Dansk
gadget-tekster

Test: Logitech Mediaboard og Chillstream controller

Logitech stod i mange år som et af de firmaer man kunne "stole på"

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Når jeg købte en ny mus var det Logitech, og når familien manglede et nyt keyboard var det Logitech, der blev anbefalet - alt i alt var jeg godt tilfreds med kvaliteten af deres produkter. Sideløbende med mine gode pc-erfaringer, begyndte de minsandten at udvikle controllere til konsoller. Især deres trådløse controller til den nu hedengangne Xbox, var jeg pjattet med - det var godt håndværk. Derfor var forventningerne skruet op på et vist niveau, da jeg modtog kassen, indeholdende hvad man vel bedst kan beskrive som et "Ps3-kit". Min redaktør havde således set i nåde til mig og sendt mig Logitechs Mediaboard til Playstation 3 og deres Chillstream-controller.

Lad os tage tastaturet først. Logitech proklamerer stolt på pakken at det er beregnet til Ps3'en. Måske er det beregnet til playstations i England eller USA, da tastaturet kun leveres med engelsk tegnsæt. Om man går ud fra, at alle der spiller ps3 elsker at skrive saerligt paa den her maade, ved jeg ikke - men irriterende er det. Tastaturet er ellers flot slankt designet, og byder på en lille mousepad, som man kan bruge når man surfer. Tasterne har endvidere den helt rigtige taktile feedback, så hvis man kan leve med de manglende Danske tegn, er selve tastaturet en fornøjelse at bruge - på en pc.

For selvom det er beregnet til Playstation 3, giver det ingen muligheder, som et normalt tastatur ikke gør. Som minimum kan man forvente, at folkene hos Logitech har gjort sig den umage, enten at inkorporere knapperne fra controlleren i tastaturet, eller binde deres funktioner til nogle ledige taster på keyboardet. Det er bare ikke tilfældet, så hvis du sidder og surfer på nettet, kan du komme til at lede længe efter en "back" knap. Således bliver du enten nød til at manøvrere dig dybt ind i browsermenuen, eller finde din trofaste controller frem for at gå tilbage i browseren. Og hvad er ideen så med keyboardet? At rode ens sofabord endnu mere til? Mousepad'en fungerer som sådan fint, men desværre reagerer den ikke på settings-funktionen i din Ps3, så hvis du vil have sat følsomheden op eller ned, må det blive ved drømmen. Grundlæggende giver tastaturet ikke den opfattelse, at det er beregnet til Ps3, eller at det i det hele taget byder på mere end et ordinært keyboard gør. Bortset altså fra den nogenlunde funktionelle mousepad. Det byder i særdeleshed ikke på noget, der retfærdiggør prisen på ca. 500,-, og det er vel at mærke for et pc-tastatur uden æ, ø og å.

Desværre er den amputerede stil også det gennemgående træk for deres nye controller "Chillstream". Navnet henleder brugeren på, at der her er tale om en controller med indbygget køling. Der forefindes en lille blæser i controlleren, der via tre forskellige hastigheder kan køle dine klamme håndflader ned. Nu har jeg aldrig været plaget af løbende sved på mine controllere, men ideen er ikke helt skidt, og at blive pustet lidt i håndfladen, er da også en ganske behagelig fornemmelse. Hvad der derimod ikke er frygteligt behageligt, er lyden fra køleren. Den lyder præcis som den irriterende blæser du allerede har siddende et sted, nemlig i din Ps3. Nu ved jeg ikke med jer andre, men jeg har allerede blæserstøj nok omkring mig, så det sidste jeg drømmer om er endnu en arrig blæser. Det undrer mig, at man ikke sørger for en vis kvalitet i de blæsere man installerer, men her er der ærgerligt nok blevet sparet.

Når man er kommet sig over blæserstøjen, så kan man jo passende begynde at lede efter "ps"-knappen. Desværre vil også det være forgæves, for den er der ikke. Det betyder i praksis, at man ikke kan tænde for sin Ps3, afslutte til dashboard eller mange af de andre funktioner, der binder sig til den knap. Ironisk nok gør det heller ikke så meget, for ledningen til controlleren er så kort, at du kommer til at sidde tæt på maskinen - så må du jo se om de to arrige blæsere lader dig høre hvad der foregår.

Efter denne eklatante designfejl kan resten da kun være gode nyheder, tænker du? Næ nej, for der er heller ikke bevægelsessensor indbygget. Så kan du flå og kaste lige så tosset med den du vil; anden i Super Rub-a-Dub flytter sig ikke, og fl0w er der ikke meget flow i. Endvidere brillerer Chillstream-controlleren ved at dens analoge trigger-knapper ikke er udformet som digitale knapper. Der er altså ikke den store vandring i triggeren, og det resulterer i at man aldrig er helt sikker på hvornår den er trykket helt ned, og man ender med at trykke unødigt hårdt.

Oven i denne perlerække af fadæser kunne jeg vantro konstatere, at den venstre analoge stick ikke virkede på mit tilsendte eksemplar. Det er selvfølgelig en sjældenhed, men det accentuerer flot kvaliteten af disse to produkter.

Således bærer både tastaturet og controlleren tydeligt præg af at være tilvirkede til platformen, og jeg kan se det som den eneste undskyldning for disse to ringe produkter. Med mindre du higer efter et tyndt keyboard med et engelsk tegnsæt, eller du styrtsveder på hænderne når du gamer, kan jeg ikke anbefale produkterne. Hold dig fra dem og håb på at Logitech disker op med noget der bare lugter af deres gamle kvalitetsniveau.

Test: Logitech Mediaboard og Chillstream controller
Test: Logitech Mediaboard og Chillstream controller
Test: Logitech Mediaboard og Chillstream controller
Test: Logitech Mediaboard og Chillstream controller


Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.