I det hele taget er No Doubts historie lidt af et eventyr. Spået som One Hit Wonders med mega hittet "Don’t Speak", gled bandet hurtigt ud i glemslen efter et album der ikke solgte noget. Pludselig var de dog tilbage, med en ny, mere elektornisk og langt frækkere lyd. "Hey Baby" blev et monsterhit, Gwen Stefani red tilbage til tronen som popdronnning og nu tager hun skridtet fuldt ud.
"Love. Angel. Music. Baby" er et fuldstændig vanvittigt album, ekstremt poppet, frækt og selvsikkert, samtidig med at det vælter rundt i genre som en gris i en mudderpøl. Noget af det er rigtig, rigtig godt, mens andet lyder som kom det direkte fra helvedes allerinderste kamre. Det gode ligger sjovt nok i starten af albummet. "What You Waiting For" og det Dr Dre producerede "Rich Girl", er simpelthen noget af det mest ørehængende og dybt, dybt hitlistesøgende musik jeg nogensinde har hørt. En nærmest umenneskelig lyst til at ramme lytteren direkte i stængerne, er hvad Gwen Setafni her disker op med. Det er her hun viser alle sine kort, hun går efter dronningetronen - og det med manér!
Desværre, og selvfølgelig, kan albummet i sin helhed ikke leve op til disse to pletskud. For mange produktioner lyder som strandet et eller andet sted i midt 80’erne, og specielt "Long Way To Go", med André 3000 fra Oukast, lyder som noget Brian på fem har lavet i Reason og tilfældigvis fået to af popmusikkens største navne til at synge indover.
Gwen Stefani har garanteret haft en masse hun havde lyst til at lave, som hun ikke rigtig kunne få lov til at lave i No Doubt, det har hun så gjort nu, og noget af det er så fedt at det er til at skide i bukserne over. Resten er rent ud sagt noget lort, men så blev vi da også i det fækale hjørne, og det gode er så godt at "Love. Angel. Music. Baby" burde være en del af enhver popelskers pladesamling.