RoboCop: Rogue City tilbød den hidtil bedste digitale fortolkning af den vidunderlige fremtid for retshåndhævelse og tog os med på en sci-fi-rejse set gennem 80'ernes øjne. Alt var, som vi huskede det fra de to originale film - komplet med Peter Weller tilbage i rollen som RoboCop, vellavet gameplay og overraskende flot grafik.
Faktisk begyndte Teyon og Nacon at arbejde på en udvidelse, som voksede sig så stor, at de til sidst udgav den som et selvstændigt spil under titlen RoboCop: Rogue City - Unfinished Business. Og i en ny trailer får vi lov at kigge nærmere på denne uafsluttede sag.
Den 17. juli er der lancering på PC, PlayStation og Xbox - og tro os, når vi siger, at udviklernes kærlighed til karakteren RoboCop virkelig skinner igennem. Det ligner endnu et kærlighedsbrev til fansene, og vi vender naturligvis tilbage med en anmeldelse.
