
Det lå ikke helt i kortene, at Ghost of Tsushima skulle gå hen og blive den kæmpe succes det nu engang er blevet. Ganske vist har Sucker Punch Productions nogle solide hits i bogen, og Ghost of Tsushima havde da også tiltrukket sig en del opmærksomhed og nysgerrige blikke forud for sin lancering. Men med en udgivelse i hælene på The Last of Us Part II og PlayStation 5 ulmende i horisonten, var det som om Sony ikke helt gav spillet den opmærksomhed, man kunne forvente. Op til udgivelsen var anmeldelserne solide uden at være ekstatiske (jeg gav det selv et flot 8-tal på nærværende site), men da folk fik mulighed for at stemme med lommerne og på Metacritic fik samurai-eventyret for alvor medvind i sejlene. Spillet lå længe på 9,3 på Metacritic (9,1 dags dato), og i november 2020 kunne Sony meddele, at Ghost of Tsushima var det hurtigst sælgende originale førstepartsspil på PlayStation 4.
Den slags succes er det selvfølgelig fristende at kapitalisere på, og derfor står vi nu - lidt mere end et år efter det originale spil - med det fjollet betitlede Ghost of Tsushima Director's Cut til både PS4 og PS5. Af disse versioner er PlayStation 5-versionen med sine 60 FPS, endnu kortere loadtider og udmærkede DualSense-understøttelse naturligvis den mest tiltrækkende. Det oprindelige spil er allerede bedre på PlayStation 5, men der er ingen tvivl om, at Director's Cut er den bedste måde at opleve Ghost of Tsushima på.
Den helt store attraktion vil dog for de fleste være den historie-udvidelse, som er en del af pakken. Iki Island hedder den, og var du glad for Jin Sakais oprindelige eventyr, venter der ca. 10 timers glimrende underholdning på den helt nye ø, som vores spøgelse rejser til, da han opdager, at en mongolsk shaman ved navn Ankhsar Khatun forsøger at overtage øen og måske på sigt kan true Tsushima. Det er en fortælling, der matcher originalens niveau - omend den er lige vel komprimeret - og på snedig vis course corrector blidt ved at afsløre, at Jins far faktisk døde på Iki Island, myrdet af de pirater, han nu er tvunget til at arbejde sammen med for at stoppe den fælles trussel. Den personlige vinkel er velvalgt og sikrer, at Iki Island føles som et fuldbyrdet nyt eventyr i stedet for en overflødig sidefortælling. Jeg vil nok mene, at strukturen i historien måske læner sig lidt for tæt op ad hovedspillet med sin kombination af en ydre trussel og indre dæmoner, men Ankhsar Khatun integreres bedre i den indre kamp, end Khotun Khan gjorde og er generelt en mere dragende karakter end sin lidt kedelige forgænger.
Hovedspillet led efter min mening under lidt for mange uinspirerede hovedmissioner, hvor Jin & co. stormede det ene sted efter det andet, hvilket fik det værste frem i kampsystemet, og efter en god start med blandt andet en fin platformssekvens løber Iki Island desværre ind i samme problem. Kampene i Ghost of Tsushima er bedst, når Jin er alene mod en eller flere modstandere, men de sidste tre hovedmissioner har mange store slag med adskillige allierede, hvor finessen forsvinder fra kampene. Iki Island formår dog at præstere en flot landing med det endelige opgør, der er præcis så smukt, storladent og rørende, som man kunne ønske. Især musikken der indsvøber begivenhederne, fortjener at blive fremhævet.
Det oprindelige spil blev med rette kritiseret for sin bedagede stealth-del, hvilket det heldigvis lader til, at Sucker Punch Productions har taget til efterretning, for der er ikke skyggen af tvungen stealth i hovedhistorien. Jeg kunne dog konstatere, at fjendernes intelligens er præcis lige så håbløs som før, hvis man vælger at snige sig rundt. Et oplagt punkt til forbedring i den egentlige efterfølger, der uden tvivl allerede er under udvikling.
Med sine 4-5 timer har historien ikke tid til mange krumspring og føles som følge deraf lidt forhastet - en anke jeg også har mod Spider-Man: Miles Morales - men Sucker Punch Productions formår som nævnt overordnet set at holde niveauet fra hovedspillet. Det samme kan siges om det sideindhold, der er strøet ud over Iki Island. Bedst er igen Mythic Tales, af hvilke der er nogle stykker. Ingen af dem er så mindeværdige som for eksempel den iskolde bjergbestigning i hovedspillet, men mindre kan også gøre det. En af dem byder for eksempel på en voldsom klatretur på strandede skibe, hvor Jins spring skal times, så han ikke bliver revet med af de brusende bølger. At naturens kræfter også kan være en udfordring for Jin, så vi også lidt til i det oprindelige spil, og jeg håber, at Sucker Punch udforsker dette yderligere fremover. En anden mytisk fortælling kulminerer med en af de dueller, der var så mindeværdige i det oprindelige spil og også her dukker op i og uden for hovedhistorien til stor effekt. Andre typer sideindhold som Bamboo Strikes, haikudigte og klatreture til øens templer vender også tilbage, men der er også blevet plads til nye aktiviteter i form af et dedikeret fløjteminispil, bueskydningsudfordringer, nogle gådeorienterede helligdomme og historieorienterede minder fra Jins sidste besøg på øen, hvor især forholdet til faren uddybes. Nå ja, så er rævene i øvrigt skiftet ud med nogle usædvanligt robuste og nuttede katte. Af hjertet tak for dem, Sucker Punch!
Ligesom tilfældet var i hovedspillet, rammer sideindholdet i Iki Island en god balance mellem det umiddelbart underholdende og det mere introspektive, som udvikler Jins karakter og giver ekstra troværdighed til magtfantasien om at spille som vandrende samurai. En ting er, at det i sig selv er værd at opsøge, men selve det at opsnuse det organisk i spilverdenen har aldrig fungeret bedre. Iki Island er arealmæssigt omtrent halvt så stor som den første del af Tsushima, og den komprimerede størrelse samt en bedre udnyttelse af geografiske fikspunkter, gør det til en fornøjelse at ride omkring og udse sig områder, man gerne vil udforske. Det hjælper også, at Iki Island med sin dramatiske natur bjergtager en præcis lige så meget som Tsushima. Øen er mere tropisk en sin større modpart, men er stadig rig på variation. Især en overgroet landsby midt på øen er et imponerende syn, mens rebellernes tilholdssted dybt bag nogle kridhvide klipper bringer minder om middelhavsregionen.
Ud over det nye indhold, er der også blevet plads til et par nye gameplaymekanikker. Din hest kan nu agere rambuk til stor misfornøjelse for de Mongolske soldater og din grappling hook kan trække objekter ned for den måde at skabe nye vejen igennem landskabet. Ingen af de to mekanikker ændrer dog markant på den måde, du spiller på, men det er stadig fine tilføjelser. Der er selvfølgelig også kommet nye rustninger og charms til, men jeg må nok erkende, at min spillestil efterhånden er så indgroet, at jeg ikke fandt dem særlig anvendelige. Jeg er dog sikker på, at det vil være anderledes for mange andre.
Fjollet navngivning til side er Ghost of Tsushima Director's Cut på PlayStation 5 den bedste måde at opleve Jins oprindelige eventyr på, så har man ikke spillet sidste års udgivelse, er dette et oplagt tidspunkt at indløse billet på. For alle os der har kæmpet for at fordrive Khotun Khan og co. fra Tsushima, er Iki Island det helt store trækplaster, og med sin dramatiske og personlige historie, glimrende sideindhold og utrolig smukke nye ø, er det en glimrende udvidelse. Forvent dog ikke at det ændrer grundlæggende på det oprindelige spil. De mekaniske udfordringer som bedaget stealth, ujævn AI og store unuancerede slag der fordummer kampsystemet, og som også hæmmede hovedspillet, er således stadig til stede her. Det er, med andre ord, mere Ghost of Tsushima, men når kvaliteten af indholdet er så højt som her, er det egentlig også helt fint med mig.