Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
gadget-tekster

LG G1 OLED Evo

LG gør det igen, og har designet en fjernsyn der er svært ikke at elske.

Abonner på vores nyhedsbrev her! - Få info om julekalenderen

* Påkrævet felt
HQ

Vi anmelder løbende fjernsyn her på Gamereactor, og har som oftest ret positive ting at sige om de modeller vi har inde til test. Det skyldes primært at vi ikke rigtig har hul igennem til de mere budgetorienterede producenter, såsom Hisense og TCL, og har det med at få tilbudt enheder fra eksempelvis Samsung og LG, der om ikke andet har styr på helt basale specifikationer og features.

Der er personlige præferencer i spil, naturligvis, men i brede træk er vi her på redaktionen enige om, at køber du et moderne Samsung QLED, eller et LG OLED, jamen så går du ikke helt galt i byen.

Samtidig ville det være forkert at sige andet end, at alle her, som i alle, foretrækker et kontrastrige billede som LG's OLED-paneler leverer. Vi har løbende brugt LG-modeller, seneste et CX, som visuel referenceramme, og det gælder både når vi anmelder de største spil, men også når vi har brug for et grafisk fikspunkt. Dyb kontrast, glimrende sortniveauer, flot farvekalibrering og alt derimellem - det er branchens absolutte standard.

LG G1 OLED Evo

Tidligere på året introducerede LG så den næste generation af OLED-paneler, som de kalder "OLED Evo", og det er i sig selv signifikant, for LG har faktisk ikke introduceret banebrydende, omfattende ændringer til deres produktionsproces siden 2015, så når de siger "anden generation", så er det værd at spidse ører. Vi har stået i kø til et OLED Evo lige siden, og nu er det endelig ankommet - bedre sent end aldrig, ikke sandt?

Denne gang er det dog et G1, et såkaldt "Gallery Series", og det er måske værd at berøre helt først. For det er faktisk nødvendigt at anskaffe sig et G1 for at få fingrene i det her OLED Evo-panel, for LG bryder faktisk lidt med deres egen regel, en regel der foreskriver at det basale panel er det samme hele vejen ned igennem de forskellige serier, fra G til B. Denne gang, hvis du køber et C1, jamen så får du et "almindeligt" OLED-panel (ikke at der er noget i vejen med det) - dog forventes det at ændre sig når de nye 2'ere afsløres tidligt næste år.

Så hvis du skal have et OLED Evo-panel, så skal du have et G1, men det betyder samtidig at du får et "Gallery Series"-fjernsyn. Det betyder først og fremmest at det er papirstyndt, vi snakker lige over 19 millimeter. Det betyder desuden at der ikke er nogen "kasse" nede i bunden, der huser alt det vigtige - G1 er lige tyndt fra top til bund, og for at huse kablerne så er der blevet udformet nogle kabelruter i selve plastikbagpanelet, som leder dem ud under fjernsynet.

Det hele er utrolig elegant udført, ingen tvivl om det, og man savner ikke umiddelbart Samsungs One Connect-boks, som samler kabeltilførslerne i en separat kasse. Hvad man dog kan argumentere for, er at det bliver uhyre svært at skifte HDMI-kabler ud, idet de først blevet sat i, så det er værd at have med i tankerne.

LG G1 OLED Evo

Det er dog tydeligt, fra man pakker ud til det hænger på med medfølgende vægbeslag, at G1 er milevidt fra eksempelvis et BX i ren og skær produktionskvalitet, og dem er tykkelsen, materialerne eller tankerne bag designet, så er det en helt anderledes oplevelse. Og det skal det altså også være.

Og vi udskyder altså lige det der med OLED Evo-panelet lidt endnu. Én ting er selve designet, en anden er hele brugeroplevelsen rundt om panelet. Det nye G1 (og C1 for den sags skyld) bruger LG's redesignede WebOS, som er den nyeste series centrale svaghed. WebOS var ikke synderligt responsiv eller solidt arrangeret i forvejen, men det er decideret blevet værre her. Obskure menuer, hovedmenuer der overtager hele skærmen i stedet for bare en del, og placeringer af indstillinger der ikke er synderligt logiske. LG har dog for alvor fået forbedret deres app-udvalg til netop WebOS igennem årene, og den eneste centrale anke er generelt set layout.

Desuden er vi relativt enige om her på kontoret, at den nye fjernbetjening rammer en ret fin balance mellem form og funktion, og selvom det havde været rammende med to forskellige slags fjernbetjeninger til den her pris, så er den fiks uden at være prangende, ingen tvivl om det.

G1 har præcis de samme funktionelle fordele som LG introducerede med X-serien året forinden. Samtlige fire HDMI-porte (som vi stadig mener er for få) er HDMI 2.1, som betyder understøttelse af op til 4K 120fps. Der er samtidig G-Sync, FreeSync, Variable Refresh-Rate, ALLM og HGIG-indstillinger der favoriserer høj kontrast mere end noget andet. Desuden er der AirPlay 2-understøttelse, eARC til soundbar med Dolby Atmos og den nye Alpha 9 Gen 4-processor, som LG siger er meget bedre til objekt- og scenegenkendelse.

Så kan vi snakke OLED Evo. Så hvad er det? Jamen på sin vis er det vitterligt bare en effektivisering og videreudvikling af den samme basale produktionsproces. Hver enkelt LED, der på et OLED er sin egen individuelle lyskilde, har, takket være et anderledes design, mulighed for at afgive mere lys, og de her lysstyrkeniveauer afgives uden forøgelse af hverken strømforbrug, varme og chance for burn-in. En direkte test er relativt svær, men med HDR-materiale og stærkt, hvidt lys målte vi gennemsnitlig 895 NITS, og ved afspilningen af samme materiale på et CX var det 745 NITS. Vil det have en central betydning i dagligdagen, når du spiller Horizon Forbidden West og Halo Infinite? Eller ser Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings og Cowboy Bebop? Nok ikke, er det lette svar. Det giver dog bredere DCI-P3 farvedækning, og vi målte igen Delta-E afvigelser på under 2 - det samme kan dog næsten siges om netop CX.

Det der med farverne er dog mere mærkbart end den højere lysstyrke. Indbygget i OLED Evo-panelet er der et dedikeret grønt lag, som LG siger forbedrer farvevolumen, og selvom at du for alvor skal være "pixel peeper", og komme tættere på end du normalt ellers ville, så synes kontrast, og den overvældende skarphed i farverne er mere præcis, mere... ja, volumiøs.

LG G1 OLED Evo

Det lyder måske som om at vi springer over hvor gærdet er lavest her, men LG leverer på sin vis egentlig bare, igen, den bedste fjernsynsoplevelse der kan købes for penge, og den her anmeldelse af G1, kan på sin vis lige så vel ses som et stående bifald til C1, og CX for den sags skyld. Jo, det nye OLED Evo-panel er en trinvis opgradering, en effektivisering, som giver HDR-indhold lidt mere krop, men i brede træk understreger det kun hvor imponerende LG's proces har været fra start af.

Kombiner det med højtalere der er bedre end man skulle tro med den tykkelse (dog tænker vi at du øjeblikkeligt tilslutter et surround sound-system), en fin fjernbetjening og et storslået Gallery-design, som virkelig gør at fjernsynet hænger helt slankt op af væggen, så er dommen den samme, som den stort set altid er med LG OLED-fjernsyn.

G1 er et mesterværk, en oplevelse så helstøbt at det virkelig burde få alle andre producenter til at bøje hovedet i ærefrygt. Jo, du kan sagtens gå ud og købe et CX, et GX, et C1 eller dette, og det ser vi mere som et testamente til LG's overlegenhed end noget andet. Naturligvis er det irriterende at se dem træde et skridt tilbage med udviklingen af deres brugerflade, men udover det? Endnu en runde til LG, folkens.

10 Gamereactor Danmark
10 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold