Det er ganske naturligt for hackere at udforske konsollerne i forsøget på at finde svagheder. Oftest er det for at kunne finde måder hvorpå man kan få maskinen til at spille piratkopieret software, men andre er også bare nysgerrige. I en længere periode har hackere verden over kigget Switch-konsollen efter i sømmene, og nu lader det desværre til at de har fundet en stor, stor svaghed.
Ars Technica kan rapportere at hacker-gruppen ReSwitched, ledt an af Katherine Temkin, har publiceret en større rapport hvor de fortæller om en uløselig svaghed i alle maskiner baseret på Nvidias Tegra X1-arkitektur.
Rapporten beskriver fejlen som uløselig for både Nintendo og Nvidia, for den kan ikke rettes til med en opdatering af softwaren. Om Nintendo nu skal døje med megen piratkopiering og ulovlig brug, det vides endnu ikke.
Hvad synes du om konsol-hackere?
