Tilbage i marts måned afslørede det franske studie Quantic Dream på overraskende vis, at de har afsluttet deres eksklusive samarbejde med Sony, og dermed bliver deres spil snart tilgængelige på PC. Ikke bare det, de har også underskrevet en midlertidig eksklusivitetsaftale med Epic Games, der gør at Heavy Rain, Beyond: Two Souls og Detroit: Become Human ankommer på Epic Games Store.
Er du dog i tvivl om hvorvidt disse spil er noget for dig, så kan du snart prøve dem alle ganske gratis. Via en pressemeddelelse sendt til Gamereactor er det blevet bekræftet, at alle tre spil får demoer.
D. 24 maj ,altså i næste uge, ankommer en demo for Heavy Rain. En demo for Beyond: Two Souls følger d. 27 juni, og til sidst ankommer en demo for Detroit: Become Human senere på sommeren.
Den fulde lancering af spillene sker også i etapper, hvor Heavy Rain ankommer d. 24 juni efterfulgt at Beyond d. 27 juli, og så Detroit til efteråret.
