Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
gadget-tekster

Asus Zenbook Pro

Asus evner at levere et reelt grafikkort i ultrabook-format, og det gør Zenbook Pro til en ganske imponerende maskine.

Kampen er hård i ultrabook-segmentet af bærbare computere. Her kæmper alle om at lave meget flotte bærbare computere der intet vejer, men gerne skulle kunne yde en hel del. Det er en udfordring mildest talt, men en gang imellem dukker en sand sejrherre op fra slagmarken, og den situation befinder vi os i nu.

Asus mener ganske enkelt at de har lavet den bedste, og vi er faktisk nærmest enige. På trods af eksorbitante priser, så har ultrabooks det nemlig med at skuffe hvad reel ydelse angår, og lige prisen er også ubehagelig for Asus Zenbook Pro, for den tager de 10.499,- hvis man skal afsted med den testede udgave. Det lyder af meget, og det er det også.

Det hele vejer 1.8 kg, og er under 19mm tykt. Der kan vælges imellem en kraftig blå eller en mørk metalfarve. Der løber en enkelt kontrastfarve langs kanten, Asus kalder det "sølvfarvet glans", lidt hårdtpudset aluminium er det nok snarere, men uanset - det ser rigtig flot ud. Det hele ligner at det er lavet ud fra ét stykke aluminium, det gør nok service mere besværligt, men samtidig opnås også en mere robust konstruktion, og lad os være ærlige, det ser bare godt ud. Det kan ikke siges nok gange.

Asus Zenbook Pro

Indmaden er en i7 7700HQ QuadCore CPU, 8GB DDR4 RAM (der findes også en 16GB-udgave), 4GB GTX1050TI-grafikkort, og 256GB M2 NVeE SSD-harddisk. Har man for mange penge, så findes der også en udgave med 1TB SSD i PCIe 3.0 x4-standard. Forvent dog ikke fuld GTX1050TI performance som ved en stationær, der er det bærbare format ganske enkelt en begrænsning.

Selve kølesystemet er rimelig enkelt, sug ind i siden, spyt ud bagtil. Asus lover dog mere køling end tidligere, 2,5 grader celsius, det er ikke meget, men det er også svært at forbedre når der er så lidt plads at gøre godt med. Støj var der ikke så meget af ved normal brug, men temepraturen ved hård brug rammer dog over de 80 grader, det havde været optimalt om man kunne prese det en 5-6 grader længere ned. Det skal dog nævnes at støjen ved fuld hammer kommer op på 45-46dB, men vil føles højere da man sidder tættere på (standarden er at man måler i en meters afstand).

Skærmen er såkaldt "Nano Edge", og findes i det testede eksemplar som 1080p LED-skærm på 15,6", men har man pengene, så kan man også få en ægte 4K-skærm med, men det koster... Nå ja, og så er det en touchskærm.

Asus Zenbook Pro

Højtalerne er lavet således, at der er en diskant og en bas/mellemtone enhed i hver side, i hver sin del af kabinettet. Diskanten peger ned mod bunden, hvor "wooferne" peger opad. Jeg havde nok gjort det omvendt, men det er nok for at få maksimal roomgain. Som sædvanlig er det fint hvis man ikke har andet, men et headset må anbefales på det kraftigste. Højttalerne kan dog spille noget højere end den lille størrelse giver anledning til at tro. Tastaturet er et baggrundbelyst chiclet-tastatur, det er ikke noget unikum, men det gør hvad det skal fint og fornemt. Tastaturet bliver en smule varmt i midten ved hårdt brug, men museområdet og siderne forbliver dog kolde, vi gætter på at processoren sidder centralt placeret.

Batteriet er et 73 Wh litium-ion batteri, og dermed lidt kraftigere end standarden på 63-65 Wh. Asus siger selv 10 timer ved almindelig brug, og det passer meget godt med vores erfaringer. Ved almindelig brug med enkelte pauser opnåede vi lidt over 9 timers brug, mens at den faktisk kan klare over 15 timer hvis man stort set ikke bruger den, men den bare står tændt. Begynder man at game, så skal laderen frem, her ryger der lidt over en procent i minuttet.

Asus Zenbook Pro

Der er to USB C-porte, to USB 3.1, og en HDMI-port samt SD-kortlæser til MicroSD. Der er intet optisk drev, men hvem har også brug for det med dualband Wifi. Der er heldigvis hovedtelefonstik, men en Ethernet-port havde også været rart, om end at jeg må indrømme at der nok reelt ikke er plads.

Den endelige dom står dog klart. Endelig fås en ultrabook med noget der ligner en teknisk performance. Desuden er den enkel, pæn og let, batteriet holder godt, og der er et rigtigt grafikkort med. Problemet er hvis man vil have den store pakke med 4K-skærm, så koster det, og så kan man lige så godt købe en "rigtig" bærbar. Men tager man den for hvad den er, en ultrabook i et lækkert design, så er prisen faktisk fornuftig, og det er den samlede ydelse også. Og bravo med at smide et rigtigt grafikkort i sådan en maskine. Og så skal der også gives et halvt point ekstra for at lade brugeren vælge og selv tilpasse specifikationer efter behov.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer