Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
gadget-tekster

Turtle Beach Recon Controller

Anders har prøvet Turtle Beach' nye controller, og synes bare rigtig godt om den.

Abonner på vores nyhedsbrev her! - Få info om julekalenderen

* Påkrævet felt

Mens de officielle controllere til Microsofts og Sonys nye konsoller stadig er nye og spændende, så er konsolskaberne altså ikke de eneste, som laver habile controllere. Turtle Beach vover sig med deres Recon Controller ud i noget så dristigt, som at udfordre Microsoft på deres hjemmebane med en kablet controller. Mod al forventning, så har Turtle Beach væltet den officielle Xbox controller af pinden, i hvert fald for undertegnede.

Ja, det overrasker måske mange, at en halvgrim, kablet controller kan være så god at bruge, at den fuldkommen har overtaget pladsen i sofaen herhjemme. Dette især, når Microsoft nu har brugt adskillige generationer på at perfektionere controller-kunsten på Xbox. Så hvad er det egentlig, som Turtle Beach har gjort så rigtigt her?

Turtle Beach Recon Controller

Det allerførste, man lægger mærke til, er at controlleren til en meget fair pris på lige under 500 kr har pakket et væld af velkomne features indenfor rækkevidde. I toppen af controlleren ser man nemlig et mindre kontroltårn af features. Dette gør, at controlleren ikke ligefrem har det samme lækre, minimalistiske design, som vi kender fra de officielle controllere, men snarere ligner en typisk tredjeparts-gamergadget. Når først du går i gang med controlleren, så vil du dog hurtigt glemme det mindre æstetiske design.

Sætter du et headset i bunden af controlleren, så har du ikke bare en stabil, kablet forbindelse, men også EQ presets, som virker overraskende godt med Xboxens Windows Sonic virtual surround. Turtle Beach's Superhuman Hearing funktion er også med her, og den fungerer fantastisk til at gøre stemmer, fodtrin og andre vigtige lyde mere prominente. Når man spiller en atmosfærisk shooter som Metro Exodus, så er det tydeligt, at man med Superhuman Hearing får et bredere lydbillede, hvor mørkets rædsler for alvor kan høres i hver en detalje.

Dette er en annonce:

Du kan også programmere to Action-knapper bagpå som genveje til en hvilken som helst knap på controlleren. Jeg sætter altid disse til LB og RB, så jeg kan slippe for at tænke på disse øverste skulderknapper. Det gør ergonomien meget bedre end på en normal controller. Når man først har fået disse ekstra knapper, som ellers er forbeholdt de dyre Xbox Elite controllere, så er det altså svært at leve uden. Controlleren har også en Pro Aim Focus Mode. Hvis du holder højre Action-knap nede, så sænkes sensitiviteten af højre analog-pind, så du kan sigte mere præcist. Dette er super smart, især i skydespil. Funktionen kan skrues op eller ned, eller slås helt fra.

Overordnet set, så er det lille kontroltårn i toppen af controlleren nemt at gå til. Det er rart at man har en volume-kontrol til både spillets lydniveau og til chat, så man kan styre begge uden at skulle gå ind i menuer. Der er også en handy mute-knap til mic. Man kan også styre, hvor meget af ens mikrofons lyd, man selv vil høre. Det er smart til sene aftener, så man kan høre hvor højt man taler. Opsætning af de mere avancerede funktioner (EQ, Action-knapper, Pro Aim osv) gøres med Mode- og Select-knapperne. Dette er lidt kluntet, og kræver, at man læser quick-start guiden. Dog er det ikke svært, når man først har forstået systemet.

Turtle Beach Recon Controller

Det er dog ikke kun i alle disse features, at Recon-controlleren imponerer, for heldigvis så er det en aldeles lækker controller at bruge i hverdagen. Den er ergonomisk og let, og det skridsikre, kølende gummimateriale på siderne gør, at controlleren ikke bliver svedig at holde på over længere tid. Byggekvaliteten føles også i top, selvom controlleren er let. For både mig selv, som har store hænder, og min kæreste, som har små hænder, så er controlleren markant mere ergonomisk end Microsofts. Mens begge er behagelige og kan bruges i mange timer, så er det bare nemmere at få et behageligt greb med Recon. Det skal dog siges at dette også hjælpes på vej af de to knapper på undersiden, som gør at man ikke skal tænke på LB/RB-knapperne, som jeg altid har fundet akavede.

Dette er en annonce:

Jeg var selv skeptisk overfor det kablede setup i starten. Det virker både gammeldags og bøvlet, når man ikke har prøvet det. Efter to måneder med controlleren er jeg dog konverteret. Den lette batterifrie konstruktion er markant, især når man sammenligner med Microsofts batteridrevne controllere. Mens man kunne tro at det var negativt, så gør det altså, at man kan holde controlleren komfortabelt i længere tid. Med et tre meter langt USB-C kabel med stofbeskyttelse, så vil controlleren kunne passe ind i de fleste setups, også selvom der er en ledning. Man får mere controller for pengene, og skal heller ikke bekymre sig om opladning, eller en genopladelig batteripakke.

Det allervigtigste punkt, som Turtle Beach har lykkes så godt med her, er dog controllerens superkvikke og præcise styring. De to analogpinde føles "snappy". I et spil som Rocket League, hvor man skal reagere hurtigt, mærker man med det samme forskellen fra den officielle Xbox controller, hvis styrepindene pludselig føles løse og sløve. På Recon controlleren er der langt mere modstand i styrepindene, hvilket gør at kontrollen føles mere præcis og kvik. Hver bevægelse med pinden er distinkt på Recon-controlleren, mens det på Microsofts controller ikke er helt klart, hvornår du har lavet en distinkt bevægelse. På den måde føles Recon som en controller, der har rettet ryggen og er klar til kamp, mens Microsofts controller er mere tilbagelænet og afslappet. Det er selvfølgelig en smagssag, men hvor jeg før elskede Microsofts controller, så har Recon controlleren altså vundet mig over, især takket være denne mere præcise følelse af kontrol.

Resten af controllerens knapper er ikke helt ligeså anderledes fra den officielle controller, men alligevel er der nogle væsentlige forskelle. LB/LT/RB/RT knapperne har tydelig nubret tekstur, som gør dem nemme at arbejde med. Dog er de lavet af et mere glossy plastik, som kan se lidt billigt ud. Mens LT/RT-triggerne er ganske fine, så er LB og RB en anelse "bløde" at trykke ned. D-pad'en er ligeledes mere "blød" og en del større end den meget klikkende D-pad fra Microsofts controller. Den har 8 retninger, ligesom Microsofts. XYAB-knapperne er i stor stil ligesom vi kender dem. Controlleren har desuden en solid vibration.

Turtle Beach Recon Controller
Dette er en annonce:

Mine to eneste negative punkter (udover at funktionerne kræver brug af quick start guiden) er, at Pro Aim ikke altid spiller lige godt sammen med det, man har programmeret højre action-knap til. Det havde måske været smartere, med en ekstra knap på undersiden, specielt til denne funktion, da funktionerne på denne måde ellers kan være i konflikt med hinanden. Det andet negative er, at hvis man vil bruge controlleren til at tænde Xboxen med (hvem vil ikke det?), så gøres det altså ikke med Xbox knappen i midten, som normalt. I stedet skal man hive USB-C kablet ud af controlleren og ind igen. Det tager jo ikke mere end et sekund, men det er langt fra logisk. Xbox-knappen fungerer dog ellers som normalt (menu, sluk osv).

Disse små ankepunkter til trods, så er Turtle Beach Recon controller en game-changer, med sin præcise styring, lækre ergonomi og smarte funktioner. At controlleren giver dig kontrol over lyden fra dine hovedtelefoner, og forbedrer Xboxens virtual surround, er også helt vildt. Om controlleren er for dig kommer selvfølgelig an på personlig smag, men også om du allerede har et trådløst setup, du er glad for. Hvis du gerne vil have ekstra værdi ud af dit kablede headset, og ikke har noget imod en tre meter ledning mellem Xbox og controller, så er Recon dog en af de bedste Xbox controllere (især til pengene) lige nu.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold