Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
gadget-tekster

OnePlus 8 Pro

Bedre sent end aldrig - vi anmelder langt om længe OnePlus' første rigtige flagskib.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

OnePlus startede med at være såkaldte "flagship killers", nemlig ved at ryste godt op i smartphone-branchen ved at tilbyde spændende produkter der bød på afgørende features som et stort, globalt publikum gerne ville have, samtidig med at de skar fedt fra som selvsamme publikum generelt enten ikke ville have, eller var ligeglade med. Og vigtigst af alt gjorde de dette til en så konkurrencedygtig pris, at der oftest var adskillige tusinde kroner imellem en OnePlus-telefon, og en tilsvarende iPhone, Pixel eller Samsung.

Men som Harvey Dent siger i The Dark Knight; "you either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain", og langsomt men sikkert er OnePlus-telefoner steget i pris, og er blevet netop det flagskib, som de ellers var designet til at dræbe. Og her er vi så, OnePlus 8 Pro, en telefon der står dig i små 7000 kroner, og derfor kun er et par hundrede kroner billigere end den tilsvarende Samsung Galaxy S20+. Det her er OnePlus' første ægte flagskib, en dyr premium-telefon der nu ikke rigtig længere har en konkurrencedygtig pris på sin side, så derfor kan vi nu også, for første gang, tillade os at have flagskibsforventninger til den.

Så er den den højere pris værd? Lad os finde ud af det.

OnePlus 8 Pro

Og vi starter med... ja, en skuffelse, faktisk. Måske er det introduktionen af foldbare enheder, eller mere farverige designs som eksempelvis Honor skaber, men i forhold til at OnePlus 8 Pro er producentens første flagskib, så ser den en kende konventionel ud. Ja, den bibeholder så sandelig den primære designfilosofi, som vi har set igennem de sidste par år fra OnePlus, men uden et pop-up kamera, eller én eller anden vildt fiks idé i syne, så fremstår den en kende kedelig at se på, dog er vi sikre på at der findes mange der enten er ligeglade, eller direkte foretrækker OnePlus' mere subtile æstetik - fair nok.

Selve enhedens fysiske dimensioner, eller de materialer der er brugt, er der ikke noget i vejen med. Vi snakker Corning Gorilla Glass 5, en ramme af aluminium, og et lidt mere spændende udvalg af farver, hvor vores enhed faktisk er i en ret charmerende Glacial Green. Derudover er det meste som det plejer, såsom notifikationsindstilleren på siden, dualSIM-understøttelse, WarpCharge 30T, der kan give din enhed cirka 50% på omtrent 25 minutter, og et solidt sæt højtalere, der giver stereoeffekt. Alt dette, og enheden vejer stadig "bare" 199 gram i forhold til 226 gram som en iPhone 11 Pro Max vejer - det kan mærkes.

Dog har OnePlus denne gang sikret IP68-certificering, der er en separat certificering imod støv og vand. Hvorimod OnePlus tidligere har sikret deres enheder imod netop støv og vand, så har de altid valgt ikke at betale ekstra for en officiel certificering, og de påstod sidste år at det ville have gjort OnePlus 7 Pro dyrere for forbrugeren. Og nu hvor vi er ved de gode nyheder, så er der denne gang trådløs opladning igennem Qi-standarden, så du kan lade din telefon trådløst ved 5 watt på en traditionel trådløs oplader. Dog understøtter den faktisk WarpCharge trådløs opladning ved 30 watt, som nærmest er uhørt i branchen, men det kræver faktisk den dedikerede OnePlus-lader, som du skal betale lidt over 500 kroner for. Dog skal det siges, at vi ikke har haft noget problem med at strække 4510mAh-batteriet i halvandens dags tid.

OnePlus 8 Pro

Så lidt er der da sket, og det er tydeligt at OnePlus har benyttet sig af en "if it ain't broke"-tilgang, og har i stedet tilføjet værdi til det eksisterende design. Det gør slet ingenting, nu havde vi også nærmest kun flatterende ting at sige om sidste års 7 Pro, og det er fint at der er tale om en iterativ proces her.

Skærmen er også blevet endnu bedre end før, og denne gang er der tale om et 6.78 tommer Fluid AMOLED QHD+ panel på 1440x3168 i et 19.8:9-skærmforhold på 120Hz, der giver en samlet pixeldensitet på 513ppi. Desuden rammer displayet en gængs, almen lysstyrke på cirka 600 NITS indendøre, men efterlader man den automatiske justering til, så kan den let pinge de 800-900 NITS udendøre, som gør netop udendørsbrug relativt let. Men igen, det er bare tal, det vigtige er her at OnePlus her giver os deres bedste display til dato, et flydende, farvekalibreret og kontrastfyldt panel hvor alt popper, og hvor vi ikke stødte på nogen form for udvaskning eller ringe farvereproduktion. Desuden lader OnePlus dig nyde det hele på én gang, og ulig Samsung kan du både slå QHD-opløsningen til, samtidig med at du benytter dig af 120Hz, dog naturligvis på bekostning af batterilevetiden. Dog er der tale om Variable Refresh Rate, så OnePlus' AI skruer op og ned for billedehastigheden alt efter hvilket slags indhold du kigger på. Dog kan et hurtigt besøg i Developer-indstillingerne ændre det. Alt i alt er selve kvaliteten af panelet fantastisk, og lægger sig akkurat lige efter Apple's XDR-paneler, og Samsungs AMOLED'er også, der dog endnu har en overhånd i forhold til farver der bare popper lidt mere. Vi snakker dog marginaler her, som i mikroskopiske marginaler, og OnePlus fortjener ros her.

Men der er lige noget vi lige skal nævne omkring displayet, der ikke er direkte associeret med kvaliteten af panelet. OnePlus har valgt at benytte sig af det kendte "waterfall"-design, som betyder at glasset kurver ned over siderne på enheden. Det betyder at vi flere gange kom til at aktivere noget på telefonen uden at det var meningen, og vi ser gerne OnePlus gøre lige som Samsung, og lave fladere paneler i fremtiden. Det er bare mere brugervenligt. Desuden har OnePlus valgt at droppe pop-up-kameraet, og kører denne gang med et simpelt hole-punch. Det har vi ikke lige så meget imod som nogle andre har, men vi havde dog ønsket os at de havde centreret det i midten, hvor der ofteste ikke er nogen information. I stedet fremstår den nuværende løsning ret asymmetrisk, og det rykker klokkeslættet unødigt ind mod midten.

Nå, små klager til side, så gælder OnePlus' marketingssbesked, altså "Never Settle" langt om længe, for internt sidder vi nu på de hurtigste interne specifikationer man kan få fingrene i i flagskibe i dag. Vi taler Snapdragon 865 CPU, Adreno 650 GPU, 8/12GB LPDDR5 RAM, 128/256GB UFS 3.0 2-LANE plads og 5G-kompatibilitet via X55-chipsettet. Disse specifikationer gav os en række imponerende benchmark-resultater, såsom 3302 i Multi-Core-testen i GeekBench 5.1, som ligger sig lige bag ved Samsung Galaxy S20 Ultras 3308. Desuden ramte den 902 i Single-Core, som ligger overfor cirka 633 på en Pixel 4 XL, som vi testede tidligere på året. Så OnePlus-telefon er lynhurtig? Det er vist ikke noget nyt. Men det er nu rart at de fortsætter med at bygge videre på et i forvejen solidt fundament, og lige meget om vi spillede Hearthstone, så Netflix eller streamede via xCloud, så løb vi aldrig ind i præstationsrelaterede problematikker. Når det så er sagt, så er det ikke sket i noget tid, og de fleste flagskibe er efterhånden så kraftfulde, at det er svært at få dem til at brokke sig.

OnePlus 8 Pro

Så IP68-certificering, trådløs opladning? Hvad er det nu OnePlus-telefoner ellers plejer at mange? Når ja, et konkurrencedygtigt kamera, og også her har OnePlus valgt at starte helt forfra, og leverer her deres mest ambitiøse projekt til dato. Lad os få det tekniske overstået først. Der er tre centrale linser i det ret tykke kamerahus, der sidder samme sted som på OnePlus 7 Pro sidste år. Den består af en hovedline på 48 megapixel i f/1.78, en ultra-wide på 48 megapixel i f/2.2 og en telefotolinse på 8 megapixel i f/2.4. Derudover er der også en ret bizar farvefilterlinse.

Den største opgradering er uden tvivl hovedlinsen, der denne gang er en Sony IMX 689, som producerer 40% større pixels end den gamle hovedlinse i OnePlus 7 Pro. Hvad det betyder, i de billeder man tager hvor kameraet udfører "pixel-binning" til et billede på 12 megapixel, er at der uden tvivl her er tale om OnePlus' bedste kamerapræstation til dato. I de tests vi har taget har vi ikke set nogen synderligt tydelige eksempler på udvaskning, lav kontrast eller unødig støj, og faktisk var nogle af de første resultater ret vilde. Desuden adresserer OnePlus direkte en ret central klage mange lod til at have med den dyrere Galaxy S20 Ultra, og det er den lidt sløve responstid på zoom-funktionen, for på grund af det omnidirektionelle fokus der er indbygget i IMX 689-linsen, så sker autofokus ret øjeblikkeligt. Hvad vi dog så i visse tilfælde var en mindre udvaskning af skygger, men det var kun momentvis, og samlet set bør OnePlus være ret stolte af hovedlinsen.

OnePlus 8 Pro
Et ret tæt billede taget med Sony IMX 689-linsen.
OnePlus 8 Pro
Et bevis på den forbedrede dynamiske rækkevidde og farveprofil i hovedlinsen.

Det er dog ikke helt det samme med Ultra-Wide-linsen. Det er faktisk præcis den samme linse som OnePlus 7 Pro brugte som hovedlinse. Det er der som sådan ikke noget i vejen med, og ultra-wide-billederne der kommer fra kameraet er nu i fuld opløsning, som uden tvivl hjælper. Men detaljegraden er ikke helt den samme her, og i visse tilfælde er der lidt meget støj, og lidt for stor udvaskning af essentielle detaljer i midten af billederne. Det er ikke fordi at kvaliteten er direkte uacceptabel, men sammenlignet med eksempelvis iPhone 11 Pro's ultra-wide, og Samsung S20-serien også, så ryger lidt af fornøjelsen fra IMX-sensoren her. Heldigvis er begge linser kalibreret til at benytte sig af den samme Dynamic Range, så selve farveprofilen er identisk. Dog kan ultra-wide-linsen også bruges som makrolinsen, og den er ret fantastisk for at sige det mildt. Skal du zoome ret meget ind, så tager den nogle virkelig uimodståeligt detaljerede billeder, som I kan se eksempler på herunder.

OnePlus 8 Pro
Et lettere udvasket billede fra ultra-wide-linsen. Det er ikke helt ringe, men du bør bruge hovedlinsen så meget som muligt.
OnePlus 8 Pro
Makrolinsen er bare ret imponerende.

Telefotolinsen er fin nok, men det er lidt det samme som med ultra-wide, nemlig at sammenlignet med IMX-sensoren, der er resultaterne bare ikke helt lige så imponerende. Hvad der dog er fælles er at OnePlus 8 Pro klarer sig ret spektakulært om aftenen, eller generelt bare i situationer hvor der ikke er så meget naturligt lys. Det er ret tydeligt at OnePlus har arbejdet hårdt på at kreere en Night Mode der giver friheden til at indstille, men som samtidig bare tager sig opgaven, når den præsenterer sig, og de resultater vi fik var ret imponerende.

OnePlus 8 Pro
Billedet er taget med OnePlus 8 Pro'ens telefoto.
OnePlus 8 Pro
Billedet er taget med OnePlus 8 Pro'ens telefoto.

Til sidst har vi farvefilteret, som er en dedikeret 5 megapixel sensor, som udelukkende aktiveres idet du bevæger dig ind i kameraapplikationen og vælger et bestemt farvefilter. Det er nærmest lidt ligesom første gang du brugte Photo Booth på MacOS, og eksperimenterede med Sepia-effekter og negativbilleder på gamle telefoner - sjovt i starten, og kedeligt og unødvendigt efter 10 minutter. Det er ærlig talt lidt spil af plads, og penge, som ikke rigtig ligner OnePlus. Du finder dog stadig nogle eksempler herunder.

OnePlus 8 Pro
Jeg er ikke helt sikker på hvad vi skal bruge den her linse til...

Så er det konklusionstid. En flagskibspris betyder at vi kan stille flagskibskrav til OnePlus 8 Pro, men selv her er det svært ikke at lade sig totalt rive med af enhedens strømlinede fokus på en ren brugeroplevelse via den fortsat fantastiske OxygenOS-suite, samt klare og velfungerende features. Takket være implementeringen af IP68-certificering, trådløs opladning og et bedre kamera, så er det nu langt, langt lettere at anbefale OnePlus 8 Pro til selv de mest kræsne købere. Dog vil vi advare OnePlus imod at falde i åbenlyse designfælder fremadrettet, for det kurvede display, den ringe hole punch-placering og den forvirrende farvefilterlinse er alle eksempler på netop det som OnePlus satte sig ud for at undergrave for mange år siden. Pas på.

Men for nu er det let at anbefale den, også til prisen. OnePlus 8 Pro er et sandt flagskib, og et virkelig godt et også.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold