, og leverer meningsfulde notifikationer takket være de nye indstillinger i iOS 15. Jeg har desuden indstillet min Søvn, og den undtager min kæreste opringninger oppe fra soveværelset, skulle noget være gået galt. Det kan Android også, bevares, men her var det uhyre let og ubesværet at opdele min dag, og mine prioriteter, og iOS indretter sig derefter.

iPhone 13 Pro

Ude i bilen har jeg en MagSafe-lader, som er lette, og billige at finde, takket være et langt større, bredere og mere konkurrencepræget økosystem af tredjeparter, der flokkes om at designe og fremstille enhver form for iPhone-baseret gadget. Jeg kan også bruge Apple CarPlay, der, i min optik, er den overlegne assistent når jeg kører.

Dette er en annonce:

Har jeg et øjeblik på arbejdet bruger jeg FaceTime til at se min søn, og takket være den nye skærm, der nu endelig giver mig 120Hz, kan jeg hurtigt kigge mine mails igennem, finde afgørende nyheder og kommunikere med venner, familie og kolleger. Det her er, målt på alle parametre, tekniske såvel som funktionelle, det mest tilfredsstillende display at bruge på markedet i dag. Samsung giver dem kamp til stregen, men her må jeg give Apple, at det er så tæt på perfekt som det er muligt at komme. Og når ja, den der "notch" er mindre, men ligesom med et hole-punch endte det ikke med at genere mig på iPhone 12-serien. Man stirrer sig blind på den slags, og det vigtigste er sådan set at herhjemme, der kan FaceID bruges til at logge ind langt flere steder, og er bredt set bare uhyre funktionelt.

Hvis jeg glemmer noget ved Find-appen det, om det er mine AirPods, eller det AirTag der sidder på min taske, den ved hvor jeg har parkeret min bil - jeg kunne blive ved. Hvis du ikke ønsker at teknologi skal "tappe" ind i dit liv, jamen så er Apple nok den virksomhed der gør den største dyd ud af at værne om din datas sikkerhed, naturligvis med det in mente at det umiddelbart er svært at afgøre.

De nye kameralinser er lettere at kigge lavpraktisk på. Den nye vidvinkel har en apeture på f/1.5, som er den største Apple nogensinde har brugt. Det betyder mere lys, og det kan virkelig, virkelig mærkes i det solen begynder at gå ned, eller hvis du, gud forbyde det, ønsker at tage billeder efter solnedgang. Den nye ultra-wide har en ny autofokusensor, og telefotolinsen har 3x optisk zoom. Det er en masse tal, og tilsyneladende tekniske detaljer. Så lad os gå tilbage til begyndelsen og slå fast, at næsten samtlige af de billeder jeg har taget indtil videre, hvor jeg har krydsrefereret med en Samsung Galaxy Z Fold 3 og en OnePus 9 Pro, så har jeg foretrukket iPhone-billedet. Der er en kalibrering, et lys, en livlighed i motiverne, og det er ikke "beautification" som først frygtet, men bare ja... kontrast.

iPhone 13 Pro
Dette er en annonce:

Den nye Macro-indstilling er desuden ret spidsfindig, og det sker jo at man gerne vil tæt på sit motiv, så det synes ikke at være spild af tid. Desuden endte jeg med godt at kunne lide den nye Cinema-indstilling, med sin sømløse AI-baserede rack-fokus.

Igen, det er alt sammen bare ord, så måske skal vi bare sige at set holistisk, så er iPhone 13 Pro-telefonens kamerasystem både det mest alsidige, og mest brugervenlige, jeg har brugt. Jo, Pixel 5 er stadig tæt på, og er formet ud fra de samme basale principper, men gud hvor er Apple kommet langt.

Og så er vi et eller andet sted ved vejs ende, er vi ikke? iPhone 13 Pro har gjort mit liv lettere, og som forlængelse af det, bedre, siden jeg fik den ind til test. Det er en kombination af den nye, forbedrede hardware, og den nye forbedrede software, som synes uadskillelige. Det er, på mange måder, en perfekt telefon for mig. Jeg håber den kan det samme for dig. Og hvis ikke, så er der heldigvis masser af alternativer. Det her kommer fra en, igen, der har sine dokumenter i Google Docs, bruger Tile i stedet for AirTags, sværger til Sonys WH1000-XM4 headset, bruger Chrome og arbejder fra en PC hver dag. Jeg er på ingen måde tilbøjelig til at elske Apples produkter, men det er bare umuligt ikke at bruge iPhone 13 Pro, og respektere hver eneste aspekt af brugeroplevelse - du ved, det der egentlig betyder noget.

10 Gamereactor Danmark
10 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

0
iPhone 13 Pro

iPhone 13 Pro

GADGET-TEKST. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Det er så sandelig ikke det mest signifikante hop, men det er dog en af de absolut bedste telefoner du overhovedet kan købe.



Indlæser mere indhold