Der findes lige nu kun én relativt stor eksklusiv titel på Stadia, altså Gylt, men som bekendt lover Google at der er flere på vej, og vi ved eksempelvis at når det kommende Baldur's Gate III ankommer, så bliver det kun på Stadia og PC. Men hvornår kommer det?
Ja, Google lader til at være overbeviste om at det kommer her i løbet af 2020. Om ikke andet fyrede de et nyt blogindlæg af for nylig, hvor de slog fast at vi i år kan se frem til blandt andet Doom Eternal, Orcs Must Die! 3 og ja, Baldur's Gate III.
Udvikleren Larian Studios slog efterfølgende fast at det var en fejl at spillet blev inkluderet i blogindlægget, men ønskede ikke at korrigere at spillet faktisk udkommer i år, men snarere bare at det blev inkluderet.
Du kan se den første trailer herunder. Glæder du dig til spillet?
