Dansk
Gamereactor
gadget-tekster

Razer Viper Ultimate

Razer sigter efter Logitech med en ny trådløs mus, men rammer de plet?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Da jeg for første gang sad med en Logitech G Pro Wireless i hånden, så var det umiddelbart svært at se hvordan netop denne mus kunne blive toppet i løbet af de næste mange år. Og ganske rigtigt, i over et år har netop denne stået som kongen blandt både trådløse gaming-mus, men også blandt de tråede af slagsen for mange, og det er med rette.

Det synes derfor ganske tydeligt, at netop er denne trone som Razer er gået direkte efter med deres Viper Ultimate-mus. Ikke bare afholdte de en stor begivenhed i Tyskland hvor vi var med, de skriver adskillige steder i deres pressemateriale, at musen er "built to win". Man kunne forestille sig at de ikke bare mener i de spil hvor du benytter musen, men også på selve markedet. Viper Ultimate er bygget af Razer til at vinde over konkurrenterne, og vinde...? Ja, det gør den.

Razer Viper Ultimate

Razer Viper Ultimate vejer bare 74 gram, og det er uden at bruge den såkaldte honeycomb-teknik, hvor man laver konstruktionen for så at udstikke små cirkler, for på den måde at reducere vægten. Og det er uden at ofre synderligt meget. Det er ambidekstral, og har to museknapper på hver side af musen. Der en mat sort belægning oven på selve musen, og på siderne er der en rug gummibelægning, der giver bedre greb. Der er en LED-indikator foran, og udover det er den eneste form for RGB-belysning Razers logo.

Konstruktionen føles utrolig robust, og man mærker på intet tidspunkt at der skulle være ofret noget i selve chassisets tæthed. Heller ej "ryster" musehjulet under brug, er knapperne aktiveres med et fast tryk, i stedet for at blive vredet under intens brug. Med andre ord - Viper Ultimate er både næsten halvt så tung som sin primære konkurrent, og fremstår desuden mere velkonstrueret også. Allerede her fra start er det tydeligt hvem Razer sigter efter, og allerede nu rammer de plet.

Der er godt en HyperSense dongle med, og den gemmer sig under et lille plastiklåg under måsen. Godt nok kan vi kun bifalde at det er muligt at transportere donglen inden i musen, men vi må nok også sige, at vi foretrækker den lille magnetfæstnede disk på Logitech G Pro Wireless, i stedet for at skulle have neglen op under et stykke plastik på Viper Ultimate.

Razer Viper Ultimate

Til gengæld, skulle du ønske at lade musen op, så behøver du ikke et proprietært formet microUSB-stik. Altså microUSB-porten er faktisk formet, skulle du vælge at tråde den, men opladning sker nu primært via den medfølgende stander. Her er tale om et lille podium, hvor musen oplader igennem to 5 volts stik, som magnetisk tilsluttes musen. Det er en fantastisk måde at skabe merværdi, fordi selvom det så sandelig er muligt at tilslutte det nye microUSB-kabel, og tråde musen imens det lader op, så føles det bare mere luksuriøst at sætte den i standeren imens man laver noget andet, eller natten over, for så at vende tilbage til en fuldt opladet enhed snart efter. Både kablet og selve standeren benytter desuden Razers nye SpeedFlex-kabel, altså et flettet kabel der dog både er blødere, og har mindre tendens til at kludre til.

Det er nu ikke fordi at du skal lade op synderligt tit, for hvorimod Logitech en gang imponerede med 48 timers batterilevetid med blandet brug (og uden RGB), så kan en Viper Ultimate komme op og ramme 70 timer. Vi noterede os omkring 67 timer uden RGB, dog var det over adskillige gange, så det er ikke en helt klinisk test. Det er uhyre imponerende, og uden tvivl blandt markedets absolut mest energivenlige produkter.

Razer Viper Ultimate

Razer Viper Ultimate benytter sig af optiske switches, som Razer påstår er op til tre gange hurtigere end de mekaniske af slagsen. Det er svært umiddelbart at måle, men vi kan slå fast, at klikket både giver tilpas modstand, og føles taktilt. Viper Ultimate er desuden det første Razer-produkt overhovedet der benytter Razers nye Focus+-sensor, som byder på branchens aller højeste DPI-sensitivitet. Vi snakker her 20.000 DPI, og selvom det er uhyre imponerende, så kan vi samtidig blive enige om, at det kun er meget få der faktisk har brug for sensitivitet af den kaliber. Dog vidner det om at Razer er villige til at skubbe til de teknologiske grænser, og den almene konsensus foreskriver da også, at jo højere end DPI, desto mere præcis er musen ligegyldig den pågældende indstilling. Focus+ har desuden 650 IPS, altså inches per second, som angiver den maksimal hastighed du kan bevæge musen før selve sporingen begynder at blive ujævn. Det betyder at du kan foretage hurtigere bevægelser, og mere pludselige bevægelser, uden at præcisionen formindskes, som er noget vi tænker bliver langt vigtigere for den almindelige spilentusiast.

Det hele kan tunes af Razer Synapse, som fortsat er blandt vores favoritsuiter på markedet. Det er ikke noget lille program, overhovedet, men der er masser af indstillinger at pille ved, og på ingen måde ser vi det som værende uoverskueligt, heller ikke for den mere afslappede entusiast.

Razer Viper Ultimate er dyr, som i omtrent 1300 kroner, men den er samtidig uden tvivl, uomtvisteligt den bedste mus på markedet. Derfor kan Razer, i vores optik, med rette tage et højere beløb. Det lyder hårdt, men der er fra nu af absolut ingen grund til at købe en G Pro Wireless, og det er i virkeligheden den mest afgørende ros vi kan give Viper Ultimate.

HQ
10 Gamereactor Danmark
10 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.