Når man skuer ud over smartwatch-landskabet, så er det ganske tydeligt at det fortsat er et marked der er ved at etablere et fundament, og at der konstant kommer nye konkurrenter til, der ønsker at cementere et godt ry, og som er ved at udbygge en proprietær softwareplatform. Apple har godt nok tilsyneladende sat sig tungt på tronen med Apple Watch, men efterhånden begynder konkurrerende produkter fra Samsung, Honor og Asus at nappe dem i hælene.
Men samtidig med det er vi ved at se en anden tendens forme sig, og det er behovet efter smarwatches der skruer op "watch" og lidt ned for "smart", for så at få en mere batterilevetid, og et mere subtilt design. Vi vil gerne have vores telefoner på vores håndled, men vi ønsker måske først og fremmest at vores ure er såkaldte "time pieces", altså at det primært tjener æstetisk og simplificeret funktionalitetsformål, og her er danske Skagen og svenske Kronaby begyndt at sætte ind.
Og så er der Garmin, der måske hovedsageligt er kendt for at lave avancerede GPS-systemer, men som i årevis har kreeret smartwatches designet til aktivitetsbrug, men som nu går netop efter den del af markedet der står beskrevet i paragraffen oven over. Serien hedder Vivomove og fås i et hav af forskellige versioner, alt efter hvilken slags model man selv mener passer til ens behov. Summa summarum er sådan set bare, at dette er et glimrende alternativ til et Apple Watch eller et Samsung Galaxy Watch Active 2, og nu skal du bare høre hvorfor.
Vi har testet Luxe-udgaven af Vivomove-serien, der har yderligere fokus på luksuriøst design, så da vi pakkede uret i første omgang, så kunne man let tro at man kiggede på netop et Kronaby-ur, eller sågar noget fra Omega eller en anden anerkendt producent, for ikke bare ligner Vivomove Luxe et ganske almindeligt luksusur, selve byggekvaliteten er ulig noget andet smartwatch på markedet. Pludselig virker selv et Apple Watch som noget plastikskrammel, for når man samler det tunge Luxe-ur op i hånden, som er udstyret med det klassiske "milanese loop", så er følelsen bare en helt anden. Selve uret vejer 86 gram, og både chassiset, kanten af skiven og remmen er i rustfrit stål. Og når ja, det har sågar en vandtæthedsklassifikation på 5 ATM, altså kan du princippet svømme med det.
Når man tager det på, så føles det stadig som et almindeligt ur, og det er Vivomove-serien også et langt stykke henad vejen. Forskellen er så bare, at i det du vipper dit håndled op imod dit ansigt, så er Vivomove Luxe langt, langt mere end et almindeligt ur. To små AMOLED-displays aktiverer nemlig enten ved at vippe uret imod ansigtet eller ved at dobbelttrykke på skiven, og disse er begge 240x240 pixels, og er i fuld farve. Disse AMOLED-skærme fungerer glimrende i sollys, for har begge en lav lyssætning, og kan derfor klare fem hele dage med blandet brug på én opladning. Desuden er der let vibration til notifikationer, touch-understøttelse en hel brugerflade designet til at give dig et hurtigt overblik. Og når ja, selve viserne kører på en lille motor, så de kan dreje rundt for at give dig information, eksempelvis ved at vise dig hvor meget batteri der er tilbage, eller bare bevæge sig væk fra den information på AMOLED-skærmene, så du har frit udsyn.

Så hvordan virker det? Jo, det virker faktisk ganske glimrende. Garmin benytter nogenlunde samme brugerfladefilosofi som Samsung, og ved at bladre til siden kan du tilgå en række applikationer, som kan arrangeres i den rækkefølge brugeren ønsker. Vejr, notifikationsøjeblik, musikstyring, antal skridt og kalender, og der er sågar mange, mange flere muligheder, men det hele kan tilgås på få sekunder, men er sådan rent konceptuelt lagt i baggrunden, så det ikke får lov til at forstyrre med mindre du selv vælger det.
Selve styringen er måske en smule upræcis, men det kræver relativt få bevægelser at få den information man ønsker, og faktisk ender besværlighederne ved aktivering at hvile i baggrunden, imens Garmins simple men optimerede software er den primære drivekraft bag den positive brugeroplevelse. Via Garmin Connect sætter du uret op, vælger applikationer til og fra, og indsætter en række informationer der afgør hvordan uret fungerer og monitorerer dig. Det er her du har mulighed for at sætte Garmin Pay op, der lader dig betale trådløst ligesom Google Pay og Apple Pay, og det er også her at du tilpasser aktivitetsbaserede applikationer som Body Battery og Pulse Ox. Selve brugerfladen er simpel, og selvom sporingen af dine daglige aktiviteter, samt din krops helbred, er ganske avanceret, så er der ingen tvivl om at Garmin har fået styr på hvordan man introducerer brugeren for disse informationer på en relativt forståelig og overkommelig måde.

Der er måske nogen der mangler understøttelsen af tredjepartsapplikationer her, og det ville da også være rart hvis Garmin om ikke andet bare havde sikre basal understøttelse af nogle respekterede og populære applikationer - i stedet ender man til tider lidt i samme situation som med Huaweis Watch GT, hvor uret placerer alle SMS-lignende notifikationer i samme gruppe, om det så er Discord, Messenger, Skype eller WhatsApp. Mere dedikeret understøttelse af hver af disse applikationer kunne hjælpe på den lange bane.
Og nu hvor vi er ved peditesserne her til slut, så lades uret op via et proprietært USB-kabel, og det kunne i stedet været rart at når nu disse smartwatches alle tilsyneladende har den samme bund, at de så ikke kunne dele samme trådløse standard, når nu teknologien tilsyneladende er Qi-baseret. Om ikke andet kunne vi ikke lade vores Vivomove Luxe op på nogen trådløs facon.
Det betyder dog virkelig ikke at Garmins Vivomove-serie ikke er ret fantastisk alternativ til giganterne på det i forvejen lidt sprælske marked. Hvis du har kigget nærmere på et smartwatch, og ønsker noget det i første omgang er æstetisk prangende, og hvor basal smart integration med ens smartphone er sekundært, jamen så synes Vivomove at være det nok stærkeste bud vi endnu kender til.