Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

LIVE
HQ
logo hd live | Archvale
See in hd icon
Dansk
Gamereactor
gadget-tekster

Game & Watch: The Legend of Zelda

Link som julenisse? Nintendos nye minikonsol er en bedre gaveide end den forrige, men dens potentiale begrænses af virksomhedens egen nærighed.

Abonner på vores nyhedsbrev her! - Få info om julekalenderen

* Påkrævet felt

Sidste år udgav Nintendo den retroinspirerede minikonsol Game & Watch: Super Mario Bros. Konsollen var tænkt som en fejring af det originale Super Mario Bros. 35-års-fødselsdag, men der kom ikke mange til festen, da udgivelsen lå klemt inde mellem lanceringerne af Xbox Series X og PS5. Og det var måske i sidste ende meget godt, for der var - trods den festlige lejlighed - ikke meget at råbe hurra over. Nu forsøger Nintendo sig så igen, denne gang i anledning af Links fødselsdag, og slipper faktisk lidt bedre fra det trods et næsten identisk produkt.

Overordnet kan Game & Watch: The Legend of Zelda anskues ud fra to vinkler; som et samlerobjekt og som en reel konsol, du rent faktisk gerne vil oplade mere end blot en enkelt gang. Den store svaghed ved den forrige udgave, var i mine øjne, at konsollen samlede støv frem for fingeraftryk. Der var simpelthen ingen grund til at spille de inkluderede spil, når de fungerede bedre på stort set alle øvrige platforme. Heldigvis er der sket forbedringer på dette område, men lad os først se på konsollens udseende og samlerværdi, der også har fået et nøk opad.

Game & Watch: The Legend of Zelda

Først og fremmest så tvivler jeg på, at selv julemandens nisser kunne pakke konsollen flottere ind. At pakke den ud føles næsten, som når Link åbner en kiste i spillet, og jeg blev helt skuffet over, at den klassiske dun, dun, dun, duuuuh-lyd ikke bragede ud af konsollens højtaler. Selve æsken er designet i stil med den originale Game & Watch indpakning, blot endnu mere farvestrålende. Den forrige konsol var pakket ind i billigt pap, men her består den indvendige æske af tykt, matsort pap dekoreret med det ikoniske Triforce-logo i guld. Bagpå sidder to ben, man kan folde ud, så æsken dermed kan anvendes som en stander til fremvisning.

Indpakningen er typisk Nintendo, hvor man får rigtig meget ud af rigtigt lidt. Det samme kan også siges om selve konsollen. Den består utvivlsomt af billige materialer, men på trods af en overvægt af lette plasticmaterialer, mærker man alligevel en vis soliditet. Som de bedste Nintendo-produkter rammer den en smuk balancegang mellem et simpelt, nærmest forretningspræget udseende og enkle elegance, man også kender fra Apples produkter. De grønne kanter langs konsollen knapper, skærm og yderkanter har ikke den samme harmoni som den forrige udgaves Famicom-inspirerede design, men det er nu engang også Zelda, vi fejrer. En lækker detalje i den forbindelse er et Triforce logo bagpå, der endda lyser i mørke - tag den, Razer!

Da jeg sidste år anmeldte Mario-udgaven, og selve hardwaren er identisk, så vil jeg anbefale at læse den anmeldelse for et mere indgående kig på konsollens specifikationer og kvalitet. Her vil jeg blot opsummere, at skærmen er skarp med en klar farvegengivelse og hele ti forskellige lysindstillinger. Lyden har også ti niveauer, men er desværre en smule skinger, og der er heller ikke mulighed for at tilslutte hovedtelefoner, hvilket er ekstra ærgerligt med tanke på Zeldas suveræne soundtrack. Værre end en Game Boy, men bedre end et syngende fødselsdagskort.

Game & Watch: The Legend of Zelda

Realistisk set, er det nok svært at forvente mere, og generelt må man sige, at konsollen er funktionel, men så heller ikke mere. Spillene kører, som de skal, og både D-pad og knapperne er i rimelig kvalitet, men til længere spilsessioner bliver den lille størrelse og de små knapper et problem. Det er ikke kun de nostalgiske Zelda-spil, der minder dig om din alder, når du sidder med skæv ryg, trætte øjne og belastede tommelfingre efter en længere session bøjet over den lille konsol.

Når jeg så alligevel føler, det er et mindre problem i denne omgang, skyldes det de inkluderede spil. Super Mario. Bros. og særligt dens sadistiske efterfølger krævede begge stor præcision, og den manglende responsivitet - var minimal den end var - udgjorde et stort problem. Til sammenligning er de tre inkluderede Zelda-spil en smule mere tilgivende, centreret som de er om oplevelse og udforskning, fremfor millimeterpræcise hop.

De inkluderede spil er det originale The Legend of Zelda, den unikke efterfølger Zelda II: The Adventure of link, berømt og berygtet for sit sidescroller-perspektiv, og endelig det skæve The Legend of Zelda: Link's Awakening. De to førstnævnte titler udkom til NES, og selvom særligt originalen var banebrydende, så mærker man tydeligt deres alder. Historien er nærmest ikkeeksisterende, og mekanikkerne er meget simple. Samlingens klart stærkeste kort er derfor Game Boy-klassikeren Link's Awakening, og det skyldes ikke mindst, at spillet rent faktisk er designet med henblik på håndholdt spil. Udfordringer er derfor mere portionsanrettede, de enkelte sprites er større, og perspektivet er zoomet mere ind. Samtidig står spillet som den måske mest unikke titel i serien, og man skulle næsten tro, udviklerne i sin tid har fået et par 1UP Mushrooms for meget, for det er et gakket eventyr, der bryder med mange af seriens faste konventioner.

Game & Watch: The Legend of Zelda

På indholdssiden ser det altså bedre ud, og jeg kan rent faktisk forestille mig, at man bruger Game & Watch: The Legend of Zelda som konsol i en lille periode, om end jeg altid vil anbefale at spille på original hardware eller blot andre Nintendo-konsoller. I det hele taget har Nintendo været en smule mere gavmilde i denne omgang og har også inkluderet de japanske roms. For 99,9% og så en smule mere vil det ikke betyde det store. Men spillene indeholder interessante regionale forskelle, og for überfans eller japansktalende må det siges at være en lækker bonus. En bonus må man også kalde Game & Watch-spillet Vermin og det inkluderede ur, der retfærdiggør konsollens navn, men så heller ikke meget andet.

Og det er virkelig ærgerligt. Når Nintendo nu engang har sparket et helt produktionsapparat i gang, så virker det uforståeligt, ja, næsten en kende bizart, at der ikke er inkluderet mere på software-siden. Den manglende inklusion af Game Boy Color-spillene Oracle of Ages og Oracle of Seasons eller SNES-klassikeren A Link to the Past, kan måske skyldes manglende processorkraft (særligt i sidstnævnte tilfælde), men når det kommer til Game & Watch-titler er der vitterligt ingen undskyldning. Disse spil er så simple, de nærmest er konsolagnostiske, og det er nu engang dem, konsollen er designet til at spille. Ja, de originale Game & Watch kørte på andre skærme, men Nintendo har i alt konverteret mere end 15 spil til Game & Watch Gallery-serien, som alle er kompatible med den originale Game Boy gennem, og derfor også burde køre på denne konsols emulator. Der er simpelthen ingen logisk grund til, at en 5-10 stykker af disse ikke er konkluderet, andet end, at Nintendos veje er uransagelige, og det skader, skader virkelig produktet. På den måde er det den klassiske fortælling om dragen, der nidkært vogter over selv sine mest værdiløse skatte. På den måde er det den klassiske fortælling om dragen, der nidkært vogter over selv sin mest værdiløse skat.

I en tid hvor elektroniske produkter pludselig er blevet lidt af en mangelvare, fremstår Game & Watch: The Legend of Zelda faktisk som en udmærket gaveide, og ikke kun til "søens folk" (host, host), men også til den inkarnerede Zelda- eller Nintendo-fan. Ejer man den forrige model, er der dog ingen grund til at "opgradere", dertil er der simpelthen inkluderet for alt for lidt. Måske Nintendo skulle læse Dickens "A Christmas Carol" inden de udgiver endnu en minikonsol, for deres egen nærighed spænder i sidste ende ben for produktet.

HQ
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

0
Game & Watch: The Legend of Zelda

Game & Watch: The Legend of Zelda

GADGET-TEKST. Skrevet af Jakob Hansen

Link som julenisse? Nintendos nye minikonsol er en bedre gaveide end den forrige, men dens potentiale begrænses af virksomhedens egen nærighed.



Indlæser mere indhold