Skal man have noget for pengene er der heldigvis stadig konkurrence på markedet. Et af de bedre bud er AMD's RX5000-serie, hvoraf vi har kigget nærmere på Gigabytes udgave af RX5700XT.
Det her kort er blevet berygtet for sin vanvittige varmeudledning, 110 grader " thermal junction temperature" er ifølge producenten helt normalt. Det har de fleste computernørder studset lidt over, da flydende 1440p gaming da godt nok trækker lidt veksler, men temperaturer over 90 grader på forbrugerelektronik har aldrig været godt.
På godt dansk er " thermal junction temperature" den højeste temperatur en transistor (eller anden halvleder) i dit grafikkort kan køre på, og stadig levere fuld ydelse. AMD fastholder at det ikke er et problem, men jeg tænker umiddelbart, og uden at være den store halvlederlektronikekspert, at der er pokkers forskel på optimal arbejdstemperatur, og maksimal arbejdstemperatur. Motoren i en bil kan også godt tåle at ramme 7000 omdrejninger, det har den bare ikke godt af over længere tid. Herudover har jeg ikke lyst til at have en heftig varmekilde midt i mit system, jo lavere temperatur luften inde i mit kabinet har, jo bedre.


Til stor glæde har Gigabyte dog delt forbrugernes bekymring. Og ja, her på Gamereactor er vi godt klar over at der er forskel på en enkelt afløsning på et tredjepartskort, og så en AMD "sensor array"-temperaturmåling. Så er der også stor forskel på at have et grafikkort der bliver 110 grader varmt? og så som i det her tilfælde, at have et der aldrig kommer over 72 grader? Ja, det tror vi nok der er. Der er dog sikkert god mening med AMD's udmelding, men sådan helt generelt har jeg svært ved at forstå fornuften i at lade noget køre lige på den termiske grænse når det skal bruges dagligt og i mange timer, uanset om hvorvidt det giver god mening at flere transistorer på samme plads udleder mere varme. Især efter at det har vist sig at alle tredjepartskort har kunne sænke den rapporterede temperatur med samme software, så kan man kun mistænke at det reelt bare er referencekortet fra AMD der er dårlig til at transportere varmen væk fra transistorerne.
Men tilbage til kortet. RX5700XT har 8GB RAM med en 256bit-hukommelsesinterface, og køles af Gigabytes eget Windforce 3X-blæsesystem bestående af 80mm blæsere. Der er metalbagplade, og det undertøtter RGB Fusion 2.0-lys og PCIe 4.0 - om end at det på ingen måde kan udnytte den tilgængelige båndbredde fuldt ud. Hukommelsesbåndbredden er ret voldsom, 448 GB/s - hvilket svarer til et RTX2070 Super. Det er udstyret med 2560 streamprocessorer, og kan tilgås med tre gange DisplayPort 1.4 og en HDMi 2.0b-tilslutning. Kortet indeholder fire RDNA compute units (RDNA er AMD's platform, og Navi 10 er den specifikke GPU der er benyttet), og kører på 7nm-produktionsteknologi. Regnekraften ligger omkring 9.3 Teraflops, og der er 160 Texture Units at gøre godt med, et RTX 2060 Super har til sammenligning 136.

Boost Clock går til 1905Mhz, Game Clock er gået fra 1855 Mhz på referencekortet til 1795 Mhz på dette kort, og Base Clock er hævet med 45 Mhz til 1650 Mhz. Ikke meget, men nok til at man kan smække "OC" - overclock - prædikatet på uden at have dårlig samvittighed.
For at hjælpe på kølingen har man også en køleplade, der udelukkende tager sig af RAM og transistorer, og er koblet til varmelederne der er monteret på, og har direkte kontakt med GPU'en. Om end at det i udgangspunktet er en ren kobberleder, så er det reelt en kompositsandwhichkonstruktion med en ydre kobberskal, væske, pulver og endu et indre rør der dog er hult.
Gigabyte bruger deres dobbeltsystem, hvor den miderste blæser kører i modsat retning af de to andre for at undgå turbulens, hvilket skulle øge luftgennemstrømningen og sænke lydniveauet. Selve armene på blæseren er udstyret med riller, også for at øge lufttilførslen til køleribberne.
Flere af de elektriske komponenter er lavet i ren metal, men det skyldes måske også at man med plastikhuse kan komme ud for at stå med en nedsmeltning i mere end en forstand, og så giver det bedre mulighed for at lege med overclocking.
På det mere lavpraktiske plan er installationen nem og lige til, og der benyttes to små LED'er ved PCIe-tilslutningerne, så man er sikker på om der er strøm igennem eller ej. Designet er diskret, og er tydeligt baseret på en Navi 10 hvor man har fjernet hele skjoldet og smidt noget væsentligt bedre på.
Det hele styres med det fine og funktionelle Aorus Engine, og så understøttes der ellers en lang række AMD Radeon-specifikke platforme og teknologier, heriblandt FreeSync der undgår screen tearing, ReLive der er AMD's bud på en kokurrent til Nvidias Shadowplay, Wattman der er særdeles avanceret i forhold til at indstille strøm, samt Chills der står for køling, eller rettere, det er adaptiv software der løbende regulerer strømmen så det passer med din framerate, eller rettere, den sørger for at din framerate aldrig er højere end skærmens, og at du dermed sparer strøm. Personligt finder jeg det ret fjollet på en stationær computer, selv med de elpriser vi har i Danmark.


RGB Fusion softwaren er ligeledes fin og funktionel, men jeg ønsker for nu tiende år i træk stadig at der findes et program til at styre RGB, uanset producent, eller at man i det mindste kan indbygge RGB-styringen i den normale software til grafikkortet som man kan det med mus og tastaturer hos de fleste producenter.
Overclocking virker, men det er ikke meget ekstra der kommer ud af det for at være ærlig, i praksis én, enkelte gange to, frames-per-second.
Temperaturerne er nok de mest interresante. Hvor nulbelastningen lå på 48 grader, hvilket er ret fint i forhold til stort set alle andre kort vi har testet. Temperaturen for fuld belastning var på 72 grader, hvilket er meget lavt
Støjen er totalt fraværende ved lettere belastning da blæserne enten minimalt eller slet ikke aktiveres. Men selv under maksimal belastning kom vi aldrig over 40dB.
Vores standardtestsystem bestod af en i9-9900K med 32GB DDR4 3200Mhz RAM så der kan sammenlignes med tidligere tests.

I vores relativt moderne system med Z390-baseret bundkort og en i9-9900K CPU fik vi da også nogle pæne resultater, men her valgte vi at kører 1440p med alle spil på Ultra da det trods alt er hvad AMD selv sigter efter i deres markedsføring. The Division 2 ramte 100fps, mens at ældre titler som Far Cry 5, The Witcher 3: Wild Hunt og Battlefield V kørte uden problemer, og kom over 100fps. I mere tunge titler som Metro Exodus kommer man kun lige over 60fps. I 1080p kom The Division 2 over 150fps, Metro Exodus kom op over 80fps, og Fra Cry 5 ramte 127fps, mens 75fps blev målt for Assassin's Creed Odyssey.
Den opgraderede CPU hjalp særligt på de syntetiske benchmarks, og vi målte 6405 i FireStrike Ultra, og 8964 i TimeSpy.
Så hvad skal vi konkludere at man får for sine 3500 kroner?
først og fremmest får man rent faktisk den ydelse man forventer, 1440p som Gamereactor nok også snart går over til som permanent standard kan sagtens trækkes, temperaturerne er til at håndtere, og ligeså larmen. Det diskrete design er enten en kæmpe fordel eller en kæmpe ulempe, men den er altså ret individuel. Til 1080p er den overkil, men for mange 1440P folk er det alt rigeligt.