Dansk
Gamereactor
gadget-tekster

Vogels MotionMount Next 7355

Godt nok er det en dyr fornøjelse, men gud hvor er Vogels' tv-beslag bare lækre.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Ligesom PowerBanks, beskyttelsesglas til din dyre smartphone og et godt og alsidigt opladningskabel til dit grej, så hører vægbeslag til dit fjernsyn til i den kategori af vores liv som vi gerne ønsker skal virke upåklageligt, og være uhyre funktionelt, men som vi ikke rigtig ønsker at tænke alt for meget over. Det skal bare virke. Og det giver da god mening et eller andet sted, beslaget sidder trods alt bag vores dyre fjernsyn, og lige så snart det er hængt op, så sidder det anonymt på sidelinjen, uden rigtig at blive rost, eller kritiseret.

Men ligesom at vi har kigget på lækre tech-rygsække og luksuriøse trådløse opladere, så slår vi os ikke til tåls med at noget bare er der. Hvis man nu går op i tv-oplevelsen, og insisiterer på at det skal være en begivenhed at slå rumpetten i sædet derhjemme, og nyde en storfilm, eller spille et længe ventet spil, hvordan kan man så gøre mere? Hvem skal man gå til, hvis man vil have en luksuriøs tv-oplevelse, der forbedres af beslaget bagved?

Vogels MotionMount Next 7355

Se, det er Vogels. Vogels har over 30 års erfaring med netop beslag og standere, og i stedet for løbende at udvide produktsortimentet, så har de holdt sig til det de gør bedst, og leder du efter et beslag der kan lidt mere end de fleste andre, så er det her du skal henvende dig.

I dag kigger vi specifikt på deres MotionMount Next 7355, et motoriseret vægbeslag der ikke bare tilbyder innovativ kabelstyring, drejer automatisk når tv'et tændes og slukkes og har en fjernbetjening med 10 forprogammerbare positioner - det er bygget med en sans for detalje på en måde som ingen her på Gamereactor er stødt på før.

Og lad os lige tage fat på konstruktionen før. Nu hvor den tillader fjernsynet at glide hele 720 millimeter fra væggen, så er det naturligvis afgørende at selve beslaget, der er i en smuk cirkulær udformning med aluminiumsramme, samt de sakseagtige arme, er tunge og robuste. Det er de så også, bare beslaget alene vejer næsten lige så meget som fjernsynet selv. Selvom der naturligvis er plastik at finde her, så føles Vogels' produkter helt generelt uhyre luksuriøse, og man føler øjeblikkeligt, idet man pakker beslaget ud, og installationen går i gang, at der er taget hånd om en.

Vogels MotionMount Next 7355

At fjernsynet kan glide så langt ud fra væggen gør naturligvis også at der er mulighed for ret ekstrem vinkling af panelet. Next 7355 tillader op til 120 graders justering, og det kan som sagt være helt automatisk. Der følger en gratis app med til Android og iOS, hvor du kan forprogrammere diverse positioner, og give dem navne. Derfra handler det om at bruge enten appen, fjernbetjeningen eller lade den automatiske indstilling gøre sit arbejde. Ja, beslaget kan huske den sidste tilstand, og vil automatisk glide ud i den, i det tændes igen, og lunte tilbage til væggen når du slukker det.

Så hvordan ser det ud når de motoriserede arme bevæger panelet? Se, det er måske ét af problemerne her, men det er svært uden at have oplevet adskillige motoriserede beslag. Der er en karakteristisk hvinen fra motoren, og selve bevægelsen er ikke helt lige så glidende som håbet. Men det skal dog samtidig siges, at det nu alligevel ser vildt ud, når en motor der bare sidder i saksearmene kan fastholde et panel så langt ude fra væggen. Det ser nærmest ud som om at hele opsætningen trodser tyngdekraften.

Hvis der er noget som Vogels virkelig bryster sig med, så er det pålidelighed, og det er også derfor at vi valgte en mere livsnær test til dette beslag. Vi har svunget rundt med det i snart tre uger, og benyttet os af mekanismerne hver eneste dag. Og ikke en eneste gang har den brokket sig. Ikke en eneste gang, og man sidder umiddelbart ikke tilbage med følelsen af at det kunne ske lige foreløbig. Så overbevisende er byggekvaliteten her, at man efter de få første par gange bare inkorporerer funktionaliteten i hverdagen. Det er ikke så mærkeligt at de har vundet IF Design Award of Red Dot Design Award.

Vogels MotionMount Next 7355

Der er desuden plastikløb der kan føre dine kabler ud til siden, og Vogels sælger dig også en ret lækker kabelsøjle, hvis de skal helt ned til gulvet. Dog anbefaler vi at du køber kabelposer, der samler nogle af de HDMI'er der kommer ud af siden. Det er stadig ikke helt elegant nok.

Et Vogels-beslag såsom NEXT 7355 er ikke billigt, som i overhovedet ikke. Den pågældende model står dig i 5499 fra deres egen hjemmeside, og der ville man kunne argumentere for, at man er godt på vej til et fjernsyn. Men samtidig er funktionaliteten simpelthen ikke til at argumentere imod, og byggekvalitet og design skriger "luksus".

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.