Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
gadget-tekster

Test: YouSee HD Selector Samsung SMT-H3126

Yousee (tidligere kendt som TDC KabelTV) har sendt en ny HD-boks på gaden, og vi har naturligvis haft den forbi til en grundig test. Kassen er igen designet af Samsung, og leveres derfor med en fjernbetjening som smart nok også fungerer til netop Samsungs fjernsyn.


Facebook
TwitterReddit

Dette er Yousees tredje forsøg på en HD-boks, og hvor de første to har været mindre vellykkede, ser det denne gang ud til at man trods alt er ved at finde den rigtige formel. Den første boks var så spækket med fejl at den hurtigt gik ud af produktion igen og den anden var så sløv at vi ikke orkede at bruge den. Ja, jeg havde også den sidste til test, men den ufatteligt sløve navigation gjorde at jeg slet ikke gad bruge den, og en anmeldelse blev aldrig en realitet. En ting der især drillede ved sidste udgave var den manglende zoom-funktion, hvilket betød at man ofte så udsendelser med en sort ramme hele vejen rundt om billedet. I og med signalet blev sendt til fladskærmen via HDMI, kunne denne simpelthen ikke finde ud af at tilpasse billedet, og man måtte i stedet manuelt justere på skærmen. Det er der rådet bod på nu, og du kan via fjernbetjeningen til HD-boksen justere billedet der bliver sendt til skærmen.

Af samme årsag var jeg meget spændt på denne nye udgave, som udover bedre stabilitet og hastighed, nu også rummede en intern harddisk så man kunne optage sine Tv-programmer digitalt. Boksen indeholder en harddisk på 160GB, hvilket er noget i underkanten af hvad vi ser på normale HDD-recordere, men den sorte kasse har en kæmpe fordel overfor konkurrenterne. Den elektroniske programguide er intet mindre end genial. Her får du vist syv kanaler ad gangen, hver især med program oversigt for den næste 1½ time. Vil du optage et program, markerer du blot med piletasterne og trykker på den røde knap - kan det være mere enkelt? Således programmerer du let og elegant til optagelse, og du skal aldrig mere rode med programguider eller showviewkoder.

Nu er det som sagt en HD-boks, og det betyder naturligvis at kassen kan vise og optage kanaler i HD-format. Du vælger selv om boksen skal sende et signal ud i 720P eller 1080i, og begge dele ser forrygende ud, så længe signalet er derefter, naturligvis. Ligesom du kan optage almindelige digitale tv-programmer, er det i denne boks nu også muligt at optage HD-kanalerne, og fordi det hele foregår digitalt, er kvaliteten præcis lige så god som det du ser på skærmen. Det betyder naturligvis også at programmerne fylder en del, og er du glad for at optage programmer i HD, må du være klar på at pladsen hurtigt bliver trang på den indbyggede harddisk. Her kunne en løsning så være at trække udsendelserne ud af kassen, og eksempelvis over på en computer, men det kan IKKE lade sig gøre. Forklaringen bunder i et spørgsmål om rettigheder, og der er reelt ikke meget at gøre ved det. Du kan naturligvis altid overspille optagelserne via scart-udgangen til eksempelvis en harddiskoptager, men det er ganske besværligt, og vi havde nu håbet at kunne flytte rundt på optagelserne digitalt. Ligesom billedet, er lydkvaliteten også i top på Yousees nyeste HD-boks. Flere og flere udsendelser og film leveres med et 5.1 lydspor, og via den digitale SPDIF-udgang kan du overføre dette signal til din receiver, og få fuld surround til dit tv.

Som andre harddiskoptagere har Samsung SMT-H3126 PVR to indbyggede tunere. Det betyder at du kan optage et program imens du ser et andet. Du kan også vælge at optage et program, og se en tidligere optaget optagelse. Hvad du dog ikke kan, er at optage to programmer der vises samtidig. Prøver du at programmere to programmer der kører samtidig, får du simpelthen at vide at du må stoppe den ene først. Det er lidt ærgerligt, specielt da man jo i realiteten bare kan se tv via fjernsynets analoge tuner, og så optage to programmer samtidig. Men det kan altså ikke lade sig gøre.

Udover de nævnte funktioner har Yousee også proppet en radio og Cinema-funktion ind i kassen - filmudlejning fra sofaen. Det er nemt og fungerer helt efter hensigten.

Overordnet set har jeg været meget positivt overrasket over denne nye HD-kasse fra Samsung/Yousee. Sidste model havde som sagt store problemer med hastigheden, og det hændte at kassen frøs og skulle genstartes. Det er ikke længere et problem. Hastigheden er væsentligt forbedret, om end den stadig er lidt sløv i optrækket, og jeg oplevede kun en enkelt gang at måtte genstarte kassen ved at trække stikket ud. Harddisken er som sagt ikke for stor, og jeg undrer mig ærlig talt over at man ikke har smidt min. 500GB i, når den slags nu alligevel er blevet så billigt. Alligevel lykkedes det mig dog at få optaget en masse udsendelser, og her er vi så fremme ved endnu et problem. Det er let at optage - så langt så godt. Faktisk er det så let at man ender med at optage en masse man aldrig får set. Sådan var det i hvert fald med mig. Optagelserne hobede sig op, og jeg havde ikke tid til at indhente dem. Det er måske et luksusproblem, men ikke desto mindre irriterede det mig at jeg optog en masse jeg aldrig fik set - primært programmer og film jeg aldrig ville have set alligevel.

Sidst men ikke mindst er der prisen. Yousee giver dig to muligheder, nemlig at leje eller køb af boksen. Vælger du at leje den, koster det dig 59 kr. om måneden. Vælger du at købe den, koster den 2699 kr.

Du kan spare lidt ved at tegne dig for diverse TV-pakker, og så kommer prisen på kassen ned på 2199 kr. De 500 kr. du sparer bruger du så til gengæld hurtigt på tv-pakker, hvor du binder dig for 6 måneder af gangen.
Dertil kommer så et kortgebyr til det dekoderkort du skal bruge for at benytte boksen - forvirret? Dette kort har tidligere kostet 199 kr. om året, men dette er lige ændret til 199 kr. halvårligt - altså det dobbelte

Som i måske kan forstå, er denne prisjungle bestemt ikke til forbrugerens fordel, og man ender med at blive ganske forvirret med hensyn til hvad regnestykket ender på. Yousee har leveret en boks der holder hvad den lover, men prisen er høj - måske endda for høj - og du bør derfor kun investere i den hvis du vil have det bedste af det bedste, og i forvejen ser en masse tv. Vi er i hvert fald glade for at Yousee betalte for vores TV-eventyr i denne omgang.

Samsung SMT-H3126
Samsung SMT-H3126
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Super flot billede, let og brugervenlig TVguide med optagefunktion
-
For lille harddisk, for DYR
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer
Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.