Han er en produktiv herre, ham Graham Coxon. Siden han forlod Blur, er det lykkes ham at udgive tre soloalbums, mens hans tidligere band har fået snøvlet sig sammen til et, og vidst nok har et til i støbeskeen et sted ude i fremtiden. Angiveligt blev Coxon mere eller mindre smidt ud af gruppen på grund af problemer med alkohol, og udspillet umiddelbart derefter, det countryficerede The Kiss Of Morning, bar da også præg af at være en udrenselsesproces, hvor der skulle sættes ord på alskens ubehageligheder. Der er dog løbet meget vand gennem åen siden da, og den lyd Graham Coxon nu har slået sig fast på, er hurtig power-pop uden for mange dikkedarer, og i denne omgang, en helvedes masse sange om kærlighed.
Hvor han i Blur var den bebrillede mastermind bag de farverige guitarfigurer, er Coxon solo en langt mere puritansk oplevelse. Der spilles ikke med musklerne, og langt størstedelen af sangene er langt simplere i deres opbygning end Blur nogensinde har været. Egentlig spøjst, taget i betragtning af, at det angiveligt var Graham der fik gruppen til at forlade Brit-poppen til fordel for et langt mere snørklet lydbillede. Men sådan er det altså ikke her. Love Travels At Illegal Speeds er, for størstedelen af sangenes vedkommende, en lineær affære, hvor foden kun sjældent løftes fra pedalen. Det er dog i disse øjeblikke, hvor vi oplever Coxon fra den smukkeste side. Just A State Of Mind er et smukt, underspillet nummer, hvor mandens usikre røst får lov til at styre showet.
Stemmen er langtfra unik, nærmere en smule neutral, men alligevel er der noget i accenten og umiddelbarheden, som giver lyst til at høre efter. Graham Coxon virker som en mand der synger fra hjertet, et hjerte der har været så grueligt meget igennem, men nu befinder sig der, hvor det allerhelst vil være. Fri for præstationsangst og forventninger, men med lov til at lave lige hvad det lyster. Det er også et hjerte der har oplevet kærlighedens mange facetter, hvorfor vi får hele paletten, fra det naive og håbefulde til det livstrætte og kyniske. Det er ikke stor kunst, og der er bestemt intet på dette album, som ikke er hørt bedre før, men alligevel besidder Love Travels At Illegal Speeds så megen personlighed, at det er umuligt ikke at elske en lille smule.
Der har igennem det seneste år været mange spekulationer om Graham og Blurs fælles fremtid. Ingen af dem har haft stor kommerciel succes siden deres veje skiltes, og mange så gerne, at de stridende parter fandt sammen igen. Det benægter Graham hårdnakket, hver gang han får chancen for det. Og hvorfor skulle han egentlig også være interesseret i det? Manden har fundet sig selv, en stil han åbenlyst er glad for at spille, og hvad er så pointen i at gå tilbage til et åbent sår? Love Travels At Illegal Speeds er lyden af en mand der har det godt - en re-union er bestemt ikke i sigte.