Dansk
Gamereactor
gadget-tekster

MSI RTX3080 Gaming X Trio 10G

Hvorfor bruge bare næver i en slåskamp når du har adgang til et maskingevær?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Det her kort kan køre Metro Exodus i 4K med over 67fps. Anmeldelse slut.

Eller, måske ikke helt, men det kunne vitterligt være hele anmeldelsen, for det siger alt når man med "RTX".indstilling i Metro Exodus i 4K kommer over 60fps. Det fortæller i hvert fald en entusiast, at vi har med et seriøst tigerspring at gøre her, og det er hvad RTX 3080 er - et tigerspring.

Vi har længe ventet på RTX3000-serien, nu er den her, og vores drømme er gået i opfyldelse, og vores børn må vente med at få mad til næste måned. Håb og drømme var i skyerne da vi fik kortet introduceret. Godt nok var det lidt mærkelige køledesign noget der skabte en del debat og bekymring efterfølgende, men igen, vi vidste også allerede på det tidspunkt at det var noget tredjepartsproducenterne ville gøre noget ved, og prompte. Vi har brugt et lille stykke tid sammen med MSI's fortolkning af Nvidias kort, og de har ikke skuffet.

Men først en lille redaktionel note, for som all andre europæiske medier fik vi kortet meget sent, og der er derfor rigtig mange features og muligheder vi ikke har kunne teste i tide, så der er eksempelvis heller ikke testet overclocking, om end at potentialet absolut er der. Der vil derfor være en opfølgende anmeldelse af den ene eller anden art, når vi får fat i et kort vi kan have lidt længere tid, og gå mere i dybden med.

MSI RTX3080 Gaming X Trio 10G

Men lad os tage et kort overblik først.

RTX 3000-serien er baseret på Ampere-platformen, og bruger Nvidias andengenerations Ray Tracing-teknologi, om end at platformen har vokset over årerne, og er meget mere end bare det.

De kerner på kortet der styrer lys og reflektioner, Ray Tracing-kerner (eller RT-kerner) er nu nået til deres anden generation, mens at præcisionsmatematik og Deep Learning der behandles af Tensor-kernerne nu er på tredje generatio. Og vi fortsætter, for de streaming multiprocessorer, der håndterer de rå beregninger, er eksploderet. Men da tingene nogle gange kan have flere funktioner, og Nvidia har været så geniale at gøre deres kerner programmerbare for udviklerne i flere tilfælde, så er det her meget voldsomt forenklet.

Et RTX 3080 har 8704 Cuda-kerner, og til sammeligning havde RTX 2080 2944. Der er 10GB af den nye GDDR6X RAM, og det hele flyver afsted med 19Gbps. Det er rigtig hurtigt, og også derfor at man har ment at PCIe 4.0 var nødvendigt. Vi har testet med både Intel, der stadig kører PCIe 3.0, og AMD, der bruger 4.0, og der er ingen flaskehals at spore i den korte tid vi har haft kortet, Intel-ejere kan altså juble. MSI keder sig sådan en tirsdag eftermiddag, så Nvidias boost clock er naturligvis overclocket lidt til 1755Mhz. Hukommelsen er på på 320-bit, der er Displayport 1.4a og HDMI 2.1, ganske passende da du sikkert gerne vil lege med 4K.

MSI RTX3080 Gaming X Trio 10G

Der skal dog advares, for vi oplevede flere gange at hvis kortet genkendte skærmen, og ikke bare så den som "Generic PnP", så låste den opløsningen til skærmens maksimale opløsning fra producentens side. Det er intet problem når man har adgang til 4K gaming monitors på et spilmedie som os, men dem der har en ikke 4K monitor, men er vant til alligevel at kunne snyde systemet til at rendere i 4K, får sig en grim overraskelse.

Det hele sluger 340 watt, og det kan mærkes, husdyr og mindre børn bør ikke bevæge sig om bag computeren når den kører på fuld hammer, for der kommer rigtig meget varm luft ud af systemet. Der tilsluttes med tre 8-pin PCIe-tilslutninger, så enhver med en nyere og kraftig strømforsyning burde ikke have problemer. Der hører også en støttebøjle, og en fin lille skumpude med, og det er ganske enkelt fordi at kortet vejer over halvandet kilo.

MSI RTX3080 Gaming X Trio 10G

Alle de herlige kerner og over 28 milliarder transistorer leverer massive mængder rå regnekraft, og Nvidia har med rette kaldt dette et kæmpe hop fremad. Jeg husker personligt ikke at der mellem generationer af grafikkort har været et så massivt fremskridt som der er her. Hertil kommer den mere raffinerede brug af AI og Deep Learning, der hjælper med at rendere billedet i stedet for at kortet skal gnaske sig igennem informationerne selv. Har man DLSS i et spil, så er det nu man for alvor skal sørge for at det er slået til.

Der er en række nye tiltag, såsom Nvidia Studio, det nye Reflex system som vi ikke har fået så meget at vide om, andet end at det kræver en G-Sync monitor, og andre mindre men interessante features, som vi grundet et heftigt tidspres først kan gå i detaljen med senere.

MSI RTX3080 Gaming X Trio 10G

RTX-kortene i denne ombæring kommer igen med indbyggede kerner, der tager sig af overlays, optagelse og streaming, og dette er hævet til et højere niveau med Nvidia Broadcast, der både kan lave støjreduktion i realtid hvor du er, samt lave et kunstigt green screen. Igen var der desværre ikke tid til at afprøve det, men udover DirectX 12 Ultimate, så er det en af de features som flest nok gerne vil lege med, for det vil hæve kvalitetsniveauet af folks streams signifikant for dem der ikke er professionelle.

MSI RTX3080 Gaming X Trio 10G

Og så til selve MSI's udgave af kortet.

Hvor Nvidia er overgået til et noget utraditionelt kølesystem, så har MSI været konservative og opgraderet deres Frozr-system, og det har de faktisk gjort ret godt. 37dB målte vi under fuld belastning, med enkelte højdespringere på 38dB. Temperaturen holdt sig ret stabilt på 58 grader, lejlighedsvis et par minutter på 60. Efter seks timers 4K benchmark var temepraturen i rummet steget markant, og kortets temperatur peakede et par sekunder på 61 grader.

Frozr-systemet bruger i denne iteration fjerdegenerationsblæsere, de såkaldte Torx, med dobbelt kugleleje for lang levetid, og minimal støj. Selv køleprofilerne har fået nogle mærkelige udskæringer MSI kalder "Airflow Control" der ødelægger turbulens, og den manglende støj indikerer at de har fået ret. Alt er forbundet til "Core Pipes", der er maskinudfræset metal, der fordeler varmen langs hele overfladen, og samtidig giver maksimalt overfladeareal.

Bagpladen er ikke længere metal men derimod grafen, der kun er 200 gange stærkere end stål, og i øvrigt leder varme ret godt. Jeg tænker dog at det nok ikke er helt billigt at bruge. Vi har ikke haft tid til at skille kortet ad, men alt tyder på at man har været rundhåndet med Thermal Pads, og marketingsmaterialet siger at der decideret er tilføjet sikringer flere steder, hvilket lugter af et godt overclocking-potentiale, og stærkt forbedret printplader med langt mere kobber.

Dragon Center softwaren er faktisk ved at have modnet en del, farven er lidt hidsig, men absolut brugbar. Der er naturligvis en RGB-lysbar hvis man gerne vil det, og der er også RGB-lys i teksten på selve kortet.

MSI RTX3080 Gaming X Trio 10G

Prisen her i Danmark er 6400 kroner, og det er en del mindre end da RTX 2080-kortet kom, og man kan virkelig mærke at Nvidia er lidt bange for AMD, men alligevel ikke mere end at de lige som sidst dybest set tvinger tredjepartsproducenterne som MSI til at sælge kortene for langt mere end hvad Nvidia selv vil tage for dem, også selvom at Nvidia udmærket ved at deres egne kort kun kommer i meget begrænset oplag. 6400 kroner for et grafikkort er mange penge, men taget i betragtning af resultaterne, så nærmer det sig noget man kan kalde "virkelig meget for pengene" også.

Lad os lige snakke testmetoder

Vi brugte to systemer, et MSI-baseret Intel 10900-system med et MSI MEG Z490 Ace-bundkort, og en Ryzen 3900X, med et X570-baseret bundkort, primært for at se om PCIe 4.0 betød noget. Det gjorde det ikke. Men testresultaterne var naurligivs forskellige, og vi kørte RTX 2080 og RTX 3080 igennem, begge MSI Gaming X Trio-modeller. Vi har brugt de resultater der gav den mindste procentmæssige fordel til RTX 3080 for at være så konservative og fair som muligt overfor det gamle kort (det hjalp ikke så meget). Begge systemer kørte med 16GB CL16 3200Mhz RAM.

Okay, så kan vi tale benchmarks. Alle tal er sat op som RTX2080 score/RTX3080 score/forskel RTX2080vsRTX3080 i procent.

3D Benchmark - syntetisk score


  • Time Spy: 11432/16580 +45%

  • Time Spy Extreme: 5394/8663 +60%

  • Fire Strike: 22680/29236+29%

  • Fire Strike Extreme: 12567/19602+56%

  • Fire Strike Ultra: 6648/11266+69%

  • Port Royal: 6696/11757+75%

Heaven Benchmark - syntetisk score


  • Heaven Extreme 1080P: 3571/ 5343+49%

  • Heaven Extreme 1440P: 2243/3587+60%

Total War: Warhammer II


  • 1440p: 75,3/93,2 +24%

  • 4K: 39,3/75,5 +92%

  • Intel-systemet gav ikke meget mere i 4K, men det skal nævnes at det gav hele 50% flere fps i 1440p.

Red Dead Redemption 2


  • 1080p: 84,77/123,95+46%

  • 1440p: 65,48/123,07+88%

Assassins Creed Odyssey


  • 1080p: 66/87 +32%

  • 1440p: 60/83+38%

  • 4K: 38/59+55% - Intel-systemet kom dog op på 65fps

Far Cry 5


  • 1440p: 98/99 - Intel-systemet ramte dog 135fps.

  • 4K: 60/92+53%

The Division 2


  • 1080p: 103/125+21%

  • 1440p: 75/108+44%

  • 4K: 42/76 +81%

Middle-earth: Shadow of War


  • 1080p: 125/144+15%

  • 1440p:97/130+34%

  • 4K: 60/99+65%

Shadow of the Tomb Raider


  • 1080p: 102/120+17%

  • 1440p: 82/116+41%

  • 1440p DLSS: 97/119+23%

  • 4K: 35/79+125%

  • 4K DLSS: 50/99+98%

Som vi skrev i toppen, så er alt det her lige til øllet, i forhold til hvor lidt tid vi har tilbragt med kortet. Så herunder følger nogle lidt tilfældige, men ultimativt essentielle 4K-testresultater, der ikke har modsvarende RTX 2080-testscorer.

Blandede 4K-scorer:


  • Red Dead Redemption 2: 111.17

  • Doom Eternal: AMD: 115-182, Intel 171-212.

  • Metro Exodus. 48,84. Med DLSS blev det 67,29. Det er altså muligt at få +60fps i Metro Exodus i 4K.

  • Hitman 2: 82,39.

  • Battlefield V: Her svingede scoren meget mærkeligt både med at uden DLSS, på Intel-systemet kostede det sågar 30fps at slå DLSS til. AMD-systemet lå klippestabilt, og kom ikke under 84fps. Derimod svingede Intel-systemet ret voldsomt, men kom dog aldrig under 92.

  • Control: Intel 65 native, 105 med DLSS. AMD 70 native, 201 med DLSS. Det skal dog tilføjes at systemerne ikke renderer på samme måde med DLSS, Intel-system renderede i 1440p, hvor AMD-system renderede i 1171p.

MSI RTX3080 Gaming X Trio 10G

På trods af at det her grafikkort er ekstremt kraftigt, og sluger voldsomme mængder strøm, så har MSI faktisk formået at styre både støj og varme i kortet til UG. Det er ret imponerende når man tænker på at strømforbruget er steget noget der ligner 50%. En lavere pris ville altid være rart, men jeg har svært ved at se hvad MSI skulle kunne have gjort bedre fra deres side.

4K gaming er endelig en realitet for dem der vil det (så kan man altid diskutere hvor nødvendigt det er på en 27 tommer skærm), og springet fra 2000-serien er så enormt, at selv dem der sidder med Super-kort meget kraftigt bør overveje en opgradering. Det kommer til at gøre ondt på mange, mig selv inklusiv.

Ægte 4K gaming i alle spil er ikke længere en drøm, det er en realitet.

10 Gamereactor Danmark
10 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer


Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.