Dansk
Gamereactor
hardware-tekster

Havn HS 420

Kabinetternes konge laver kun ét produkt - men Gud, hvor er det godt

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Henry Ford er berømt for at sige: "Du kan få den i lige den farve, du vil, så længe det er sort." Så skidt er det ikke. Havn HS 420 findes i både sort og hvid, men så er det også det. Der findes dog en option for at købe den med tilhørende vertikal GPU-montering. Men det er samme kabinet, uanset hvordan man vender og drejer det.

Havn er et helt nyt mærke, der ledes af industriveteraner, og ifølge hvad Gamereactor har kunnet finde ud af, inkluderer det tidligere medarbejdere fra flere af de absolut førende "kun kabinet"-firmaer i industrien samt flere af de helt store inden for alle kategorier, og det kan man se. Når det er sagt, så er de en del af Pro Gamers Group, der inkluderer en række større brands inden for næsten alt: Noble Chairs, Ducky-tastaturer, Streamplify og Aerocool. Herudover har man ikke skjult, at man har udviklet det i samarbejde med flere af de større europæiske sælgere af overclockingsudstyr og kabinetter.

Der er vanvittigt mange små detaljer, fra blæsere, der ikke er monteret i perforeret metal, men har rigtige monteringsrammer, der samtidig fungerer som strukturel afstivning, til bare det faktum, at man bruger magneter til det meste i stedet for plastclips. Herudover får man et sammenhængende front- og sidepanel i glas - farligt, men godt nok lækkert lavet. Og så er der et VESA-mount med. Det har jeg ikke set før, men jeg forstår så heller ikke dem, der smider skærme ind i kabinettet. Men det kan man altså her, og med et krystalklart glaspanel er det ikke noget problem.

Dette er en annonce:
Havn HS 420

Hele kabinettet er reelt lavet som en stor kæmpe perforeret overflade med en masse aflange åbninger, der også kan bruges til kabler, og med tilhørende tværgående clips, der så er lavet, så man påmonterer, hvad man ønsker. En meget modulær og ekstremt fleksibel tilgang og med alle bærende elementer i metal. Man kan så lukke af med dækplader, så der ikke trækkes for meget falsk luft. Der er reelt tale om et dobbeltkammerprincip, og det er et af meget få kabinetter, hvor man åbenlyst forsøger at fokusere på grafikkortet, ikke bare visuelt, men også kølemæssigt. Langt de fleste CPU'er er væskekølet i dag, og der er ofte rigeligt luftgennemstrømning til at køle strømdelen på bundkortet, så det er mærkeligt, at ikke flere har tænkt i de her baner.

Der er store kabelkanaler med både velcro og farvekoder og, hvad der kun kan betegnes som meget gennemført industrielt design i alt fra startknap til vertikal GPU-holder. Bunden er hævet og er et af meget få kabinetter, der reelt giver mulighed for at suge luft ind fra bunden af. Der er sågar en blæser både i toppen og bunden af bagsiden - den var også ny. Selve de forskellige metalrammer indvendigt har gummiflanger monteret, så der er dæmpet i forhold til rystelser. Noget man normalt altid skærer væk og sparer på. På samme måde er riser-kablet til grafikkortet PCIe 5.0 - hvilket der stadig ikke er nogen gaming-grafikkort, der bruger endnu. Med andre ord, fremtidssikring, selvom det ellers ofte er relativt. Der går rygter om, at næste generation grafikkort, der i skrivende stund vist nok kun er få måneder væk, vil have en topmodel, der rent faktisk bruger PCIe 5.0, og i det tilfælde er det her for nuværende den eneste løsning, der understøtter det.

Herudover er der med VGPU-slottet en ret genial opsætning, nemlig at bruge det lille glas-skjold til at lave en kold og en varm zone inde i kabinettet ved at køre forceret vertikal køling. Altså at man suger luft fra bunden, spytter den ud lige foran det vertikalt monterede grafikkort, og så suges den varme luft op fra grafikkortets bagside og top, sammen med eventuel varme fra bundkortet. Det kræver i sagens natur en væskekølet CPU, da den vertikalt monterede GPU dækker for bundkortet - så her skal man lige huske at have al kabelarbejde på plads og montere GPU som det sidste. Det er slet ikke fordi, at jeg glemte det i processen eller noget ...

Dette er en annonce:
Havn HS 420

Det er E-ATX-standard, og der er plads til ret meget. 11 blæsere, hvis jeg har talt rigtigt. Og op til to 420 mm radiatorer samtidig - eller tre, hvis man bruger bundrammen til at montere en radiator i stedet for blæsere, der suger ind. Men det synes mindre optimalt. Der er fire støvfiltre, hvoraf to kan fjernes. Her er i øvrigt en genial detalje: Hele toppladen er magnetisk og kan åbnes med en lille hank, for naturligvis sidder startknap, USB-tilslutninger etc. ikke fast i den. De er monteret i en plade, der ligger under, og således gør man løbende vedligeholdelse og udskiftning endnu nemmere. Det nederste støvfilter fjernes i øvrigt fra siden og ikke fra fronten. Det gør det altså noget nemmere at ramme rigtigt og skubbe det korrekt ind igen, så point for den lille detalje.
Min eneste kritik er, at den ene PWM-hub er placeret ret mærkeligt, nærmest i forlængelse af kablerne fra strømforsyningen. Ideen er god; den er centralt placeret, men den er også svær at komme til, hvis man har mange kabler, der skal trækkes til strømforsyningen. Har man en væskekølet GPU, giver det nok mere mening at købe ikke-VGPU-udgaven, da luftgennemstrømningen ellers ikke giver meget mening. VGPU-udgaven koster lidt over 2.000 kroner, og den almindelige lige under 1.600 kroner - hvilket i min optik er overraskende billigt. Et decideret godt køb, vil jeg sige.

Det her er klart det bedste og mest brugervenlige kabinet, jeg har prøvet i mange år - køb det før din nabo.

10 Gamereactor Danmark
10 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Havn HS 420

Havn HS 420

HARDWARE-TEKST. Skrevet af Kim Olsen

Kabinetternes konge laver kun ét produkt - men Gud, hvor er det godt



Indlæser mere indhold