Han har altid gjort meget ud af, at talentet skulle være åbenlyst, og ikke pakket sine handlinger og vokal ind i floskler. Synge, det kan han i hvert fald.
På dette selvbetitlede album, synes Gavin at nå nye højder, med sin karismatisk gennemtrængende vokal. Men det er alligevel som om han taber pusten, midt i virvaret af intetsigende numre, der ikke helt kan bestemme sig for, om de skal lege rock- eller popnumre.
Det går hen og bliver belastende, en anelse patetisk, og man synes at Gavins krængende stemme bliver helt anmassende ovenpå de horrible rock-fadæser. Så jeg er ikke yderligere imponeret, og jeg tror nu ikke, at Gavin opnår ligeså stor succes som rockdreng, han er bedre til at lege blød og glad popdreng.