Skip to main content
Gamereactor Hardware Gigabyte Aorus X570 Master
Hardware

Gigabyte Aorus X570 Master

PCIe 4.0, Ryzen 3 og en masse overcloking. Gigabytes X570-serie er ikke for børn.
Kim Olsen 1 september 2019

Der er mange om buddet, og der er mange overvejelser omkring et nyt motherboard, men næsten uanset hvad du vil have til din nye Ryzen-processor, så har Auros et X570-bundkort der passer til dig.

Der findes en del forskellige versioner, vores master med WIFI er på ingen måde det heftigste, men heller ikke det billigste. Hvis priserne er i overkanten, så findes der også X470-bundkort der også er Ryzen 3000-kompatible. Priserne på Ryzen 3000 er dog generelt lave, og vi vil derfor ikke anbefale at man køber et X570 til en Ryzen 2000 CPU for at opgradere.

Men før vi bevæger os videre, så lad os lige kigge nærmere på de forskellige udgaver

Pro WIFI:
ITX-format med WIFI 6, ottefaset VRM, seks USB-porte, to M.2 slots og to RAM slots, der understøtter 32GB hver. Realtek-lyd og Intel Gigabit LAN Ethernetport samt Bluetooth = 2099 kroner.

Elite:
ATX, fjortenfaset VRM, dobbelt køleplade med RGB-belysning. Det er her at vi første gang ser den lille køler der desværre er nødvendig. Alle større kort har det, det er ikke kun Aorus. Der er ingen WIFI, men til gengæld fire RAM slots der understøtter op til 3200Mhz 128 GB DDR4 RAM. Lidt mærkeligt da man med Ryzen i tredje generation helst skal holde sig til 1800Mhz-trin grundet den måde RAM og CPU arbejder sammen på = 1949 kroner.

Pro:
Lidt andet design til kølingen af VRM (Volt Regulator Module), der sørger for at komponenterne, typisk GPU og CPU, får den rigtige spænding, hele tiden, og særligt at de ikke får for meget spænding og dermed brænder af. Det er ekstremt vigtigt med høj kvalitet på kraftige systemer eller brug af overclocking. Desuden er der seks SATA-porte, hvor de andre har fire. Der er to M.2-tilslutninger, men disse er med ekstra køling af PCIe 4.0-drev bliver ret varme (vi har lånt et af Aorus, og kommer snart med en anmeldelse). Der er tre PCIe-tilslutninger med forstærkning og samme RAM-understøttelse som før = 2499 kroner.

Ultra:
Yderligere køling af fjortenfaset VRM, tre M.2-tilslutninger, alle med ekstra køling samt WIFI og Bluetooth. Blæseren er i øvrigt gemt under et stort aluminiumskjold, noget kønnere end Pro WIFI-udgaven for at sige det pænt. Denne gang er der SPdif-tilslutning (optisk). Der er to X1 PCIe slots (de små), og kortet er stort set som et Pro, bare bygget lidt bedre = 2849 kroner.

Master:
Og så endelig til den udgave vi tester. Denne har en 2.5 GbE LAN-port og to 8pin EPS-stik (Pro har én 4pin og én 8pin), og en smule RGB-belysning på skjoldet. Der er flere tilslutninger til blæsere, og en ekstra 2.5 megabit LAN-forbindelse, samt en ESS Sabre 9118 DAC til at håndtere lyddelen. Der er kun én X1-tilslutning ved PCIe, men alle er forstærkede (det er de ikke på de mindre modeller) = 3699 kroner.

Extreme:
Denne ser væsentligt anderledes ud, alt er indkapslet i et aluminiumskjold, og det ville jeg virkelig gerne have siddende i min egen computer. Der er sekstenfaset VRM - som alle er dækket af, og bliver kølet af skjoldet, og dette bundkort er grundet direkte forbindelse ikke udstyret med en blæser, men køles passivt da skjoldet fungerer som en kæmpe køleplade. LAN sker med 10 megabit oven i en Intel GbE og WIFI 6. Der bruges samme DAC som ved Master samt WIMA-kondensatorer. Der er RGB, men det er meget afdæmpet = 7299 kroner.

Men lad os kigge nærmere på X570 Auros Master.

Chipset:
Det er, ikke overraskende, tale om et AMD Ryzen 3/2-kompatibelt motherboard med AM4 CPU-sokkel, samt understøttelse for det nye PCIe 4.0-format i form af tre M.2-tilslutninger med Thermal Guards. Det er derfor også nødvendigt med ekstra køling til disse, og bundkortet generelt, hvorfor at alle X570-bundkort, med undtagelse af Gigabytes egen topmodel, er udstyret med blæsere. Det bliver varmt. Rigtigt varmt. Til gengæld bliver der også transporteret vanvittige mængder data, som vi vil dække lidt nærmere med en anmeldelse af et Aorus PCIe 4.0 NVMe-drev lidt senere.

Sådan delvist standard er der tre forstærkerede PCIe 4.0 M.2-tilslutninger, en 2280 og to 22100. Thermal Guard er i det her tilfælde en ekstra køleplade til drevet. Den teoretiske båndbredde er fordoblet - men vores tests viste dog ikke en fordobling, men ingen tvivl om at det går stærk,t når der skrives med 4GB/s til disken - hvilket måske også er årsagen til at der er både er en klassisk Intel 1GB LAN-port, dog med CFos software, der prioriterer netværkstrafikken, og så en 2.5GbE LAN-tilslutning. 2.5 GbE er for at holde tempoet oppe, da WIFI efterhånden har overhalet kablet internet i rå hastighed. Moderne 802.11ac (anden generation) kan i teorien hive 3GB/s igennem, men det er nu stadig kun 300 MB/s. Det er så stadig hurtigt, men meget langt fra den teoretiske maksimale hastighed for de nye PCIe 4.0 M.2-drev. Kort sagt, de er urimeligt hurtige, stadig meget langt fra deres teoretiske maksimale hastighed, og udvikler rigtigt meget varme.

Selvom at specifikationerne umiddelbart siger noget andet, så understøttes op til 4400MHz DDR4 XMP RAM. Vi håber i nær fremtid på at få hænderne i disse særligt hurtige RAM, og såfremt at der er noget at tilføje på dette punkt vil vi gøre dette.

De forstærkede RAM slots er ligeledes afskærmet, men faktisk er jeg mest glad for metalforstækningen omkring PCIe-tilslutningerne - stort set alle større grafikkort vi har haft forbi Gamereactor de sidste par år vejer som et ondt år, og man har i nogle tilfælde direkte kunne se hvordan at kortet trækker i porten og bundkortet. Desværre er der ikke mange der som Aorus ligger en understøtningspind i æsken sammen med deres graffikkort - men i vores optik er det nødvendigt indtil at man laver væsentligt kraftigere bøjler og fastlåsningssystemer.

Netværk:
Der er to antenner til WIFI 6 (802.11ax), samt Bluetooth 5, og som før nævnt både en Gigabit LAN-port med cFosSpeed software til allokeringen af båndbredden, samt en Realtek 2.5 Gigabit LAN-port. Om man bruger trådløst internet eller kører kablet, så burde man være dækket godt ind, og medmindre at man har fået installeret fibernet beregnet til en større virksomhed, så bliver det i hvert fald ikke bundkortet der er den begrænsende faktor. WIF-delen kommer med to Aorus-antenner, deres eget design, der kan bøjes og har en magnetisk base.

Den forstærkede bagplade har også et par ekstra muligheder, blandt andet en Clear CMOS-knap, der ligesom de øvrige komponenter indikerer at bundkortet er tiltænkt dem der gerne vil lege lidt med deres system, og ikke er bange for at tage det derud, hvor alt måske ikke er helt stabilt. Der er også en Q-Flash Plus - et kryptisk navn for endnu en smart feature, nemlig BIOS-opgradering uden komponenter. Software på USB-stik, tryk på knappen, bang, BIOS opdateret.

Strøm:
Og til overclockerne er der fjortenfaset Digital VRM, den bruger fem 50 ampere 3556 PowerIR Stage. Det er dybest set en effektivisering af den måde transistorerne arbejder på, hvor man i stedet for flere komponenter, har samlet det hele i én chip, hvilket også giver lavere tolerancer, og dermed mere korrekt og stabil, ensartet strøm til dine komponenter. Der er seks lags PCB med dobbelt kobber til at håndtere strømmen på selve kortet. Rent teoretisk kan der trækkes 700 ampere - det vil vi ikke anbefale at man prøver, uanset hvor fancy multifase PWM controllere det her bundkortet er med.

Strømtilslutningerne er generelt ganske kraftigt lavet, ned to 8pin tilslutninger der er metalforstærket. Selv de enkelte pins på tilslutningerne er lavet som hele solide, i stedet for at være delvist hule inden i. Det giver naturligvis en større evne til at transportere strøm igennem, og er bare mere robust. Det er dog en kærkommen mulighed for at have kortere og dermed pænere kabeltræk.

Køling:
Alle tilslutninger sidder i én stor boks med køleribber, til flere ting er der varmeledere, en bundplade til at køle det hele på bagsiden af selve motherboardet, og Thermal Pads fra LAIRD. Det er måske lige i overkanten, men som før beskrevet, så kan der i teorien trækkes 700 ampere igennem systemet - hvilket kræver ret meget køling. Om det så er nødvendigt at bruge kølefinner må man spørge de mest hardcore overclockere. Der er desværre et område der kræver sin egen køleblæser, der er tre niveauer alt efter hvor meget støj og køling der er behov for, og der garanteres 60.000 timers drift, eller 6.8 år i træk.

Features:
Der er DualBios, samt et ret avanceret system til at overvåge temperaturerne. Der er en header til USB 3.2 Type C til fronten på kabinettet - tak for det, samt TurboCharger header (der kræver at der er en tilslutning til USB 3.2 på fronten af dit kabinet), to LED headers og to RGB LED headers. Lyden er håndteret med en ALC1220VB-chip, og en ESS9118 DAC med forgyldte tilslutninger og WIMA/Nichicon-kondensatorer. Det gør bundkortet i stand til at afspille DSD-musikfiler uden ekstern DAC.

En af de features vi dog ikke fik leget med er det nye StoreMI-system, hvor man softwaremæssigt kombinerer brugerens drev, typisk SSD og SATA, således at systemet selv optimerer og kombinerer drevene under ét drevbogstav, og sikrer sig at de mest brugte applikationer ligger hvor de er mest tilgængelige. Men det er klart noget vi skal have leget med når vi bygger et mere permanent set-up.

Der understøttes Aorus RGB Fusion 2.0, der giver mulighed for at bestemme et væld af indstillinger, såvel som ekstra RGB-lir man kan tilkøbe til sit kabinet, og der understøttes op til 300 individuelle LED-lys. Så skulle de fleste kunne få deres lyster styret. Det betyder også at selve lysshowet på bundkortet nu er ganske avanceret - hvis man er til den slags. Der er også mere brugbare features, som at lyset tilpasser sig temperaturen på systemet, og der er naturligvis en applikation til det hele også.

Der er også små individuelle dioder der lyser op så man nemt kan finde den problematiske komponent - det er altså noget nemmere end mit eget bundkort der laver kombinationslys - og nej, jeg har ikke manualen ved hånden hele tiden.

Overclocking:
Der er også mulighed for direkte BaseClock overclocking på bundkortet. Der er ganske enkelt indbygget en chip dedikeret til det. Normalt vil man overclocke de enkelte komponenter separat, men ved at øge bundkortets egen arbejdsfrekvens fra standard 100Mhz, kan man på én gang øge hastigheden af Cache, CPU og hukommelse - til gengæld vil det så ofte medføre stabilitetsproblemer, også i PCIe-tilslutningerne. PCie 4.0 Turbo B-Clock Tuning IC-chippen spænder fra 100Mhz til 300Mhz, men Gamereactor må som ansvarligt magasin understrege at det sker på eget ansvar, og at der grundet forskellen i chips ikke er nogen garanti for at dit system kan overclockes ret meget, eller kan køre stabilt.

Ekstra kræs:
Der er voldsomt mange muligheder for at holde øje med systemet - syv tilslutninger til blæsere og vandpumper, to eksterne temperatursensorer og syv interne på bundkortet - placeret strategisk, og så en støjsensor også, det har jeg ikke set før. Tilslutningerne er hybridtypen, hvilket betyder at både almindelige spændingsregulerede blæsere og de mere avancerede PWM-blæsere understøttes. Der understøttes endda de store 24 watts blæsere som jeg ærligt må indrømme at jeg aldrig selv har leget med. Alt kan styres, sågar til det punkt hvor blæserne stopper under en hvis grænse som vi kender det, fra grafikkort.

Støjsensoren er måske en smule overdesignet. Ideen er fin, den måler på støj, og så kan man indstille blæserne i systemet til om det er for lidt eller så meget, men i stedet for at lytte til støjen, så måler den lydtrykket for at undgå krænkelser af privatlivets fred... Okay, det er voldsomt smart, men hvis CIA er villig til at lytte med på mine samtaler igennem en mikrofon der sidder bag syv-otte blæsere, så skal de være velkomne til det.

Softwaren er holdt overraskende enkelt og med et godt overblik. Farverne er lidt heftige, men det giver også en god kontrast. Der er også en G Connector med, hvorpå man samler ledningerne til fronpanelet, og så skubber den ene kombi-connector ned. Smart. Mere af det tak. BIOS-softwaren tillader endda en automatisk overclockning af systemet for dem der gerne vil det, men også gerne vil kunne bruge deres computer i morgen.

Det praktiske:
CPU'en sidder i en fin afstand til de øvrige komponenter, vi havde ikke problemer med vores kølere under testen, men har bestilt nogle mere lavprofilerede, og vil opdatere hvis noget ændrer sig. Det hele er særdeles solidt bygget, tilslutningerne har en fin individuel afstand, men skjoldet til M.2-tilslutningerne er dog lidt overflødige hvis man bruger Aorus' egne PCIe 4.0 M.2-drev, der kommer med en heftig køleprofil.

Brugen af en ordentlig audiochip og en rigtig DAC trækker ligeledes op, der er ikke samme behov for eksterne løsninger som ved billigere bundkort.

Kortet er særdeles robust lavet, stærkt hjulpet på vej af kølepladen på bagsiden, der forstærker bundkortet voldsomt. Jeg er stor fan af de forstærkerede slots også

Overclocking er ikke emnet for denne test, men kombinationen er en stærk visuel BIOS, stor strømkapacitet og kraftige stik giver helt klart en fordel når der skal navigeres rundt, særligt hvis man planlægger at købe en Ryzen 9, hvor tingene skal matches korrekt og leges med enkelte kerner. Vi vil den kommende tid lege lidt med kortet, og så forhåbentligt få fingrene i en 3950X, og noget særdeles kraftig køling, og så må vi se hvor langt bundkortet kan presses. Da X570 Master er grundreferencen og det første Ryzen 3000-kort vi har fingrene i giver sammenligning med, ingenting, desværre ikke den store mening.

Den eneste større kritik jeg egentlig har er fraværet af PCIe 1.0-tilsutning nummer to. Jeg har et lydkort i, men det havde været fedt med en tilslutning mere. Til gengæld trækker det voldsomt op at der er så mange tilslutninger til lager, særligt de tre M.2-drev med ekstra køling giver god mening hvis man vil køre RAID på sine M.2-drev, og da det er PCIe 4.0 er der altså mulighed for nogle alvorlige hastigheder. Til det netop overståede Computex blev fire Aorus NVMe-drev sat i RAID 0, og opnåede 15GB/s. Så går det stærkt.

Det er fint til keyboard og mus, men USB 2.0-porte er ved at være ret uddaterede, og ja, sådan gør alle andre det også - men der er plads til forbedring. Blæseren på bundkortet er irriterende, men desværre nødvendig, med et lyddæmpet kabinet er det ikke et problem, men et billigt kabinet uden ville nok ikke have været en fed oplevelse.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.