Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
gadget-tekster

Kingston HyperX Cloud II

HyperX Cloud II er en favorit blandt gamere, og nu giver Anders sit besyv med.


HyperX Cloud 2 er noget af en fanfavorit blandt gamere, og det er der en grund til. Dette fullsize-headset af høj kvalitet fra Kingston giver nemlig både valuta for pengene, premium-følelse og enorm komfort. Nogle lidt besynderlige design-beslutninger vil dog være et minus for visse brugere, men det er ikke noget som holder headsettet voldsomt tilbage. Læs med her for at finde ud af, om Cloud 2 skal være dit næste headset.

Da jeg modtog dette headset var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det var af ganske høj kvalitet. Cloud 2 ankommer i en enorm æske, og alt fra indpakningen til selve headsettet indikerer, at dette er et premium produkt. Selve hovedtelefonerne er holdt i et solidt plastik rundt om kopperne, mens ydersiden er dækket af aluminium. Bøjlen, som kopperne sidder på, er af metal og giver en følelse af, at dette er hovedtelefoner, som vil holde i noget tid. Headbandet er af kunstlæder, og er på indersiden padded med memory foam, hvilket maksimerer komforten. Kablet er beskyttet af flettet stof, som det er med de fleste gaming-gadgets. Alt i alt er byggekvaliteten uovertruffen, og de runde former sørger for, at designet er stilsikkert og diskræt.

Kingston HyperX Cloud II

Hvad der er helt fantastisk ved dette headset er komforten. Du får et ekstra sæt puder til dine ører af et helt fantastisk velour-agtigt stof, hvis du synes dem af kunstlæder er for varme. Uanset hvilke puder du vælger, så sikres absolut komfort af den memory foam, som gemmer sig under overfladen. Kingston har ganske enkelt begået de mest komfortable hovedtelefoner, jeg har haft. Man kan have dem på i adskillige timer uden nævneværdig diskomfort, hvilket er ganske usædvanligt for lukkede hovedtelefoner som disse. Dette hjælpes også på vej af ekstra padding på selve højttaleren, hvilket normalt ikke ses i hovedtelefoner i dette prisleje. Da hovedtelefonerne er lukkede er lydisolationen desuden helt i orden, og dette uden at det bliver klaustrofobisk.

Af andet lir kan nævnes en beskyttelsestaske samt et eksternt lydkort, som sættes til USB og fungerer som in-line-remote. Udover at garantere dig en solid lydkilde, så giver dette lille lydkort mulighed for at slå virtuel 7.1 surround sound til. Hvis komforten og den glimrende lyd ikke fanger din opmærksomhed, så er der altså rigeligt med ekstra funktioner at tage af.

Dette er en annonce:

Som det typisk er med headsets, så skal mikrofonen kunne stuves af vejen. Her kommer vi dog også til en af de ting, som i mine øjne er et lidt besynderligt designvalg: mikrofonen sættes i et separat jackstik, som ellers skjules af en gummidut. Det er naturligvis en smagssag, men jeg havde hellere set en løsning i stil med Steelseries', hvor man trækker mikrofonen ud når det er nødvendigt. På den måde ville der ikke være så mange løsdele.

Kingston HyperX Cloud II

Hvad sker der så, når man sætter headsettet til? Det kommer meget an på, hvilken enhed vi taler om. Jeg fik en del besvær med overhovedet at få lyd ud af de ellers fortræffelige bøffer, idet visse enheder ikke registrerer dem, med mindre mikrofonen er sat i. Det blev faktisk så besværligt, at jeg måtte downloade en Android-app specifikt til formålet, så jeg kunne styre lyden manuelt. Besynderligt nok kunne min Android tablet håndtere headsettet uden problemer, ligesom de fungerer glimrende med min stationære, om det er gennem USB eller det almindelige jackstik.

Når disse småproblemer er af vejen, så er dette et par helt fantastiske hovedtelefoner. I skrivende stund lytter jeg til Nirvanas MTV Unplugged in New York gennem dem, og Cobains vokal såvel som den dominerende akustiske guitar lyder både crisp og meget detaljeret. Derudover giver disse hovedtelefoner en glimrende følelse af "rum", hvad end det er i musik, film eller spil. Instrumenter kan adskilles fra hinanden, og det føles virkelig som om de store 53mm drivere bliver udnyttet til fulde. Dette er især mærkbart i spil, hvor selv de mindre detaljer nu kan opfattes. Bassen er ikke den vildeste på markedet, men er til stede og passende, mens diskanten er mere potent. Som et par allround-hovedtelefoner er disse glimrende, men især i musik kan de højere toner dominere.

Kingston HyperX Cloud II

Det er et smart træk fra Kingston at pakke USB-lydkortet med, som også styrer lydstyrken. Da jeg i forvejen har et rimeligt lydkort er det dog svært at høre den store forskel. Mens headsettet er fantastisk til spil, så har jeg i de fleste tilfælde ladet 7.1 virtual surround-knappen være slukket, da denne funktion ofte gav en lidt besynderlig lyd. Dette var især bemærkelsesværdigt i det første spil jeg testede headsettet med, Deus Ex: Human Revolution. Her virkede teknologien overhovedet ikke efter hensigten, og der kom et sært ekko på alting. Dette skal spillet dog bebrejdes for, da lydsiden er lidt ringe lavet. Til gengæld fungerer den virtuelle surround godt med shooters som CS:GO, hvor soundstagen kan udnyttes mere, og det bliver lettere at fornemme fjenders position. Til shooter-folket er surround-featuren altså ganske udmærket, men det er ikke noget som jeg ville lade være slået til i alle sammenhænge. F.eks. virker det distraherende at spille Hearthstone med denne virtuelle surround, hvor lydens retning ikke altid giver lige meget mening. Heldigvis kan funktionen slås til og fra, alt efter kontekst.

Mikrofonen er ligeledes udmærket. Fordi den er retningsbestemt kan de fleste andre lyde blokeres ude, så dine teammates ikke også skal underholdes af kærestens TV-serie eller deslige.

Kingston HyperX Cloud II

Inden den endelige dom fældes vil jeg komme med et lille ankepunkt. Det kunne være fantastisk, hvis Kingston i næste omgang gjorde ledningen udtagelig, så det dejlige headset kunne holde lidt længere. Med et solidt, lækkert og stilet headset som dette, så vil man tage det med alle steder hen uden at behandle det som en baby, og mens selve hovedtelefonerne er velbyggede, så er jack-stik notorisk skrøbelige. Det ville derfor være fantastisk, hvis dem af os uden de store lodde-kundskaber ubekymret kunne smide et andet kabel i, hvis uheldet er ude. Med et headset i denne kvalitet er det ganske enkelt ubegribeligt, hvorfor man ikke har denne efterhånden standard feature, som virkelig kan forlænge et headsets levetid.

Med disse små ankepunkter i mente vil jeg alligevel anbefale dette headset helhjertet. Det kan fås for under 700 kroner, og det er en vanvittig pris for denne mængde features, samt den uovertrufne komfort. Med en glimrende allround lyd oveni, så har man en pakke som er svær at slå.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer
Dette er en annonce: