Så kom de nye Threadripper CPU'er. Herligt. Knapt så herligt er at de kræver voldsomme bundkort, da de kræver meget strøm, og de kræver meget båndbredde at udnytte. Heldigvis leverer Aorus et Xtreme-bundkort der passer til den nye TRX40-sokkel, som tredje generation af Threadrippers bruger. Hurra.
De giver os et bundkort hvor der er satset hårdt på at kunne håndtere den brug og eventuel overclocking, som slutbrugeren kan finde på at bruge. Som et ægte content creator-produkt er der naturligvis også gjort en del for at kunne håndtere høje netværkshastigheder fra start, i form af ikke mindre end to 10-GBit LAN-porte. Tak for kaffe.
Strømmen har åbenlyst været et kardinalpunkt, hvor den samlede kapacitet rammer 1330 ampere. Det er som jeg lige husker det mere end rigeligt til at supplere tre mellemstore svejseapparater samtidig. Der bliver heller ikke brugt hule, men massive metalpinde i alle forbindelser.

Der er 16+3 faser at lege med, styret af Infineon-spændingsregulatormoduler. Hver Infineon TDA21472 Power Stage er i stand til at levere 70 ampere. Grunden hertil er ganske enkel, selv den lille x3960 Threadripper, der er den mindste fra tredje generation, bruger 280 watt. Det hele bygger på 8-lags print med dobbelt kobberlag. Det hele er placeret lige over CPU'en, der er centreret mellem de otte RAM-tilslutninger. Hele måden hvorpå strømmen bliver leveret internt er redesignet, og bruger nyeste styring fra Infineon, og markedsføringen insisterer på at det er den laveste spændings "ripple" (ja, jeg ved det hedder krusning på dansk, men jeg er vant til at det hedder ripple strøm, og ikke krusningsstrøm eller lignende). Alt er styret fra en Infineon XDPE132G5C PWM controller. Og Infineon bør seriøst overveje at lade en anden bestemme navne på deres produkter.
Selve kortet er forstærket på bagsiden at en stor metalplade i aluminium, og sprøjtet med nanokulfiber for at øge mængden af varme der kan ledes, og oversiden er ligeledes forstærket med en enormt stor og næsten totaltdækkende plade i en blanding af metal og kulfiber. CPU-strømstikket er metalforstærket, og ligeledes er PCIe-tilslutningerne, der er opdelt med skyttegrave af M.2-tilslutninger imellem sig.
Herudover har man valgt at vinkle tilslutningene væk fra opretstående komponenter, som eksempelvis RAM. Det skal i øvrigt tilføjes, at der er hele to x16 PCI Express-muligheder, og to 8x PCI Express-tilslutninger. Der undetstøttes Quad GPU SLI/Crosffire, og bagsiden er fint udstyret med intet mindre end syv USB 3.2-porte, men dog kun en USB-C, og en enkelt S/PDIF-udgang.

Trafikken på netværket foregår igennem to 10 GBE LAN-porte med cFosSpeed-internetoptimeringssoftware, der påstår også at kunne reducere ping, og hjælpe med at optimere ved særlig meget tung trafik, og en WIFI 6 802.11ax-forbindelse samt Bluetooth 5 tilslutning. Lyden bliver desuden leveret af en ESS Sabre 9218 DAC og Wima-kondensatorer med forgyldte kontakter.
Tilslutningerne består af USB-C til både for- og bagende, samt Q-Flash-opdatering ligesom på konsumkort. Herudover understøttes op til 4400MHz. Kølingen er ret ekstrem. Selv tilslutningerne bag I/O-skjoldet er udstyret med køleripper og 8mm varmeledere. Der er brugt et aluminiumsskjold på oversiden, og der er benyttet LAIRD-kølemasse for at sikre kontakt mellem toppladen og strømregulatorerne, der har fået aluminiumsdække på.
Til opbevaring af data er der intet mindre end fire PCIe 4.0 M.2-tilslutninger med Thermal Guards - altså køleplader. Herudover medfølger der også en AIC adapter, der går i en PCI Express-tilslutning, og kan indeholde Yderligere fire NVMe-drev. Men det bliver mildest talt lidt af en udskrivning, men omvendt er det næppe en bekymring når man køber et bundkort til 7.690 kroner.

På trods af at dette bundkort er beregnet til semiprofessionel brug, er der stadig RGB-belysning, og der understøttes på samme måde RGB Fusion software, ARGB er ligeledes understøttet, og der er naturligivs støj- og temperatursensorer samt dobbelt BIOS.
Kølingen er et andet problem, AMD anbefaler 280mm vandkølere, men selvom vi brugte en fin ny en af slagsen fra Gigabyte, så kom vi stadig over 80 grader, men 24 kerner der kører for fuld hammer på et kontor laver altså bare ekstra varme.
Redaktionel note: Dette er et XL-ATX-bundkort, det passer altså IKKE nødvendigvis i et standard ATX kabinet, da det er lige præcis en lille smule større på begge leder.
Hvis du har læst med så langt her, så ved du garanteret allerede rigtig meget om Threadripper 3000, og vi vil derfor ikke bruge flere sider på at gennemgå det.
Alt det ståhej med strøm er ikke for ingenting. Der er god mulighed for at vores strømmåler tager fejl, men vi kom over 100 watt i idle for systemet, og over 400 watt ved fuld CPU-belastning. Vi brugte Corsair Dominator RAM, og et RTX 2080 Super, sammen med en X3960 CPU og en Be Quiet Straight Power 11 1.000 watt PSU.
Cinebench 15 score på multithread var imponernende, 5945, mens singlecore scoren kun var 203. Men den siger ikke meget om kortet, kun om CPU'en. Den koster så også næsten 12.000 kroner...

Kan man så overclocke sådan et system? Ja, det kan man godt. Men da CPU'en var lånt, og vi ikke lige havde noget kraftigere køling til rådighed i testperioden, så turde vi ikke presse systemet mere end 5% op. Men det er ikke bundkortet der sætter grænsen, de varmeste steder blev det 55 grader, og flere steder viste vores lasertermometer under 40 grader.
Kan man så game med sådan et system? Ja, det kan man faktisk godt. Men det er lidt spild, hvis man er rigtig heldig får man et par fps ekstra alt efter spil, men oftere vil man, fordi at mange spil kun bruger få kerner. faktisk få mindre ud af det. Det er en lidt dyr løsning. Har man en Ryzen 7 eller et i9-baseret system, faktisk også Ryzen 5 for den sags skyld, så får man ikke meget ud af det.
Er Gigabytes nye flagskibs TRX40-bundkort fantastisk? Ja, det er det. Koster det vanvittigt mange penge? Ja tak til den også.
Jeg har absolut intet at udsætte på dette kort udover prisen.