Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
gadget-tekster

Oculus Quest

Det første seriøse alt-i-et ledningsfri VR headset gør det hele så vidunderligt nemt, men kommer også til kort på et par væsentlige punkter.

Til min egen overraskelse er jeg egentlig blevet ret glad for at spille i virtual reality. Da teknologien først vendte tilbage i stor stil for et par år siden, fnøs jeg af de høje priser og tilsyneladende overfladiske spil, men som tiden er gået, har titler som Tetris Effect, Beat Saber og min personlige favorit, Astro Bot: Rescue Mission, overbevist mig om, at VR faktisk kan noget som traditionel gaming ikke kan(det omvendte er dog også stadig tilfældet).

Mens den indlevelse og de gameplaymæssige nybrud VR har bragt med sig er fantastiske, har der været knap så meget grund til at juble over den snørklede opsætning og de mange ledninger, som alle de seriøse headsets har bebyrdet os med. Jeg har for eksempel haft rigtig gode stunder med PSVR, men pakker det altid ned, når jeg har færdiggjort en titel, simpelthen fordi rodet fra ledninger irriterer mig for meget - særligt fordi jeg for tiden har en tumling med lange fingre rendende derhjemme. Derudover stiller såvel PSVR som Rift eller Vive store krav til dit fysiske setup, hvor der både skal være gode placeringsmuligheder til kameraer og plads til fysisk udfoldelse, hvilket hurtigt bliver et problem, hvis man tilfældigvis har et gamerrum med lidt begrænset plads. VR kan være rigtig sjovt, men hvor mange har mulighed for (eller lyst til) at indrette hjemmet efter det. Ovenstående problemer har resulteret i, at jeg faktisk ikke får spillet så meget VR, som jeg har lyst til og derfor lyder Oculus Quest på papiret som sendt fra himlen: Et standalone headset helt uden ledninger, som kan levere oplevelser der nærmer sig markedets bedste headsets. Det lyder fantastisk og selvom Oculus Quest har sine ulemper, er det et herligt stykke legetøj, der tager VR i en langt mere tilgængelig og brugervenlig retning uden at downgrade oplevelsen alt for meget.

Oculus Quest

Men altså, inden vi går videre, skal der nogle kolde, nøgne specifikationer på bordet. First things first, som man på godt engelsk ville sige. Hvad får du for dine 3500-4500 kr.? Du får et headset med OLED display med en opløsning på 1440 X 1600 pr. øje, 4 GB ram, 64 eller 128 GB lagerplads, Qualcomm Snapdragon 835 processor og et batteri, der kan klare lidt over 2 timers effektiv spilletid. Du får et sæt controllere og en oplader til headsettet. Kort sagt alt hvad du skal bruge for at nyde ledningsfri VR, hvor end du ønsker det. Som specifikationerne antyder, kan Quest naturligvis ikke hamle op med high end headsets til PC, men den er kraftig nok til at afvikle relativt komplicerede titler virkelig fornuftigt, hvilket er en præstation i sig selv. Og modsat sin forgænger, Go, har Quest 6DoF. En absolut væsentlig feature, der gør Quest i stand til at afvikle langt flere spil end Go kunne. Til gengæld er både lagerplads og batteritid et problem. Som situationen er lige nu, er det ikke muligt, at opgradere sin lagerplads, så du kan enten nøjes med 64 GB, hvilket er lige i underkanten, eller betale 1000 kr. for den store version med 128 GB. Batteritiden på lidt over 2 timer er egentlig ok, men problemet er, at headsettet stadig aflader (omend langsommere), når opladeren er sat i. Hos en ven kom vi ned på 10 % og satte derfor opladeren i, hvilket dog ikke stoppede skærmen fra at gå sort 20-30 minutter senere. Er man alene, er det næppe et stort problem, men sidder man en mindre gruppe, kan det godt blive irriterende at skulle vente på et opladet headset.

Selve headsettet er holdt i et neutralt design, som på ingen måde vækker stærke følelser i mig, hvilket jeg har det helt fint med. Jeg tager ikke et VR headset på for at se godt ud og jeg forventer desuden ikke, at der er mange, der rent faktisk skal udsættes for synet. Nej, så er komfort noget vigtigere. Quest er nemt at tage på og indstille og det strammer ikke på ubehagelig vis. Eneste anke er vægtfordelingen. Headsettet er noget tungt i fronten, hvilket kan blive et problem for folk uden en nakke af titanium efter længere tids spil.

Oculus Quest

Quests absolut største selling point er brugervenlighed og det er næsten ubegribeligt, hvor nemt det er at komme i gang. Det eneste du skal gøre er at tage headsettet på og derefter tegne en barriere for dit spilområde. Så er du i gang. Ikke noget med at fedte med ledninger og kameraer. I forhold til sidstnævnte benytter Quest ligesom "storebroren" Rift S af interne sensorer til at tracke dine bevægelser, hvilket medfører, at du har brug for lys til at spille. Resultatet er rigtig fint på de fleste af de spil, jeg testede. For eksempel fungerede Beat Saber bedre, end jeg har kunnet få det til på PSVR og Vader Immortal var også en gnidningsfri oplevelse. Den eneste titel, der var en smule knas med, var Creed: Rise to Glory, hvor trackingen sommetider kom i problemer, når jeg havde paraderne oppe. Den korte afstand mellem controllere og sensorer, som denne bevægelse medfører, skulle ifølge andre tests være systemets eneste store svaghed og det skal retfærdigvis siges, at det på ingen måde ødelagde spillet.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Grafisk leverede Quest en oplevelse, der ligger på niveau med PSVR dog med en bedre opløsning, hvilket fuldt ud er tilfredsstillende, da netop PSVR prismæssigt ligger på nogenlunde samme niveau (hvis man intet hardware har i forvejen). Quest er ikke sendt på markedet for at danse med PC-drevne headsets som Rift S og Index, men for at give en solid oplevelse, der er langt nemmere tilgængelig end førnævnte headsets. Det kan jeg kun sige, er lykkedes. Ret imponerende alt taget i betragtning. Controllerne, som i øvrigt er de samme som følger med Rift S, er også glimrende. De ligger godt i hånden og har hver en analog stick, tre relativt velplacerede knapper og en trigger. Så behøver man egentlig ikke mere. Den fungerer måske bedst som motion controller, måske fordi det føles mærkeligt med "luft mellem hænderne", når der ikke er brug for det, men med tanke på at den både skal agere traditionel controller og motion controller, har Oculus løst opgaven rigtig fint

Selvom Oculus Quest er relativt ny på markedet har den allerede på nuværende tidspunkt et fint udvalg af titler - deriblandt en del virkelig solide, eksisterende titler som Beat Saber, Moss, Thumper og Superhot. Så har endnu ikke stiftet bekendtskab med en VR platform, er der masser at gå i gang med. Ligeledes kommer flere af de mest lovende titler, som for eksempel Espire 1, til platformen. Som det er nu, er der til gengæld ikke rigtig nogen eksklusiver til at krydre spiludvalget med. Første episode af det udmærkede Vader Immortal kom ganske vist først til Quest, men kunne en måned efter også spilles på Rift (men ok, hvis vi åbner lidt op og definerer eksklusivitet som Oculus' platforme, tæller den stadig). Oculus har med titler som Lone Echo vist, at de kan levere glimrende eksklusiver, så der skal nok komme flere i fremtiden, men det kan bekymre, at for eksempel efterfølgeren til netop Lone Echo kun kommer til Rift, da Ready at Dawn efter sigende gerne vil presse platformen til det yderste og det er også tvivlsomt om Asgard's Wrath og Stormlands kommer til Quest. Hvis tendensen fortsætter kan det blive et alvorligt problem for Quest. Én ting er at skulle spille inferiøre versioner. Det gør vi konsolspillere jo nærmest hele tiden. Men går man glip af en række essentielle oplevelser, oven i købet udgivet af Oculus selv, vil mange måske lade brugervenlighed være brugervenlighed og i stedet købe en Rift S, som jo ikke er dyrere - hvis man ellers har en god gaming PC.

Oculus Quest

Dermed kan Oculus risikere at skabe en kløft mellem deres to stykker hardware, hvilket jo næppe har været planen og Quest-folket bør måske bekymre sig om, at miste flere og flere titler efterhånden som performance-skellet mellem Quest og Rift S uundgåeligt bliver større og større. Jeg håber inderligt ikke, at det sker, for Quest er et dejligt stykke tech. Ja, der kunne være mere lagerplads og batteritiden kunne være bedre, men glæden ved bare at tage sit headset og de to controllere frem og så bare gå i gang, er nærmest ubeskrivelig, når man er vant til at indstille kameraer og snuble i ledningen til headsettet. Og når man som jeg prøver at få lidt flere venner til at opdage det fede ved VR, er det fantastisk hvor nem Quest er at tage med på farten. Der findes headsets med større spiludvalg, bedre tracking og flottere grafik, men Quest har noget ingen af de andre har og det berettiger i sig selv dets eksistens.

View comments
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Oculus Quest

Oculus Quest

GADGET-TEKST. Skrevet af Ketil Skotte

Det første seriøse alt-i-et ledningsfri VR headset gør det hele så vidunderligt nemt, men kommer også til kort på et par væsentlige punkter.

Indlæser mere indhold