Skip to main content
Gamereactor H*A*S*H - The Soundtrack

H*A*S*H - The Soundtrack

Bo lytter til H*A*S*H og trækker på skuldrene...
Bo Nørgaard 13 december 2010

Sidste år var det meningen, at dukkeserien H*A*S*H skulle være DR's voksenjulekalender. Den blev i sidste øjeblik kasseret, fordi DR ikke mente, at den var sjov nok. Det stoppede dog ikke seriens skaber, Christian Dyekjær, og nu streamer avisen Information afsnittene på deres hjemmeside.

Hele historien med DR har naturligvis givet en voldsom masse omtale for serien, og soundtracket er naturligvis fulgt med til landets pladebutikker.

H*A*S*H handler om en gruppe udsendte soldater i det fiktive land, Problemistan. Derfor er seriens soundtrack også bygget op af sange, der skamløst citerer og parodierer på numre fra klassiske krigsfilm.

Her bydes på så forskellige navne som Michael Møller (Moi Caprice), Mattias Kolstrup (Dúné), Johan Olsen (Magtens Korridorer), Lis Sørensen.... Og DJ Aligator.

Johan Olsens bidrag ligger således meget tæt på Surfin' Bird fra Vietnam-filmen Full Metal Jacket, Lis Sørensen lyder lidt som Take My Breath Away fra Top Gun, og det ene af Michael Møllers bidrag er tyvstjålet fra The End med The Doors. Det er da også primært de skamløse kopier, der bærer humoren på soundtracket, for teksterne hæver sig sjældent over halvsjove jokes om hash (ret oplagt, taget seriens navn i betragtning) og hentydninger til situationen i Problemistan.

Som med mange andre soundtracks er meget af underholdningsværdien bundet op på, at man også kan lide serien, og dens humor. Kan man det, er der ingen alarm, men kan man ikke, er der altså ikke meget at komme efter.

Jojo, de mange åbenlyse kopier af klassiske "krigssange" er da okay underholdning, og musikalsk hæver nogle af numrene sig også over gennemsnittet. Men man sidder altså ikke ligefrem og klasker sig på lårene af grin. Det virker lidt, som om der er blevet lagt lidt for meget fokus på at lave noget, der lyder som klassikerne, i stedet for at lave noget nyt.

For hvis man ser på pladen som noget, der skal stå for sig selv, er det faktisk ikke så svært at se, hvorfor DR i sin tid kasserede serien for ikke at være sjov. For helt ærligt, så bliver soundtracket aldrig helt vildt morsomt. Men det får ind i mellem mundvigene til at hæve sig. For det meste er det dog bare en middelmådig oplevelse. Hverken værre eller bedre.

Fuld profil 75 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.