Halo Wars 2

Sidste gang vi spillede Halo Wars 2 under vores korte besøg i Redmond, var fokusset nærmest udelukkende på spillets multiplayer-del, Blitz, og da vi så spillet igen i London for at se strategispilspillet ved en anden begivenhed, så handlede det stadig om Blitz.

Nu har vi dog haft muligheden for at se grundigere på samtlige af spillets facetter.

Lad os starte med kampagnen, som begynder hele 28 år efter at det første spil sluttede. Hele holdet fra The Spirit of Fire har været i dyb cryo-søvn, og i løbet af den tid er meget af historien som vi kender den fra Halo-universet sket. Master Chief has sparket Covenant-røv på Ark, som desuden bliver nævnt imens vi spiller missionen Ascension. Hovedmålet er at komme fremad, skubbe fjenden tilbage og åbne en gammel Forerunner-elevator som er placeret i banens centrum. Dette gøres ved at holde visse checkpoints, og konstant kontrollere en større del af banens vigtigste punkter, alt imens fjenden stormer frem og angriber ens svageste punkter. Der komme sågar bølger af fjender fra alle retninger.

Historien drejer sig om skurken Atroix, som er en usædvanligt klog Brute. Han gør det som ingen andre af hans slags har formået at gøre før - at bryde fri fra The Covenant. Han tiltrækker hurtigt et stort følge af ligesindede skurke, og sammen beslutter de sig for at gøre livet surt for alle andre i universet. Alt deres grej er baseret på deres gamle Covenant-teknologi, og derfor er de både Energy-baserede og utroligt farlige. Brutes har oftest har oftest stået lidt i baggrunden i tidligere Halo-spil, men nu er de den ultimative trussel, som føles både nyt og spændende på samme tid. Faktisk, i forhold til hvor nyt det føles, så føles hele kampagnen faktisk sådan, om så det er grafikken, fjendetyperne eller karaktererne og det vi spillede af kampagnen føltes filmisk, med masser af stemmeskuespil og CGI-mellemscener der foldede sig ud i en storslået historie.

Der var tre baner at spille ved begivenheden - de første tre i spillet faktisk - og de var alle sjove, og gav os et godt og grundigt blik på hvad dette strategispil kan tilbyde. Selvom vi ikke fik lov til at se hvor dybt spillet var, mest fordi vores tid var begrænset, så synes vi alligevel det så lovende ud, og også ganske pænt ud faktisk. Det der dog imponerede mest var tilgængeligheden. Det hele blev fint forklaret for os, og snart kunne vi kontrollere enhederne med lethed, et trick som det første spil også mestrede på konsollen.

Efter at have set på kampagnen var det tid til lidt multiplayer, som satte os op imod en anden gruppe af Xbox-spillere for at se hvem der kunne dominere. Vi kunne ikke vinde kampen... faktisk fik vi tæsk, men vi nød stadig det vi spillede i fulde drag, og det tror vi også at seriens fans vil gøre. Vi spillede Deathmatch, som på ganske almindelige vis går ud på at ødelægge det modsatte hold. Senere kiggede vi på en anden mode, hvor man skal holde på visse checkpoints.

Grunden til at fans sandsynligvis vil tage godt imod dette spil, er at essensen af originalen stadig er intakt i efterfølgeren, og at kernen af den gode multiplayer-strategioplevelse skinner heftigt igennem. Dog forholder det sig med multiplayer som med resten af spillet - det hele er blevet gjort dybere og mere spændende. Om hvorvidt det er enhederne du kan bygge, de evner du kan bruge eller de ting du kan tilføje til din base, så er der masser af taktikker du kan bruge i multiplayer, og at opnå succes er utrolig tilfredsstillende. Der er samme fokus på samarbejde, og dem der deler ressourcer og koordinere angrebene er altid bedre stillet.

Som vi tidligere har nævnt er der en ny mode også kaldet Blitz, som er en ny variant af multiplayer, hvor basekonstruktionen og det lidt langsommere tempo er blevet skiftet ud med en mindre bane, hvor enhederne uddeles via et kortsystem... lidt ligesom en MOBA. Du har sammenlagt 12 kort per spil, og der er altid fire kort på din hånd. De repræsenterer forskellige taktikker, samt hvor meget energi hver enhed koster. Energien optjenes automatisk i et langsomt tempo, men kan også indsamles forskellige steder i banen. Målet er at tjene flere point end din modstander ved at udsende flere enheder, og forsvare dig imod din modstander.

En Blitz-kamp tager omtrent 10 minutter, og de er hurtige og virkelig vanedannende at spille, og det gælder ikke bare gameplay-mekanikkerne, men også hvordan dine kort bliver brugt sammen med dine holdkammerater. At bygge en samling af gode kort, at låse op for nye kort og selvfølgelig finde nye strategier er belønnende og tilfredsstillende, og vi kan forestille os at denne del af spillet bliver udbygget over tid. At have flere spillere betyder bare flere ledere per hold, såvel som flere slags fjendetyper og ændringer i indstillingerne. Ny ledere, baner og kampagnemissioner vil blive tilføjet til spillet senere, og er inkluderet i spillets Season Pass. En mod en, to mod to eller tre mod tre, ja, dine venner og du kan sågar spille imod AI-styrede fjender. Der er altså ikke mangel på indhold her.

Til trods for at udviklertjansen er skiftet, og at det bliver udviklet til to forskellige platforme i den her omgang, så originalens solide fundament stadig intakt, og i nogle tilfælde er det sågar blevet forbedret. Det meste af spillet fungerer på samme måde som tidligere, men mekanikkerne føles dybere, action-sekvenserne føles mere dynamiske. En underholdende kampagne med smukke mellemscener, varierede missioner og en kooperativ del der ændrer dynamikken og som er super sjovt, sammen med en dyb multiplayer-suite og en sjov Blitz-del. Det lader til at blive en fantastiske efterfølger til en moderne klassiker.