Skip to main content
Hardware

Gigabyte Aorus Liquid Cooler 280

CPU AIO med LCD display, 2x140mm ARGB-blæsere og en masse lir.
Kim Olsen 14 december 2019

Hvis nogen skulle have glemt hvordan det er at køre vandkøling igennem en AIO-konstruktion, så kommer her en kort opsummering:

All-in-One, eller AIO, har længe været en favorit til vandkøling. Det er nemt at installere, det er nemt at vedligeholde, det fylder ikke så meget, og der er en masse diskolys. Det koster så lidt, 1800 kroner i det her tilfælde. Det er ikke den første gang vi ser Aorus lege med nye ting, men Aorus laver snart alt undtagen CPU'er og GPU'er.

Designet er ganske standardiseret med en sort radiator i aluminium, to store sorte gummislanger der går hen til selve køledelen, der er i et fint afrundet sort hus i aluminium. Selve pumpen sidder direkte oven på kobberkølepladen til CPU'en, og har et 60x60mm LCD display monteret. Blæserne er opgivet til en kapacitet på 100.16 CFM, altså kubikfod i minuttet, eller hvad der svarer til lidt over 169 m3/h. Til sammenligning yder en af markedets absolut bedste luftkølere, Noctuas HD-D15 140.2 m3/h, men koster så også kun 650 kroner. Det skal så siges at Aorus selv oplyser deres køler til at larme 22.3 - 44.5 dB, hvor Noctuaen ligger på maksimalt 19.2-24.6dB, hvilket også er en af årsagerne til at mange stadig vælger at holde sig til luftkøling.

Selve displayet kan synkroniseres med resten af computeren, men i udgangspunktet viser det bare et fint "Aorus"-logo, og kan så indstilles i forskellige modus, der giver lidt forskellige effekter.

Der bliver brugt dobbelt kugleleje - hvilket dog er standard i stort set alle produkter. Med "enthusiast"-indstillingen aktiveret viser det temperatur og modelnummer for din processor, mens Function Mode også viser status for både blæsernes indstilling og hastighed, mens at CPU'ens hastighed, antal af kerner og tråde også vises udover temperaturen. Og så kan man naturligvis også få den til at vise hvad man har lyst til af simplificeret tekst. Jeg foretrækker at holde mig til CPU-temperatur, og ikke så meget andet. Og ja, der er naturligivs også RGB-muligheder på CPU-køleren, og syv forskellige måder den kan lyse op på, mens at blæserne kan lyse op på 10 forskellige måder. Og så er den ret lang tid om at opdatere det billede eller den tekst man har valgt.

Det er et Asetek Gen6-pumpehus der benyttes, de har lidt overraskende en dansk afdeling, der dog næppe producerer noget direkte, men de producerer serien der består af 240mm, 280mm og 360mm modeller.

Softwaremæssigt understøttes naturligvis Aorus Engine, og ikke mindst deres egen RGB Fusion driver til lyset, men selve køleren passer til alle mærker af almindelige bundkort. Og ja, blæserne er af ARGB-typen, der kan fremstille alverdens lys. I forhold til bundkortet, så vær opmærksom på at der ikke er noget TR socket med, der skal du satse på at det fulgte med din CPU.

Din processor bliver varm, denne varme transporteres igennem en såkaldt Cold Plate, der er i direkte berøring med CPU'en - og du har naturligvis også kølepasta imellem de to lag, det kommer præmonteret fra fabrikken. Herfra kommer det ind i pumpehuset, der er fyldt med kølevæske, og den nu opvarmede væske presses så ud igennem det ene rør der i det her tilfælde er i gummi, men også kan laves i hårdt materiale ved egentilpassede konstruktioner. Den varme væske kommer nu over i en radiator hvor varmen enten suges eller skubbes ud ved hjælp af luft der blæses igennem af blæserne, og den afkøledes væske vender herefter tilbage til pumpehuset igennem et returrør, hvor det så kommer tilbage og kommer i kontakt med den Cold Plate, der varmede det op til at starte med.

Fordelen er at et pumpehus er væsentligt mindre i omfang end en luftkøler, det giver dermed både mere plads og bedre luftgennemstrømning i kabinettet, og så larmer det i teorien mindre. Og vi slår lige fast, at her taler vi om teori. For de blæsere der sidder på radiatoren er ekstremt afgørende for om dette er sandt eller falsk, som de fleste der har leget med vandkøling har lært på den hårde måde, plus at ikke alle pumpesystemer er så lydløse som de bliver markedsført til at være.

Hertil kommer at vand kan optage væsentligt mere varme end fri luft, og for de få folk der ynder at overclocke deres systemer vil vandkøling typisk være et langt bedre valg end luftkøling, der typisk topper ved en varmeledningskapacitet på 250 watt.

Selve installationen er nogenlunde simpel. Blæserne skal monteres på radiatoren, som sidder sammen med resten, og så skal pumpehuset monteres på processoren, der forinden har fået forstærkning påmonteret. Intel-soklen, der er præinstalleret på pumpehuset, skiftes ud med en AMD ditto med et nemt roterkliksystem. Personligt foretrækker jeg at placere radiatoren i toppen af computeren - blæserne er ikke nødvendigvis så glade for den pneumatiske modstand der opstår hvis de blæser nedad, direkte ned i et bord eller et gulv. Personligt foretrækker jeg også at blæserne trækker luften igennem i stedet for at blæse, men det er der meget delte meninger omkring. Det er ikke hensigten her, og manualen foreskriver direkte at blæserne monteres under radiatoren, og dermed blæser, så det gjorde vi. Der findes dog også modeller der har skruer der er lange nok til at begge dele kan lade sig gøre, typisk ved at den samme skrue går igennem og fastholder både blæser og radiator, her er blæserne fastgjort til radiatoren, og radiatoren så fastgjort til kabinettet med sine egne skruer. Herefter tilsluttes kablerne til systemet, det er rimeligt nemt at finde ud af hvad det er, og de fleste motherboards burde have rigeligt med tilslutninger.

Det skal dog siges at man sagtens kan lave systemet om til at trække luften i stedet for at skubbe, dette kræver dog at man placere blæserne på den anden siden af det mesh-metalnet der sidder i kabinettet. Nogle kabinetter har ikke en cover-plade i toppen/fronten, og her vil det se forfærdeligt ud, samt risikere skade på blæserne. Jeg har heldigvis begge dele, og kan derfor gøre det på denne måde ved både front og toppen. Jeg undrer mig dog over at manualen intet skriver om det.

Det er relativt enkelt, og godt nok skal man sørge for at være forsigtig med skruetrækkeren, men medmindre at man har 18 tommelfingre, så burde processen være ligetil for de fleste personer.

Temepraturmæssigt ligger vi også ret fornuftigt, altså 34 grader i idle - svarende til den meget store Be Quiet-luftkøler der er på den Ryzen 3600X der sidder i testsystemet, og om end at den kom op på 55 grader, så lå den typisk i 47-48 laget ved almindelig brug, altså en del lavere end de 55 grader den ellers lå på ved almen brug, og 67 grader værende maksimaltemepraturen ved luftkøling. Det kom vi så også næsten op på ved overlocking, men det er stadig 10 grader under de 77 grader den ellers rammer når jeg rammer 4.22 Ghz.

Ved vores almindelig brug var larmen ikke så slem, det var svært at isolere den fra grafikkortet, da den kun kom op på 35 grader, men har du eksempelvis en i9-9900K eller en 3950X der overlcockes kraftigt, så skal du nok ikke forvente at være lige så heldig. Det er dog vigtigt at overveje at forksellen mellem vandkøling, med ekstra støj, kontra god luftkøling, ikke kun ligger i prisen, men også i evnen til at køle ved højere temperaturer, altså jo højere temperaturer, jo mere bør man overveje vandkøling. En god luftkøler vil dog ikke være så dårlig, at man vil opleve thermal thorttling, men leger man med overclocking, har et kabinet med begrænset luftgennemstrømning eller bor et varmt sted, så kan vandkøling muligvis være en bedre løsning.

Vær opmærksom på at både Engine og RGB Fusion skal installeres, man kan ikke nøjes med én af delene hvis man vil bruge kølerens funktioner fuldt ud.

Så hvor efterlader det os. Som køler er der ikke så meget at udsætte på ydelse eller installation. Displayet er lækkert lavet for dem der gerne vil have lidt mere fancy detaljer i deres computer, men det er ingen form for nødvendighed. Men 1800 kroner er stadig mange penge.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.