Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
gadget-tekster
MSI Trident 3

En konsolgamer skifter holdning med MSI Trident 3

Magnus har holdt sig til konsollerne hele sit liv, men med MSI Trident 3 har piben fået en anden lyd.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Når du normalt navigere forbi Gamereactor og falder over en vores mange gadget-anmeldelser, så antager jeg at det er med en forventning om at lære en masse tekniske specifikationer og detaljer om et produkt, som du overvejer at investere i. Derfor forsøger vi så vidt som muligt at propstoppe disse tekster med nørderi, tal, testresultater og dets lige. Denne gang går vi lidt anderledes til værks, for i dette tilfælde taler vi lige så meget om forholdet imellem konsoller og PC, som vi anmelder et specifikt produkt.

Ser du, jeg har altid bedre kunne forholde mig til konsollen som platform. Det er i forvejen svært at presse alle de forskellige underholdningsplatforme ind i min dagligdag, og når tiden kommer hvor jeg bare skal spille, hvor jeg bare skal opleve, så skal det foregå fuldstændig gnidningsfrit. Jeg skal ligge i min sofa, jeg skal have benene op, jeg skal slappe af - og jeg har altid gruet for drivere, opdateringer, troubleshooting, virus og alle mulige andre bekymringer som PC-ejere påstår hårdnakket er en skrøne. Det har bare ikke passet ind i min virkelighed.

MSI Trident 3
MSI Trident 3MSI Trident 3
Dette er en annonce:

På Gamereactor-redaktionen strømmer det igennem med kraftfulde computere, den ene mere spektakulær, gigantisk og svinedyr end den anden. De er alle imponerende og majestætiske at stå overfor, og jeg forbinder hver og en af dem med besvar, mere end noget andet. Flere gange har andre Gamereactor-ansatte sendt hånlige bemærkninger i min retning på grund af dette kritiske forbehold, og har spået at også jeg en dag ville indse, at PC er den ypperligste gaming-platform.

De såkaldte Steam Machines var et reelt tigerspring i den rigtige retning for mig, for selve konceptet om et rent, spillerorienteret styresystem, en lille, kompakt maskine der skulle hænge ved siden af fjernsynet i stedet for ved sit eget dedikerede skrivebord var mildest talt tiltalende. De få eksempler der ankom på kontoret var dog mildest talt skuffende. De var dyre, slet ikke lige så intuitive som jeg havde forventet og formåede ikke umiddelbart at indeholde den præstationsmæssige overhånd som lovet. Luften lod også til at gå af ballonen relativt hurtigt, og tilbage til min PlayStation 4, min Xbox One, min Wii U fløj jeg, tilbage på sofaen og tilbage som endegyldig konsolspiller.

For nylig fik jeg dog et mildest talt interessant tilbud - et tilbud om at teste MSI's nye Trident 3, en computer der angiveligvis skulle tilbyde en kompakt maskine med tonsvis af hestekræfter til en relativt billig pris. For mig, der har fordomme som tykke som den Kinesiske Mur, tænkte hurtigt at denne ide var afprøvet og afskrevet, men i løbet af den seneste periode har jeg langsomt men sikkert ændret min holdning til maskinen. Jeg står nu tilbage som forandret mand, og i løbet af en række artikler vil jeg forklare jer hvorfor.

En PC er nemlig overlegen på næsten alle tænkelige måder, det er den endegyldige sandhed, og Trident 3 er et lysende symbol på hvordan man kan få det hele uden at skulle give noget igen.

Dette er en annonce:

Et kompakt bæst
Først og fremmest er Trident 3 usandsynligt lille. Dimensionerne er bare 346.25 x 71.83 x 232.47 millimeter, og det er nu alligevel chokerende at pakke computeren ud, stille den ved fjernsynet, og finde ud af at den faktisk er mindre end en PlayStation 4 Pro, larmer mindre og er bedre ventileret. Allerede her aflives en af de primære fordomme, for alle de computere der er fløjet igennem redaktionslokalerne har alle været fuldstændig gigantiske, larmet som bare fanden og har avancerede vandkølingssystemer. MSI Trident 3 er godt nok en sort klods, men det er ikke noget som vi efterhånden ikke er ret immune overfor i konsollernes matsorte verden, den gør ikke meget væsen af sig og er relativt lydløs - og det er mere end man kan sige om PlayStation 4 eller Xbox One, der hoster og pruster ved enhver given lejlighed.

Faktisk fandt min Trident 3 sin plads i reolsystemet ved siden af et lille skrivebord i stuen, og maskinen er så diskret, at den nærmest går i ét med bøger og alt det andet isenkram jeg skødeløst har presset ind på hylderne. Desuden har maskinen taget et lille solidt kort fra Microsofts bog, og lavet den primære ventilering igennem toppen direkte ned i grafikkortet. På den måde er Trident 3 netop designet til at passe ind selv når pladsen er trang, et problem mange af os let kan gå og døje med.

Den transportable størrelse gør desuden, at det foregår ganske gnidningsfrit at flytte computeren fra fjernsynet og over til et dedikeret skrivebord, noget som der skete adskillige gange i løbet af min tid med maskinen. Det er i virkeligheden lige som at eje en konsol.

Den ekstra ydeevne
Men hele pointen er jo lige netop, at Trident 3 ikke er ligesom en konsol, for den tilbyder en ydeevne der er langt, langt større end jeg kunne drømme om. Først og fremmest foreslår MSI's marketingsmateriale, at Trident 3 er verdens mindst og mest kompakte VR-parate maskine, og der er noget om snakken. Maskinen jeg testede er den dyreste og stærkeste model, og den indeholder derfor et GTX 1060-grafikkort, 8GB RAM, 256 GB SSD harddisk (og en 1TB SATA harddisk) og en i7-7700 processor - her er ikke bare tale klar til VR, men snarere noget der ligger et kilometer langt stykke over de anbefalede specifikationer for at begive sig ind i en virtuel virkelighed.

Men vigtigst af alt er det nok til at der er en mærkbar forskel i de spil de fleste konsolejere nyder. Her plejer vi som regel at indsætte dybdegående testresultater, med diverse benchmark-tests der har til formål at informere og at oplyse, men for en dedikeret konsolspiller handler det i dette specifikke tilfælde mere om hvorvidt det egentlig føles anderledes sammenlignet med konsoludgaverne af de diverse tredjepartstitler. Hertil kommer at Trident 3 stort set er lydløs - og dermed bibeholder illusionen om at være en forklædt konsol.

MSI Trident 3

Det gør det, og mere til. Det er ikke bare de forhøjede effekter, for kvaliteten af disse er flygtig. Men der er dog én konkret teknisk værdi der helt konkret er forbedret - billedehastigheden. Normalt er jeg ikke tilhænger af 30fps/60fps-debatten, men det er svært ikke at vende sig til den flydende, mere dynamiske overgang der findes i et spil hvor de 60 billeder i sekundet er fuldstændig fastlåste. I både Hitman, The Division og særligt For Honor var forskellen mærkbar, og det gjorde min retur til de respektive PlayStation 4 Pro-versioner svær.

Og den pris!
Og her som en generel krølle på halen på hele min mærkværdige rejse fra en fordomsfuld konsolgamer og til den person der i dag anerkender computerens dominans på det tekniske plan, så bliver vi nødt til at vende det mest imponerende aspekt af maskinen - prisen. Ser du, den primære fordom jeg associerede med PC-platformen var at man skulle af med mange, mange tusind kroner for bare at komme tæt på hvad en konsol kunne tilbyde.

Derfor, uden at vide noget synderligt om de diverse bevægelser der foregår på markedet lige nu, antog jeg at Trident 3, med sit kompakte design, var endnu dyrere end en gennemsnitlig maskine. Den koster dog lige under 10.000 for den stærkeste model med de ovennævnte specifikationer, og spørger du mig, er det fuldstændig sindssygt billigt for noget der tilbyder så meget alsidighed.

MSI Trident 3 er selve essensen af det PC-argumentet. Det giver mig alle tænkelige fordele ved at spille spil på platformen, og denne gang sker det uden stort set samtlige ulemper. Denne tekstserier skydes derfor igang med at jeg en gang for alle smider håndklædet i ringen - denne maskine er et must-have for den konsolejer der overvejer at investere i en gaming PC, alle dem der fortsat tøver, dem der ikke ved om det er for omstændigt at udvide repertoiret.

Herunder finder du den traditionelle karakter, og det reflekterer min oplevelse med maskinen.Anmeldelsen finder du her, komplet, i al sin enkelthed, men vi kommer løbende til at bruge maskinen til diverse udsendelser og i en række artikler, som skal kortlægge rejsen fra konsollernes verden og ind i det på klichéfyldt vis bliver refereret til som "PC Master Race".

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold