Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
gadget-tekster

Samsung Galaxy S20 Ultra

Vores anmeldelse har ladet vente på os, men nu er den langt om længe ankommet.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Det har ikke været nogen særlig let opgave for mig at sætte ord på min oplevelse med Samsungs seneste flagskib, Galaxy S20 Ultra. Ikke bare endte telefonen med at lande midt i et utroligt omfattende smitteudbrud, der fortsat har konsekvenser for udbud, efterspørgsel og i sidste ende produktion af netop smartphones, den landede os midt i en række kontroversielle rapporter om den gigantiske kameraopsætning. Adskillige medier, der fik adgang til telefonen før Gamereactor kunne fortælle, at det kamera som man hovedsageligt betaler for, ikke kunne fokusere ordentligt, og at en række afgørende software-fejl holdt 108 megapixel-linsen tilbage fra at udnytte sit fulde hardware-potentiale.

Det var måske ikke ligefrem den lancering som Samsung ønskede, men vi fik som bekendt en anmeldelsesenhed efter, og har brugt telefonens kameraer under andre forhold, nemlig efter adskillige softwareopdateringer, som tilsyneladende drastisk har forbedret kvaliteten af netop kameraets autofokus. Samtidig kan jeg, og det er mig personligt, slå fast, at selvom jeg bifalder at netop Samsung ønsker at udfordre den faste formfaktor, den vi i dag kalder for en "glass sandwich", via blandt andet Fold og Flip, så findes der noget utrolig elegant og smukt ved at Ultra netop udforsker hvor luksuriøst man kan designe en telefon indenfor de eksisterende designrammer, hvis prisen ikke behøver at være konkurrencedygtig.

Og det er hvad Galaxy S20 Ultra er. Det er et eksperiment der går ud på at se hvor langt man kan strække den nuværende måde at designe smartphones på, hvor man ikke lader sig holde tilbage af størrelsesbegrænsninger, markedsbestemt prissætning eller nærmest sund fornuft. Det er et studie i overdådighed, i at gøre alt for meget selv når det ikke rigtig giver mening, og som forlængelse af den eksisterende S20-serie, så giver det måske meget god mening.

Samsung Galaxy S20 Ultra

Så hvorfor er Galaxy S20 Ultra et "studie i overdådighed"? Ja, det starter i bund og grund med specifikationerne, og i stedet for at servere en masse udenomssnak, så lad os egentlig bare få dem her:


  • Exynos 990 CPU samt Adreno 650 GPU

  • 16GB RAM

  • 512GB UFS 3.0 med mulighed for ekspandering op til 1TB via microSD

  • 6.9" 3200x1440p i 120Hz med HDR10+

  • 5000mAh-batteri med FastCharging og trådløs QuickCharge

  • Mulighed for både 5G og 4G

  • 108 megapixel hovedlinse med mulighed for 100X zoom.


Ja, det er lidt af en mundfuld. Det er i virkeligheden bare det hele på mange måder. Alle de bedste specifikationer som branchen kan tilbyde presset sammen i én stor, luksuriøs pakke. I virkeligheden er det en fortsættelse af præcis det samme vi skrev om Note10+ sidste år, nemlig at det er tydeligt at Samsung både ser en fidus i at eksperimentere med formatet via foldbare skærme, samt at fuldkommengøre den designrejse vi alle drog ud på med den allerførste iPhone. Og præcis ligesom vi sagde med Note10+, så gør det samme sig gældende her. S20 Ultra virker som den perfekte... ja, glass sandwich.

Men lad os lige vende tilbage det mindst "supersized" ved S20 Ultra, nemlig designet. Godt nok snakker vi 6.9 tommer, der gør den større end stort set samtlige telefoner på markedet med samme formfaktor, og på bagsiden finder vi det gigantiske kamerahus, men alligevel ligner S20 Ultra en... ja, en Samsung-smartphone, og bibeholder det centrale designsprog, som Samsung har benyttet sig af de sidste par år. Testenheden er i Cosmic Gray, der desuden er med til at gøre den mere speciel, men det havde måske være en idé at bringe nogle af de friskere farver over fra de andre S20'ere. Dog, størrelsen til trods, vejer den bare 218 gram, der fortsat er mindre end en iPhone 11 Pro Max, der forbliver denne telefons primære konkurrent.

Men herfra begynder det så for alvor at stikke af. Som sagt har vi den europæiske version, som betyder testenheden er udstyret med Samsungs egen Exynos-processor, snarere end en Snapdragon 865, som giver lidt mindre testresultater. Dog formåede den stadig at score 3144 i Geekbench 5's multi-core test, samt at transcode et mindre 4K-klip til 1080 igennem Adobe Premiere Rush på 1 minut og 9 sekunder (tests vi har fået fra Tom's Guide, tak for det). Begge ligger sig i toppen af de Android-tests vi har set, men også lidt under iPhone 11 Pro Max. Her er der desuden 16GB RAM, som man kan allokere applikationer i så de aldrig lukker eller suspenderer, men forbliver åbne, klar til brug. Skal en smartphone bruge 16GB RAM lige nu? Nej, men er det lækkert at den har det? Ja, det synes vi.

Ligegyldig om dine spil kommer lokalt via den accelererede hardware, eller eksempelvis streames igennem Stadia (og snart xCloud og PlayStation Now), så er det en absolut fryd at bruge S20's sindssyge skærm. Som sagt taler vi her 6.9 tommer i et 20:9-skærmforhold med en opløsning på 3400x1400. Overhovedet før vi kommer til det vigtigste her, så er det vigtigt at slå fast, at Samsung laver de bedste paneler på smartphone-markedet, der er bare ingen tvivl, og det har der ikke været længe. S20 Ultra dækker omtrent 230% af sRGB-farvespektrummet, og sammenlign det med iPhone 11 Pro Max's 120%. Desuden peaker den omrking 680 NITS. Du kan, som altid, selv rette på lyset, kontrasterne og den generelle farveprofil, dog sætter vi altid vores testenheder til "Vivid", eller "Levende", da farverne sparker mest igennem der. Det er dog ikke det vigtige, det vigtige er de 120Hz. Ja, slut med 90Hz, som OnePlus 7 Pro populariserede sidste år, Samsung hopper direkte videre, og gud hvor bliver det svært at skulle tilbage til noget andet overhovedet. Selve dynamikken, brugsfølelsen og tilfredsstillelsen ved at navigere menuer bliver bare mange, mange gange større igennem forøgelse af billedhastigheden. Denne feature fås på alle S20-enheder, men det er jo ikke alle der har 3400x1400, vel? Nej, men Samsung har endnu ikke leveret den lovede opdatering, der vil gøre det muligt at benytte både høj opløsning og høj billedhastighed, så derfor er du tvunget til at vælge 2400x1080, hvis du vil have 120Hz. Ærlig talt var valget ikke svært, og det er nu ikke sikkert at batteriet ville tage godt imod at have begge slået til samtidig. Alligevel - giv os valget Samsung.

Samsung Galaxy S20 Ultra

Og når vi nu er ved batterilevetiden så har vi her hele 5000mAh at lege med,og selvom man kører 120Hz, så når man let igennem en hel dags blandet brug, og mere til faktisk. Kører man ned på 60Hz/1080p, så kan S20 Ultra faktisk holde i adskillige dage, så man kan som bruger selv have en stor indflydelse på den gennemsnitlige batterilevetid. Desuden tilbyder S20 Ultra trådet opladning på 25 watt, samt Samsung Fast Wireless Charging 2.0 på 15 watt. Vi oplevede en opladning fra 0-100% på cirka 40 minutter.

Så kan vi vist ikke komme rundt om det mere. En af de primære grunde til at du skal købe en S20 Ultra er kamerasystemet, så lad os først lige få slået fast hvilke linser der er. Systemet består af i alt fire distinkte linser, nemlig en standard 108 megapixel wide med en apeture på ƒ/1.8, en 48 megapixel telefotolinse på ƒ/3.5, en 12 megapixel ultra-wide på ƒ/2.2, samt en TOF VGA-linse. Desuden tilbydes fire gange optisk zoom, 10x hybrid zoom og til sidst 100x digital zoom. Foran har vi desuden et 40 megapixel kamera på ƒ/2.2.

Det er tydeligt at se hvad det er Samsung prøver på her. Alt imens Apple og Google kæmper om at kreere de bedste kameraløsninger igennem software, altså ved at lade såkaldt "computational photography" arbejde med billedet efter et er blevet taget med en ret så lille standardlinse, og dernæst producere et flottere billede, så forsøger Samsung her at præsentere en alternativ løsning. De ønsker at give dig flottere billeder igennem hardware.

Vi bliver dog nødt til, igen, at slå fast, at efter adskillige firmware-opdateringer har vi ikke oplevet samme autofokusproblemer som andre medier, og dermed er det umiddelbart svært for os at kommentere på disse. I kameratests med iPhone 11 Pro Max som direkte sammenligningsgrundlag var selve hastigheden på begges autofokus næsten identisk, og ligeledes oplevede vi ikke skævt fokus, særligt ikke efter vi slog Samsungs fokuspunktassistent til, der placerer en prik på skærmen du kan sigte efter for at trække mest mulig lys ind igennem linsen. I det hele taget endte vi med at tage nogle af de flotteste smartphone-billeder med S20 Ultra vi nogensinde har taget, og det efter at være blevet uhyre imponerede over Google Pixel 4 XL's helt, helt anden måde at gøre det på. Særligt med 108 megapixel slået til, der dog forøger filstørrelsen til omtrent 35MB per billede, får man nogle utrolig detaljerige resultater. Herunder er nogle almindelige motiver jeg, Magnus, tog over en uges tid.

Samsung Galaxy S20 Ultra
Der er en mild bokeh-effekt på her, men se hvor meget detalje der er blevet bibeholdt i selve motivet.
Samsung Galaxy S20 Ultra
Zoomer man ind her kan man se enkelte strenge på kaktussen.
Samsung Galaxy S20 Ultra
Der er bare bedre kontrast, når kamereat får lov til at drage mere lys ind.

Ja, der er godt nok nogle naturbilleder ind imellem, men de viser nu hvor meget S20 Ultra formår at bibeholde detaljer i hver eneste lille ramme af billedet, når nu der simpelthen bare er flere pixels. Naturligvis er masser af megapixels simpelthen ikke et uniformt svar på egen hånd, men vi fandt simpelthen ikke Samsungs kamerasoftware mangelfuld, men situationen kan igen have været en anden da telefonen blev lanceret efter Unpacked.

Det er også farverne der nyder godt af den forøgede kontrast, der kommer af at linsen kan drage yderligere lys ind. Den uhyre imponerende telefoto-linse har eksempelvis produceret dette close-up portræt.

Samsung Galaxy S20 UltraSamsung Galaxy S20 Ultra
iPhone 11 Pro Max til venstre // Samsung Galaxy S20 Ultra til højre

S20 Ultra kan også optage 8K-video i 24fps, og du kan tage individuelle stilbilleder fra denne videooptagelse i 33 megapixel, og selvom vi ikke umiddelbart kan se nytten i 8K-videoer lige nu, når først markedet netop har adopteret 4K som gedigen standard, så er resultaterne dog unægteligt smukke, som i klart de smukkeste videoer på markedet, og det er jo det som S20 Ultras egentlige mission er, at være bedst, koste hvad det koste vil.

En Samsung Galaxy S20 Ultra står dig i omtrent 10.500 kroner, og det er startprisen. Tilsvarende koster en iPhone 11 Pro Max dig cirka 12.000 hvis du ønsker 256GB plads. Det er ikke at sige at dette direkte gør S20 Ultra til en smartphone der er konkurrencedygtigt prissat, begge er studier i overdådighed, i overforbrug nærmest. Samtidig er det dog ret let at konkludere, at S20 Ultra, målt på de parametre vi har inkluderet, simpelthen bare er... ja, bedst. Den har uden tvivl den lækreste skærm på markedet, samtidig leverer den fantastiske performance-tal, en gigantisk mængde RAM, og det uden at batterilevetiden lider. Den tager fuldstændig gudesmukke billeder, og takket være en række opdateringer er det ikke længere svært at få softwaren til at lystre - faktisk kan både de hårdkogte smartphone-fotografer og de selverklærede amatører nyde godt af de mange features. Den er samtidig flot at se på, om ikke andet lidt konventionel.

Det vi, jeg, prøver at sige her, er at S20 Ultra er et mesteværk, og selvom Samsung har taget sig lidt friheder med prissætningen, så er det virkelig svært at sætte en finger på noget af det som den her telefon gør. Vi kan sagtens forstå de anmeldere, der har været frustrerede over kameraets software-problemer, og har scoret den derefter, men vores samlede oplevelse af S20 Ultra har simpelthen bare være en absolut fryd, og vores karakter er derefter.

10 Gamereactor Danmark
10 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold