Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

LIVE
HQ
logo hd live | Rocket League
See in hd icon
Dansk
Gamereactor
gadget-tekster

Samsung Galaxy S21

Et Samsung-flagskib til en lavere introduktionspris end forgængeren?! Hvad sker der lige?

Abonner på vores nyhedsbrev her! - Få info om julekalenderen

* Påkrævet felt
HQ

Selvom prissætning i en eller anden udstrækning bør for evigt være en del af den kombinerede ligning, når en anmelder som jeg selv skal fremsætte en samlet bedømmelse af et stykke grej, så efterlades den traditionelt set som en slags afsluttende strøtanke, en fodnote om man vil. Det lyder tilfældigt, eller måske endda sjusket, men der er faktisk lidt tankevirksomhed bag, og det er generelt set at det der anses som værende en "passende pris", eller sågar en konkurrencedygtig en af slagsen, kommer meget an på øjnene der ser. Nogle anser eksempelvis de $2000 som Samsung tager for en Galaxy Z Fold 2 som værende direkte billig sammenlignet med den funktionalitet man får igen, hvorimod andre bliver nærmest fornærmede over selve konceptet om at betale mere end 2000 kroner for en ny telefon.

Men netop prissætning bliver nødt til at blive nævnt i toppen af denne anmeldelse, fordi det som Samsung har formået at gøre her er bemærkelsesværdigt i en sådan grad, at det fortjener mere rampelys og spalteplads. Ser du, den specifikke afdeling af prisstigen der huser den øvre middelklasse af smartphones, som internationale anmeldere og kommentatorer kalder "$600-800"-vinduet, er der for alvor kommet gang i løbet af det sidste stykke tid, og netop derfor har producenter snublet over hinanden i forsøget på at lancere produkter der netop er konkurrencedygtig i dette prisvindue. Den ganske simple "iPhone" hører nu til her, og ligeledes gør den almindelige OnePlus. Samsung viste deres hånd sidste år med Galaxy S20 FE, som fungerede som en måde for dem at tilbyde flagskibskvalitet i en pakke der simpelthen var en kende mere budgetvenlig.

Samsung Galaxy S21

Men det var en slags forret, en introduktion, til det vi står med i dag, Galaxy S21, Samsungs første komplette flagskib der direkte vender op og ned på tendensen, og tilbydes til "bare" $799.99, eller 6599 kroner herhjemme, en betragtelig besparelse sammenlignet med sidste års S20. Så hvad får du for pengene, og hvor er der blevet skåret ind til benet for at nå til denne lavere introduktionspris?

Ved første øjekast er der ikke blevet foretaget mange ofringer for at reducere prisen med noget der ligner en femtedel. Du får samme Exynos 2100 SoC (eller Snapdragon 888 i USA) som i S21 Ultra, samme ladehastighed og samme basale features som på de to storebrødre. Jo, der er da kompromisser, men dem kommer vi til om et øjeblik. Hovedpointen her er at S21 føles som et flagskib der hører hjemme i 2021 på alle måder, og nu til en lavere pris. Det er altså ganske særligt.

Nogle ville dog argumentere for, at det anderledes valg af materialer forbliver en af S21'erens største fejltagelser, men det er virkelig en bagatel for at sige det mildt. I stedet for glas får vi her såkaldt "glastic", eller snarere en form for polykarbonat med en mat finish, som hverken efterlader fingeraftryk eller smuds. Selve rammen er stadig aluminium, og hele telefonen er mesterligt designet og fremstillet, præcis som man kan tillade sig at forvente. Den vejer bare 169 gram, så er du fan af lettere flagskibe, så er den faktisk ganske behændig, også med én hånd. Men som jeg sagde før, så er der ingen OnePlus-lignende ofringer her, så du får stadig Gorilla Glass Victus, en IP68-certificering imod vand og støv og meget mere. Det vi dog har ofret, og det gælder for alle modeller i år, er muligheden for at udvide pladsen med microSD. Det er naturligvis dog mindst irriterende i den telefon man betaler mindst for, men det er stadig en skam at se denne feature forsvinde.

Samsung Galaxy S21

Så lad os tale om selve displayet. Er der nogle signifikante ofringer her? Ja, det er der vel på en måde. Du får et 6.2 tommer Dynamic AMOLED 2X display der kører i dynamisk 120Hz, samt HDR10+ og 1300 NITS lysstyrke. Men det er til gengæld "bare" 1080p. Igen var mange tech-hoveder hurtige til at skælde ud og smække med dørene da denne nyhed lækkede til medierne for noget tid siden, og de glemte stort set alle sammen at for at kunne bruge 120Hz sidste år, så måtte man slå 1080p til alligevel. Selvom 1440p er demonstrativt skarpere, naturligvis, så er det bare ikke noget jeg lagde mærke til. Det er simpelthen andre faktorer der afgør om hvorvidt et display fremstår skarpt når displayet er så lille. Desuden er pixeldensiteten fortsat 421ppi, og Samsung ved stadig præcis hvordan de skal fintune farver, skarphed og lys. Det er virkelig et smukt display, ingen tvivl om det, og jeg vil simpelthen vove at påstå, at medmindre du virkelig "pixelpeeper", så kommer du aldrig til reelt at lægge mærke til, at du har et 1080p display i hånden. Og når ja, det er også helt fladt, som er endnu et eksempel på at Samsung har lyttet til feedback, og har givet fans det de vil have.

Under kølerhjelmen finder vi den nye 5nm Exynos 2100 SoC, og selvom nogle nok øjeblikkeligt kategorisk vil håne Samsung for at fortsætte produktionen af en chip, der teoretisk set er ringere end Snapdragon-varianten i USA, så er den der kløft bare en del mindre end tidligere. Jeg har foretaget en række indledende tests, som du også kan finde ovre i min anmeldelse af Galaxy S21 Ultra, hvor tallene er som følger:

GeekBench 5 single-core:
Exynos 2100: 1101
Snapdragon 888: 1125

GeekBench 5 multi-core:
Exynos 2100: 3729
Snapdragon 888: 3699

AnTuTu 8:
Exynos 2100: 678955
Snapdragon 888: 701343

Derudover viser vores batteritest (som er sket gennem en sammenligning med en amerikansk kollega) omkring 1-3% i Snapdragon SoC'ens favør, så en lille forskel er der, men den er efterhånden så minimal, at det kun er en principiel sag, snarere end en praktisk en af slagsen. Vi har set andre medier få samme resultater.

Samsung Galaxy S21

Det samme kan siges om telefonens 8GB RAM og 128GB UFS 3.1 plads. Jo, i antallet af RAM er det mindre end sidste år, men det vigtige her er om hvorvidt du faktisk lægger mærke til det. Og nej, selvfølgelig gør man ikke det, og når man kigger på konkurrerende modeller fra eksempelvis OnePlus og Apple, så passer det meget godt. Jeg vil dog sige det samme her som jeg også mener gælder for S21 Ultra. Jeg kunne godt tænke mig at se disse modeller starte på 256GB, og ikke 128GB. Når man reklamerer med at kunne filme i 8K, så giver det altså bedre mening at tilbyde lidt mere plads, og så måske tage et par hundrede kroner mere for basismodellen. Når det så er sagt, så lige meget om man spiller PUBG Mobile, The Elder Scrolls: Legends eller sågar Diablo Immortal, som vi kortvarigt fik testet, så er 8GB RAM rigeligt, og ligeledes oplevede vi absolut ingen grafiske kvaler igennem Exynos 2100 og den dertilhørende Mali G78 MP14 GPU.

Du får også alle de ekstra Samsung features, som man ellers tager for givet. Takket være Exynos 2100'eren får du en cirka 20% større fingeraftrykslæser, der endnu en gang er supersonisk, men denne gang er lidt mere pålidelig. Samsung DEX fortsætter med at være uhyre imponerende, og stereohøjtalerne er blandt de bedste på markedet. Desuden tog batteriet på 4000mAh mig igennem dagen og mere til, og selvom opladning på 25W ikke er den hurtigste type på markedet, så er der heller ikke lige så stor chance for at få ristet sit batteri som med Warp eller VOOC.

Og så er der kameraerne. Om du elsker eller hader det nye design, så er selve puklen fra kamerahuset lidt mindre eksplicit end tidligere, og den vipper en del mindre på et bord når du lægger den ned. Den nye opsætning består af en 12 megapixel f/1.8 26 millimeter hovedlinse, en 12 megapixel f/2.2 13 millimeter 120 graders ultrawide og endelig en 64 megapixel f/2.0 29 millimeter telefoto med 3x optisk zoom. Selvom der her ikke er sket meget i forhold til selve hardwaren siden S20'eren, så er softwaren bag blevet opdateret. Det betyder at Single Take-featuren nu er meget mere responsiv, og kan optage i slow-motion også. Der er også Director's View der lader dig optage fra både det forreste og bagerste kamera på samme tid.

Derudover kan du zoome helt ind til 30x Space Zoom, som dog fortsat ikke er synderligt brugbart, men hele telefonen er dog en del mere stabil her, og du kan nu lettere låse dit motiv fast, så du kan tage mere brugbare billeder. Derudover har telefonen en OiS, eller en Optical Image Stabilizer, på telefotolinsen, som også giver bedre samlet stabilitet.

Samsung Galaxy S21

Samlet set må jeg endnu en gang konkludere, at hvorimod du måske let ville kunne påstå at en Pixel 5 tager bedre billeder, og en iPhone 12 optager bedre video, så er det altså årets Samsung-telefoner der fremstår som den bredeste, mest alsidige og derigennem bedste kamerapakke. Fra den forbedrede Night Mode til de mange features der giver dig flere muligheder, så er det her altså bare den bedste... ja, pakkeløsning.

Naturligvis har Samsung måtte ofre hist og her for at kunne presse prisen ned på Galaxy S21. Ryggen er af plastik, der er "kun" 8GB RAM, og displayet er i 1080p, men jeg vil fortsat argumentere for, at der hvor ofringerne er blevet foretaget, det er der hvor du har mindst chance for at lægge mærke til det. Det vi i sidste ende står tilbage med er Samsungs absolut mest tilgængelige flagskib til dato, der takket være den lavere pris kan lande i hænderne på flere forbrugere. Og de vil ikke blive skuffede, det vil jeg vove at påstå.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold