Endnu et år er ved at være omme, og det er tid til at se tilbage på de spil, der gjorde det største indtryk på os. Modsat sidste år hvor AAA-titlerne dominerede med spil som Alan Wake 2, Baldur's Gate 3 og The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom, har spilåret 2024 båret præg af, at den helt store mastodont er udeblevet. I stedet har vi fået en eklektisk blanding af glimrende spil, hvor små indietitler udviklet af én person som Animal Well og Balatro har stået side om side med gigantiske spil som Final Fantasy VII: Rebirth og Like a Dragon: Infinite Wealth.
Da stemmerne var optalt, stod det dog klart, at det alligevel var de store titler, som bed sig allermest fast hos Gamereactors redaktion. Måske fordi vi selv i det enorme udbud af forskelligartede oplevelser af høj kvalitet, vi har til rådighed, stadig samler os om de store, centrale lanceringer.
Men nok snak. Her er årets spil 2024 hos Gamereactor.
Årets spil er noget så umoderne som en 3D-platformer. En genre der på AAA-niveau primært bliver holdt i live af Nintendo. Men i år lykkedes det Asobi og Sony at skabe et spil, der faktisk overgår den trinde blikkenslager hvad game feel, variation og god gammeldags charme angår.
Astro Bot er ren lykke i spilform. Det har mindet os om, at spil ikke altid behøver at være vigtige i en lidt højpandet forstand for at være exceptionelle og vinde priser. Nogle gange er det vigtigere at fokusere på en stram styring og så kaste flere nye, velimplementerede ideer efter spilleren, end der er fisk i havet. Nå ja, det skader heller at være propfyldt med charme og trække på PlayStations arv på den bedst tænkelige måde.
Egentlig opsummerer Ketil det hele meget godt i sin anmeldelse, når han runder af med følgende lovprisning: "Astro Bot er i egen ret et exceptionelt vellykket spil, der over sine 10-15 timer sprøjter rendyrket lykke ind i kroppen. Det er lige præcis det spil, Sonys konsol har brug for her og nu med dets farvestrålende ydre, skarpe styring og simple men varierede gameplay. Kursen mod stjernerne er sat, og jeg er sikker på, at Astro nok skal nå helt derop".
Hos Gamereactor-redaktionen er den kurs i hvert fald blevet indfriet. Tillykke til Asobi og deres herlige lille maskot.
Studio Zero havde noget af en opgave foran sig, da de forlod Persona-serien for at skabe et helt nyt IP. Men modtagelsen af Metaphor: ReFantazio viser, at de på mange måder er lykkedes med at skabe noget nyt, der ræsonnerer hos alle JRPG-elskere derude.
Det gjaldt også Anders, da han anmeldte det for et par måneder siden. "På mange parametre har Atlus gjort det umulige ved at følge op med noget nyt og friskt ovenpå Persona 5, og så endda overgå det på flere punkter. Fra storytelling til den vanvittigt lækre præsentation, det tweakede gameplay og den større variation i miljøer og interaktioner, så er der i Metaphor skruet på så mange ting, som løfter Atlus-RPG'en til nye højder".
Det lugtede på et tidspunkt af GOTY-materiale, men da det kom til stykket, formåede gruppen af idealistiske helte ikke at vælte en lille, charmerende robot. Andenpladser skal man dog ikke kimse ad, især når man er det eneste nye IP i feltet. Metaphor: ReFantazio viser, at Persona-formlen for tiden er noget nær skudsikker og brugbar i flere forskellige kontekster.
"I sin nuværende form rammer Final Fantasy VII: Rebirth rent mellem nostalgi og nybrud", skrev Ketil, da han anmeldte midterste kapitel i Square Enix' vanvittigt ambitiøse remake-trilogi af et af de mest elskede JRPGs nogensinde.
Final Fantasy VII: Rebirth er en mastodont med alt hvad det indebærer. Enormt i skala, store narrative armbevægelser og rigt på fantastiske øjeblikke, der bliver hængende lang tid efter at rulleteksterne er slut.
Det er også oppustet med for meget ligegyldigt sideindhold og en midte, der narrativt træder i vande. Ja, der er plads til forbedringer, hvilket er forståeligt, med tanke på Square Enix' begrænsede erfaringer med åbne verdener. Alle kan ikke ramme lige så rent, som Nintendo gjorde med Breath of the Wild.
Men man kan ikke andet end beundre ambitionen. I en tid hvor de fleste remakes spiller sikkert spil, er Square Enix gået i en helt anden retning ved at tage alt fra kamp til historiefortælling op til overvejelse. Og hvad mere er, de lykkes rent faktisk med det meste. Vi glæder os allerede til del 3.
Magnus gav "kun" remaket af Silent Hill 2 7/10, men på redaktionen som helhed var begejstringen større. Blooper Team har gjort det, få troede de var i stand til: At levere et trofast remake af et af de højst elskede horrorspil nogensinde. Og ikke bare det. De har også formået at gøre det tidssvarende med relativt få midler, så det fremstår som det spil, vi alle husker, frem for det spil, originalen rent faktisk er.
Jovist, der er knaster. Særligt i form af en lidt for lang spilletid, men overordnet set er opgaven udført til noget nær topkarakter. Det kan til tider føles som om, vi får lige lovlig mange remakes, men når de er så veludførte som her, tjener de et vigtigt formål: Nemlig at introducere nye generationer for store oplevelser, de ellers ikke ville finde appellerende.
Historien i Silent Hill 2 står den dag i dag stadig som en af de mest hjemsøgende fortællinger inden for spilmediet, og hvor er det dejligt at få lov til at opleve den på ny - også selvom det giver nervøse trækninger og mareridt.