Dansk
Gamereactor
gadget-tekster

Asus ZenBook Duo (UX482)

Mindre, bedre og uendeligt funktionel. Asus' nye bærbar er et produktionspowerhouse!

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Tilbage i 2019 modtog vi, efter lidt ventetid godt nok, Asus' svar på fremtidens bærbar. Ganske vist var dette "gen 1", det første ambitiøse skridt, men alligevel formåede ZenBook Pro Duo at blæse os bagover. Ligesom Samsungs Galaxy Fold var det her nemlig ikke bare et vagt bevis på en idé, der kunne virke en gang ude i fremtiden, men Pro Duo virkede faktisk den dag vi modtog den, og tilbød funktionalitet som ingen anden bærbar. At placere et andet OLED-panel under hovedskærmen, for på den måde at kreere mere skærmareal i én og samme transportable pakke forbliver en genistreg, en genistreg der dog havde nogle få knaster, præcis ligesom den første Fold.

Selve maskinen var en kende tyk, lidt for tung, havde en for stor oplader og selve bundpanelet var lidt for fladt, så reflektioner fra hovedskærmen blev afspejlet. Små ting, ja, men stadig faktorer der fik skeptikere til at afvise en ellers ambitiøs idé.

Så hvordan har Asus adresseret disse ankepunkter? Med ZenBook Duo, altså ingen "Pro" her. Den er mindre, slankere, lettere og på næsten alle måder - endnu bedre.

Asus ZenBook Duo (UX482)

Og lad os starte med det ydre. Selve højden er bare 1.9 centimeter, der godt nok fortsat er højere end din gennemsnitlige 13 tommer ultrabook, men fremstår en del mere kompakt end sin forgænger. Ligeledes vejer den 1.8 kilo, som er direkte imponerende, når nu det ekstra panel sætter yderligere krav til blandt andet køleevnen og batteriet. Men selvom chassiset er slankt, så er der ikke sparet på funktionaliteten. Du få to USB 3.1 Gen 1-porte, HDMI, to USB-C med Thunderbolt 3 og en microSD-kortlæser. Den ene af de to USB-C porte bruges sågar til opladning, for ja, denne maskines oplader er bare en tredjedel størrelsen og vægten af den forrige, og det hele er USB-C - sådan! I det hele taget er ZenBook Duo konstrueret på mesterlig vis, og takket være aluminium hele vejen rundt, fremstår den som et stykke kvalitetshardware øjeblikkeligt.

Men det handler jo om skærmene, så lad os tale om dem. Hoveddisplayet er 14 tommer takket være de ikke eksisterende kanter hele vejen rundt, og selve panelet er 1920x1080p, Vi rammer 100% sRGB-farvedækning, og det er sågar Pantone-valideret, så lettere farvekritisk arbejde bør kunne udføres. Jo, vi havde da nok gerne set en 1440p-opløsning, men det rammer over 450 NITS, så du kan bruge det i en lang række forskellige situationer.

Asus ZenBook Duo (UX482)

Den anden skærm er lidt anderledes end ovre på Pro Duo. Det er ikke længere et OLED display, og der er skruet en hel del op for den generelle lysstyrke på hvad Asus fortsat kalder "ScreenPad Plus". Denne gang er det et 12.6 tommer FHD touch-baseret display. Netop fordi der ikke er tale om et OLED-panel er de to paneler ikke så dramatisk anderledes som de fremstod på Pro'en, og det gør at de smelter sammen netop som Asus ønsker det.

Som Kim nævnte i hans anmeldelse af Pro Duo, så har Asus udviklet tænksom software der skal spare dig tid, når du skal udnytte de to paneler. Tre muligheder dukker op idet du trækker et vindue rundt, der lader dig kaste ting ned på ScreenPad Plus hurtigt, eksempelvis. Asus har ikke altid haft lige meget held med softwaren på deres ambitiøse hardware, men her er det så simpelt, og det fungerer med det samme. Der er sågar en fysisk knap, der lader dig swappe vinduerne imellem de to paneler - smart!

Naturligvis er der fortsat kompromisser. Når nu ScreenPad Plus fylder, så må tastaturet igen blive skubbet ned, og det er en kende sammenpresset. Det skyldes at trackpaddet sidder over til højre for tastaturet, og er endnu mindre end på den lidt større Pro Duo. Det er faktisk for lille til at udføre seriøst arbejde, men igen, det virker til når du lige skal sende en email eller to, ellers bør du bruge en mus sammen med Duo. Det skal dog siges, at selvom maskinens trackpad er alt for lille, og at tastaturet er presset sammen og uergonomisk, så er tasterne faktisk glimrende, det fik Asus styr på for flere år tilbage.

Der er heller ikke sparet på brugbare features og anden indmad. Vi får et webcam med Windows Hello, højtalere fra Harman Kardon, WIFI 6 og Bluetooth 5, det hele er her. Udover det ligger testenheden inde med en Intel i7-1165G7 og hele 32GB RAM. Derudover er den udstyret med integreret Intel Iris-grafik, men det er dog muligt at få et Nvidia MX450-grafikkort klemt ind, som gør den habil til video- og billedredigering såvel som almen produktivitet. I det hele taget præsterede den relativt fejlfri grafikproduktion i PhotoShop.

Asus ZenBook Duo (UX482)

Det bedste af det hele? Takket være det store 70 Wh batteri, så formåede ZenBook Duo at holde over 10 timer i adskillige tests, og præsterede sågar 12.5 timer ved almen brug. Det er bedre end de fleste ultrabooks, og ZenBook Duo har... ja, to skærme.

Godt nok koster den 16.999 herhjemme, men det er for en bærbar der grundlæggende ændrer på formen og funktionaliteten ved den gængse bærbar. Det er et bevis på at Asus har alt hvad der skal til for at få denne unikke formfaktor til at lykkedes, og vi kan kun bifalde modet her. Hvis du kigger på Duo'en og tænker; "det kunne godt fungere for mig", så køb den. Så god er den.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.