Skip to main content
Hardware

Harman Kardon Citation MultiBeam 700 + Sub S

Smuk, kompakt og vellydende, Harman Kardon har ramt plet.
Kim Olsen 20 januar 2021

Markedet for soundbars er for gud ved hvilket år i træk totalt overmættet, og fyldt til renden med produkter, men Harman Kardon mener, ligesom alle andre, at netop de har den vindende formular.

Ved første øjekast ligner Citation MultiBeam 700 så meget andet, men ved nærmere eftersyn er stoffet fra danske Kvadrat faktisk en væsentlig forskel fra hvad der ellers er. Vi er tættere på B&O i lækkerhedsniveau end stort set alt andet jeg har set, og de waveguidede enheder i siden er udført i tilpas bastant materiale til at det også ser lækkert ud. Materialet står som værende smudsafvisende og brandhæmmende, men af rent princip hælder jeg altså hverken jord på lånte testprodukter, eller sætter ild til dem. Men for børnefamilier er det da sikkert et kæmpe plus.

Det helt store plus i min bog er dog det lille LCD-display. Det er ikke bare virkelig lækkert at bruge, det gør også betjeningen enormt nem og enkel, især når man foretager opsætning og ændrer indstillinger. Ikonerne og menuer er enkle og åbenlyse, farverne er overraskende gode, og det virker helt futuristisk med den slags i en simpel soundbar.

Opsætningen kører via Google Home, og det tager cirka et minuts tid plus rumkorrektion. Faktisk kunne det ikke blive meget mere enkelt. Rumkorrektionen er måske ikke verdens mest omfattende, en række høje lyde udsendes ved relativt højt volumen, men til gengæld virker det rigtig fint. Jeg synes dog godt at de kunne have skrevet lidt mere om hvad det er baseret på.

Der kan tilføjes både front- og baghøjttalere udover subwoofer, og det er åbenlyst meningen at Harman Kardon gerne vil have at MultiBeam 700 er grundstenen i dit surroundanlæg, og til sidst skal ende med at være centerhøjttaler. Man får i øvrigt nogle fine vægbeslag med tilhørende skabelon hvis man ikke har noget TV-møbel, men det er næsten synd, for det er en af meget få soundbars der ikke ligner tilfældigt skrald fra kinesiske elektronikfabrikker.

Et stort plus er bluetooth-forbindelsen, det her er den første soundbar jeg har haft testet med fuldstændig glidende øjeblikkelig kontakt til fjernsynet, eller hvor det bare virker til at starte med. Stort plus for det, for det betyder at endnu et kabel kan fjernes.

Fjernbetjeningen er godt nok temmelig omfattende. Stort set alt hvad soundbaren kan, kan tilgås via en dedikeret knap her, såsom Night Mode, Surround Modes, Presets, basniveau og indgangene har hver sin knap i stedet for at man bare skifter igennem dem fortløbende. Men man kan som sagt også stemmestyre den hvis man mener at det med at fysisk trykke på en knap er for hårdt, eller bare umoderne. Firmware downloades og opdateres desuden automatisk, præcis sådan som det burde være med alt. Husk lige det computer- og mobilproducenter.

Tilslutningerne er optisk, HDMI ARC, Bluetooth, og WIFI samt en AUX-indgang, om end at jeg har lidt svært ved at se pointen i den, men det er fint til fejlsøgning hvis man ikke kan få lyd på sit anlæg.

Hvis man lige som jeg ikke bruger nogen former for Smart-assistenter, så er det i øvrigt en fin feature - selvom at det burde være standard på alle produkter, at alle mikrofoner kan slås fra. Det kan man så få bekræftet via LED-indikatorerne på fronten, som i øvrigt også virker som en fin indikator for lydniveau, men jeg havde måske foretrukket nogle tal i stedet.

Herudover er der indbygget både Chromecast og Airplay 2, så uanset hvad du har af streamingtjeneste burde det være understøttet, og hvis ikke er der jo altid Bluetooth. Fordelen ved de to protokoller tænker man måske ikke så meget over, men det betyder faktisk at man kan afspille multi-room lyd uden at skulle have højttalere fra den samme producent, det er noget jeg ikke forstår at man ikke markedsfører sig lidt mere på.

Stereobilledet er opnået ved at de to diskanter peger til hver sin side, og lyden derfor ender med fysisk at komme fra hver sin retning, med fem bittesmå mellemtoneenheder på 2 tommer, faktisk kun 50mm, altså samme størrelse som der sidder i dine hovedtelefoner. Det er nok det eneste jeg er skuffet over, der står intet om hvad diskant eller mellemtonerne er lavet af, hvilken DSP der bruges, eller hvilke forstærkermoduler der leverer de 210 watt. Herudover vil nogle nok mene at der burde være Dolby Atmos og HDMI 2.1 i stedet for 2.0. og det er jeg nok enig i. Og så forstår jeg helt basalt ikke hvorfor at man ikke vælger at oplyse frekvensresponsen på højttaleren, eller hvor højt den kan spille. Det er kun rimeligt at oplyse den slags meget grundlæggende oplysninger til en eventuel kunde. Og så har jeg svært ved at æde at man åbenbart kun understøtter Dolby Digital, men ikke DTS. Nu er der kun testet som ren soundbar, men skulle man have et komplet system, så tænker jeg at det ikke er smart at der ikke understøttes DTS.

Lyden er overraskende god - og er høj, klar, og for prisklassen overraskende velopløst. Det erstatter af gode grunde ikke et 50.000 kroners surround anlæg, men er en klar og stor opgradering uanset hvilket TV man har. Manglen på reelle basenheder sætter dog sine grænser, særligt hvis man spiller højt, men til min store glæde har Harman Kardon valgt at indsætte et reelt og stejlt delefilter, således at højttaleren ikke bryder sammen i et flammehav når man skruer op imens at man for 17. gang har sat John Wick på flimmeren. Der mangler helt klart noget bund, men taget i betragtning af at det er fem små enheder, sandsynligvis med meget begrænset vandring, så er det ok, men man skal desværre have en subwoofer med hvis man vil have en sådan mere korrekt oplevelse med noget "umpf". Det gør desværre også at der af gode grunde mangler noget dynamik i lyden når man kører uden subwoofer.

Surrounden er af gode grunde ikke ægte, og der mangler helt klart baghøjttalere, men med subwoofer og efter en omgang rumkorrektion, så er resultatet ganske hæderligt, men altså ingenlunde på niveau med en hjemmebiograf.

Prisen er 3.999 kroner, og det er den alle steder, faktisk har jeg sjældent set et produkt der er så lidt konkurrence på rent prismæssigt. Det betyder til gengæld også at der for en gangs skyld ikke er noget sted der forsøger at snyde kunderne ved lige at skrue prisen kunstigt op. Det samme gør sig gældende med Sub S der ret fast står til 2.999 kroner alle steder. Og lad os tale lidt om den.

Dens opsætning er er ret enkel, tænd strømmen, klik på en lille knap, fortæl soundbaren at der er en subwoofer, og det er sådan set det. Lige her har Harman Kardon altså ramt hovedet på sømmet, og lavet noget der er så enkelt og funktionelt at selv Apple-fans må bøje sig i støvet.

Sub S er lavet med samme stof fra Kvadrat, det er super lækker lavet, og den pæneste subwoofer jeg længe har set der er til at betale for menneskepenge.

Men... Jeg vil godt sætte spørgsmålstegn ved brugen af ordet "subwoofer" og "dyb bas". Med 6.5 tommer er det altså på ingen måde en basenhed, men en mellemtone, og teknisk set er det en bashøjttaler, og ikke en subwoofer. Der er i øvrigt heller ingen frekvens- eller SPL-kurve af nogen art på produktet, og det er ikke godt nok.

Når det er sagt, så havde jeg nul dropouts fra subwoofer og soundbaren i testperioden, ikke dårligt. Men de bruger så også Wisa-standarden som jeg har forstået det til at forbinde, noget man har brugt i HIFI i en del år efterhånden med stor succes.

Jeg vil helt klart anbefale at man får en subwoofer med, for MultiBeam 700 er god, men bliver altså væsentligt bedre med noget mere bas, men har man pengene, så bør man gå efter den store Citation Sub, hvis man som jeg ikke har noget imod at se film på TV i stedet for projektoren, og så fortjener mange moderne serier altså bare odentllig lyd - der er faktisk gjort ret meget ud af det. Men ligesom man gerne vil vide hvor mange hestekræfter bilen har inden at man køber den, så mangler jeg altså helt basale detaljer omkring lydgengivelsen - det skal fikses.

Lyden er til gengæld velegnet til en stue, stort stereoperspektiv, og den har trods alt noget dybde og er en stor opgradering fra ikke bare et TV, men også den 1500 kroners soundbar jeg selv brugte i en del år. Det er lidt problemet med at teste lyd- og billedprodukter, man indser hver gang at det man selv har er noget juks, og så opgraderer man, blot for at finde ud af kort efter at man burde have opgraderet endnu mere. Den mangler som sagt Dolby Atmos, men til gengæld er den kompakt, og den er til at betale. Og så kan man rent faktisk bruge den til musik, noget mange soundbars fejler.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.