RAM-klodserne er Samsung B-Die-klodser, der så er tilpasset og XMP-programmeret. Sættet består af to 8GB DDR4 3200Mhz-klodser, og to dummy-klodser, der rent visuelt er identiske - bortset fra at der ingen elektriske kontakter er i RAM-tilslutningen, bortset fra den del der giver strøm til RGB-belysningen. Samsung B-Die-baserede RAM anses lige nu for at være blandt markedets bedste, og så er det til at betale.
Den ubehagelige sandhed er nemlig at, ligesom med OLED- og LED-skærme, så er der kun et par producenter af RAM, nemlig førnævnte Samsung (Sydkorea), Micron (USA) og SK Hynix (Sydkorea). Disse Ram har Gigabyte, nærmere deres subbrand Aorus, iklædt køling, programmering og alt der ligger udover den rå RAM-klods.

Og allerede her er der to store spørgsmål - har man brug for RGB RAM, og hvorfor have et dummy-modul? Det kan besvares ret enkelt - det ser godt ud. Hvis man har et kabinet med en gennemsigtig side i glas, så ser to RAM-moduler ikke optimalt ud, fire ser bedst ud, og når de så har matchende RGB-lys, så er din computer æstetisk komplet. Tilsyneladende.
Standardkombinationen er en regnbueeffekt i et ganske heftigt lys, det burde i hvert fald være nok til de fleste. Man kan måske ønske at softwaren kunne styre lyset endnu mere - men det er jeg desværre ikke nørd nok til.
Prisen er 1.596 kroner, det er godt nok en slat dyrere end markedets allerbilligste 2x8GB DDR4 3200 Mhz RGB RAM, men stadig næsten 1000 kroner billigere end den dyreste model vi kunne finde. Ligesom Gigabyte får de øvrige produkter deres RAM fra en af de tre store producenter.
Som alle bedre RAM er Aorus RGB udstyret med XMP (Xtreme Memory Profile), det er dybest set fabrikslavet og godkendt overclocking. Det er lidt ligesom en fabrikstunet BMW eller Mercedes, du trykker på en knap, og vupti, så er der mere ydelse, med garanti og det hele. Det er ret nemt, man går i ind i BIOS, finder RAM-menuen, slår det til, og bum, så virker det. Se det er brugervenlighed. Man kan også køre det på traditionel vis, men så går man glip af 1/3 af clock-frekvensen. Man kan naturligvis også overclocke manuelt - men hvem gider det? Det kan man også med Aorus RGB, men for at være ærlig får man ikke det store ud af det udover en smule højere score i syntetiske benchmarks.
Overraskende mange RAM understøtter XMP - så dobbeltcheck lige din maskine når du har læst denne anmeldelse. Stoler man ikke på BIOS, så kan man også checke via programmer som CPU-Z, jeg har selv tidligere prøvet at maskinen på magisk vis dropper clock-frekvensen meget mindre end specificeret, så det er noget man bør checke en gang imellem.
Husk at DDR står for Double Data Rate - så bliv ikke forskrækket hvis dine RAM kun kører 1600Mhz - den reelle clock-frekvens er det dobbelte. Den højere clockrate gør at der kan presses mere data igennem, hvilket leder os til at kigge på det ydelsesmæssige.

Nå, lad os være ærlige, den forskel der kunne måles var begrænset. Modstanderne have alle lavere clockrate, og det gav da også 1-2fps mere i de fleste spil, men sætter man clock-hastigheden ens, så bliver resultatet det også. Det afgørende for performance er da også clockraten, og så snart man bruger andre RAM med en højere clockrate, så får man en bedre ydelse - men det vil nok være mere givtigt for de fleste bare at få flere RAM end at skifte de eksisterende fra eksempelvis 3200Mhz til 3600Mhz - har man 2400Mhz RAMT vil en overgang til 3200Mhz dog nok være betydeligt mere mærkbar.
Så de klarer ganske godt, der blev ikke opdaget en temperaturstigning i forhold til andre RAM brugt, prisen er ganske hæderlig for RGB XMP 3200Mhz RAM, og vigtigst af alt - så får du to dummy-moduler med. Herudover må jeg erkende at køleprofilen i børstet aluminium altså bare ser væsentligt bedre ud end den matsorte og plastikagtige overflade der er på stort set alle RAM-blokke her på kontoret. Brugen af Samsung B-Die RAM som grundstenen i produktet er heller ikke skidt.
Aorus RGB løser et problem som jeg ikke har - men utvivlsomt mange andre, særligt hvis man ikke lige har budget til fire RAM-klodser, og prisen er holdt ganske fair. Der er dog ikke nogen kæmpe ekstra ydelse at få - men det er så en grundfunktion af hvordan RAM virker.