Skip to main content
Previews

Vi har set en masse The Blood of Dawnwalker

Og det føles mere som Batman Arkham eller Dishonored end The Witcher 3.
David Caballero Editor-in-Chief Spain 10 september 2025

Jeg havde semi-bred idé om, hvad jeg kunne forvente af The Blood of Dawnwalker, før jeg deltog i Bandai Namcos demo bag lukkede døre ved deres katedrallignende Gamescom-stand, hvor en flok Rebel Wolves-udviklere var klar til at vise os nysgerrige sognebørn, hvordan deres action-RPG kæmper for valgfrihed via et nyligt pre-beta PC-build.

Udviklerne har designet de fleste af spillets systemer med spillerens handlekraft i tankerne, og det inkluderer både fortælling, kamp, missionsstruktur og endda selve tiden. Men før vi dykker dybere ned i det, lad os se på omgivelserne.

Året er 1347 nær byen Svartrau. Vi er vidne til spillets blodige, iscenesættende introsekvens, hvor en far flygter med et lille barn, det såkaldte "barn", der nu er fanget og ved at blive ofret, da "der her ikke er nogen undtagelse for børn", beskyldes for at sprede pest. Lige før det fatale slag styrter en gruppe halvt menneskelige, monstrøse væsner ind og angriber og myrder brutalt præsterne og nipper til noget frisk blod, nu hvor de er i gang. De udøver deres Vrakhiri-kræfter (vampyr), da det er i nattens mørke. En løber rundt og tager form af sort røg, en anden bruger Force-lignende telekinetiske kræfter. "Hun har brug for hjælp!", skriger den rædselsslagne far i frygt for, at hans lille pige alligevel vil ende med at blive slagtet. "Jeg er livet. Jeg er døden. Jeg er alt derimellem," siger lederen af overfaldsmændene. Han omfavner hende - er hun død? Er hun magisk helbredt? Mere sandsynligt er hun nu også en vampyr - på godt og ondt.

Spol frem til dag 9 i selve spillet. Den ene udvikler styrer hovedpersonen Coen, mens den anden fortæller os mere om dette "historiedrevne, open-world RPG, der foregår i en dark fantasy-udgave af det 14. århundredes Centraleuropa", mens vi ser en fuld quest blive spillet igennem i to mulige former eller tilgange. Missionsbeskrivelsen lyder "A Monk and a Saint".

Hovedmålet i The Blood of Dawnwalker er tydeligt fra starten: Du skal redde din familie på 30 dage, og i demoen havde vi kun 21 dage tilbage. Som sådan ligner "Dag 9" et sted mod slutningen af den første tredjedel af hele spillet. Men bliv ikke stresset allerede. Tidens gang er ikke 1:1 eller bogstavelig, da den behandles mere som en milepælsmarkør - "en ressource mere end et ur", som udviklerne beskrev det. Det betyder, at nogle handlinger vil koste tid, og spillets historie vil dermed skride frem. Til sidst bliver du mindet om: "Uret tikker - tiden er gået". Vi må vurdere, hvordan mekanikken fungerer i praksis, når vi spiller den fulde version, men indtil videre virkede den gennemtænkt, godt implementeret og ikke noget, der kunstigt begrænser spillernes handlefrihed.

"Gå til Svartrau Cathedral", lyder prompten på skærmen og peger spilleren mod det næste mål. Tilsyneladende ligger et legendarisk sværd gemt et sted i krypten, og der er flere måder at gribe jagten på denne skat an. Lidt ligesom i The Legend of Zelda: Breath of the Wild kan du vælge, hvornår du tager dertil, efter mere eller mindre forberedelse (udstyr, level, evner), dag eller nat. Udvikleren valgte sidstnævnte for at vise nogle af Coens Vrakhiri-kræfter. Det viser sig, at Coen er vampyr om natten og en slags kriger/troldmand om dagen - en spændende dikotomi forårsaget af en sølvrelateret hændelse tidligere i hans liv, faktisk inspireret af varulve. Vi fik eksklusiv indsigt i baggrunden fra spilinstruktør Konrad Tomaszkiewicz selv.

Både arkitekturen og måden, du krydser den på, mindede mig om Dishonored. Plane Shift-evnen giver Coen mulighed for at gå på vægge, hvilket giver en helt ny bogstavelig betydning af vertikalitet i The Blood of Dawnwalker, mens Shadowstep fungerer som en røget teleportation - ikke ulig Blink i den førnævnte immersive sim. Inde i katedralen ser Coen, hvordan præster udfører bloddåb, et ritual for "blodguden". Herfra udspillede et af de mest spændende øjeblikke i demoen sig: Coen begyndte at agere som en sand detektiv, lidt som Batman i Arkham-spillene eller endda The Witcher i tv-serien.

Med sin Henry Cavill-lignende stemme kommenterer han, når du fokuserer på detaljer af interesse, hvoraf nogle fungerer som samleobjekter eller mellemtrin i den aktuelle mission. At "undersøge katedralens fresker fra stilladserne" giver eksempelvis mere lore og baggrundshistorie om, hvad der foregik inden for disse vægge. Sammen med at gennemsøge gården (noget du kun kan gøre om natten, takket være Coens evne til at skjule sig) og finde spor i de forskellige bygninger via Shadowstep, lærer Coen mere og mere om en "Sanctus Mihai", ejeren af det legendariske sølvsværd: "Anno Domini 1272". Nu ved vi, hvor han blev begravet, og hvor vi kan finde hans jordiske rester - et sted, hvor en hårrejsende stønnen kan høres bag muren. Detektivlaget giver et meget attraktivt twist til spillet; i hvert fald for mig, indtil videre.

Da demoen foregik om natten, viste udviklerne os også, hvordan missionen kunne udfolde sig i dagtimerne - det, Rebel Wolves kalder et "dobbelt gameplay-loop" i en "narrativ sandbox". Buzzwords eller ej, dagudgaven består af mere dialog frem for at drage fordel af Vrakhiri-evnerne. Efter at have deltaget i en dåb i dagslys og gennem samtaler med flere NPC'er fik vi via forgrenede dialogvalg nye ledetråde og diakonens tillid, da vi ledte efter viceværten Radu i det nærliggende hus.

Tid til at undersøge den hjemsøgte bygning ved hjælp af en Batman-lignende Focus-tilstand, der fremhæver omgivelserne. Her fandt vi spor af forrådnelse og knogler. "Mange døde her i isolation," men møl, som tiltrækkes af magiske genstande, fløj omkring og antydede noget andet. Stakkels Radu, der nu var forvandlet til en Muroni - en slags glitchende vampyr. Efter at have sendt ham til evig hvile blev "compel soul"-besværgelsen tilgængelig for Coen (i dagslys, da den kun virker i hans menneskelige form) og gjorde det muligt at udtrække information fra de døde, endda ved hjælp af genstande som katalysatorer.

Kort fortalt: Viceværten arbejdede for den udøde præstinde Xanthe, og bag muren lå faktisk sværdet - eller en bedragerisk kopi - samt en stadig levende Saint Mihai, som troede, at Coen var Saint Tobias. Dette udløste bosskampen for hele questlinen. Efter sejren afslørede katedralens tidligere skytshelgen, nu med forskelligfarvede øjne ligesom Coen: "Er du en Dawnwalker som mig? De har ikke fundet dig endnu." Han giver herefter Coen to nye mål: at finde de andre fragmenter og genskabe det legendariske Khoboldin-sværd samt at stole på Augurs, da en større ondskab er ved at blive vækket.

Alt det er fint - men hvad med kampene? Tidligere versioner blev kritiseret, men systemet er blevet markant justeret baseret på feedback fra spillets aktive community. Vi så Coen kæmpe mod både grupper af grunts og bossfjender med og uden vampyrevner. Kameraet er trukket længere tilbage, og selvom animationerne stadig kræver arbejde, fremstår de allerede mere flydende og tilpasselige. Coen kan bruge sine kløer til nærkamp frem for et sværd, og aktive evner sætter ikke længere spillet på pause, men aktiverer i stedet slowmotion. Der er hurtig adgang til genstande, og spilleren kan vælge mellem en mere strategisk eller ARPG-præget spillestil, med både automatisk blokering (koster udholdenhed) og retningsbestemt parering (giver udholdenhed og muliggør counter).

De tre skill trees - Vrakhiri, Human og Mixed - virkede både stilfulde og spændende, med opgraderbare moves som Shadowstep, der gav Coen en tydelig fordel i kamp, som Mihai demonstrerede på hårdeste vis.

Alt i alt en lovende "grov alfa". Vi forventer at se forbedret grafik og mere raffineret kamp, når betaen lander næste år. Arkitekturen søger autenticitet, men visse teksturer er stadig ru, og kun Mihais tænder og hud virkede "smukt" gengivet grafisk i demoen. Jeg er dog vild med, hvordan tidsmåleren og hele kalenderen er integreret i brugerfladen. Sammen med det undersøgende gameplay kan det løfte The Blood of Dawnwalker over mængden af "endnu en mørk fantasy-ARPG" - hvis altså Coen selv viser sig at være mere end "halvt overbevisende". Under alle omstændigheder forlod jeg katedralen med blod på tanden efter en rigtig hands-on preview, før spillet udkommer i 2026.

Editor-in-Chief Spain David Caballero was editor-in-chief of Gamereactor Spain, writing for the site from 2011. He covered video games alongside film, tech and wider culture, and interviewed developers at events across Europe.
Fuld profil Gamereactor-skribent siden 2011 · 379 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.