Her er vores første indtryk af Valheim

Som regel anmelder vi faktisk spil når de er i Early Access, fordi udviklerne tager penge for produktet alligevel, men selvom en anmeldelse allerede er på vej, så tænkte vi lige at vi ville dele nogle tidlige indtryk med jer. Alt for at være en del af zeitgeisten, ikke?

En gang imellem, når der er langt mellem de store udgivelser, er der små indiespil som folk pludselig finder interessante. Among Us og Fall Guys: Ultimate Knockout kommer hurtigt til sinde, og der er et utal af eksempler på spil der ud af det blå rammer en nerve hos en stor forbrugergruppe. Det er spil der tager en på sengen, og som fanger alles opmærksomhed i en kort periode, og nogle bliver og andre bliver glemt. Hvad Valheim ender med, er ikke godt at vide, men det er i hvert fald et spændende spil, og jeg har fået mine sorte negle sat i det, og vil snakke lidt om mit første indtryk af dette Early Accessspil. Valheim er udviklet af Iron Gate AB, og udgivet af Coffee Stain Publishing.

Når man booter spillet op, mødes man af en skærm som kort fortæller historien bag spillet. I tidernes morgen, da verdenen blev skabt, blev Valheim også skabt. Denne verden lå mellem den almindelige verden og Valhalla, men blev glemt af Odin. Da Odin så at hans fjender igen rørte på sig, sendte han sine valkyrier rundt på alverdens krigsmarker, og de der var værdige, blev taget med til Valhein, hvor de kunne genopstå og kæmpe for ham igen. Det er sådan set tæt på den historie man får inden man smides ned i Valheim, hvor man skal bevise sine krigerevner for Odin ved at besejre en række fantastiske dyr og skabninger. Inden dette sker har man skabt sig en meget basal karakter, som man så skal spille med de næste mange timer. For Valheim er tidskrævende, ligesom andre spil i genren, specielt når progressionen er baseret på ens eget tempo.

Jeg landede i Valheim, blev introduceret til de forskellige mekanikker af en talende ravn, som fortalte lidt om spillets strukturer. Man skulle samle en masse træ og sten op, som man så kunne lave værktøjer med, så det hele gik lidt nemmere. Jeg opdagede hurtigt, at selve evnesystemet er baseret på hvor meget man bruger det, som man for eksempel kan finde det i Elder Scrolls-serien. Hver gang man stiger i evne kommer der en stor glorie rundt om ens hoved. Jeg gik derefter på opdagelse i de nærliggende skove, og fandt hurtigt en ruin jeg kunne reparere og sætte i stand. Her fik jeg første berøring med byggesystemet, som er både ret let, men også en smule kluntet. Først skal man bygge sig en hammer af træ eller sten, og efterfølgende begynder man at bruge den, hvormed man kan bygge de første ting. Spillet spørger meget hurtigt efter et arbejdsbord, som man så bygger. Her blev jeg ret irriteret, da arbejdsbordet skulle stå i læ. Derfor måtte jeg så bygge et halvtag, hvorefter spillet brokkede sig over at arbejdsbordet var udsat for vind og vejr. Så måtte jeg bygge mure rundt om det, og så virkede det endeligt. Valheim er ikke god til at fortælle spilleren så meget om dens mekanikker, så man ender i situationer som denne ret tit. Dog er det noget man relativt let kan fikse senere, tænker jeg.

Jeg fældede en masse træer, samlede en masse sten, og byggede den faldefærdige ruin om til en luksusvilla - eller noget i den stil i hvert fald. Det var beboeligt om ikke andet. Selve byggeinterfacet er egentlig ret nemt at finde ud af. Man vælger en mur, og så kigger man med kameraet på den kant, man kan forbinde det med. Man roterer bygningsdelen med musehjulet, og herefter går det over stok og sten. Lige i det øjeblik min luksusvilla var færdig, begyndte min mave at rumle, så jeg gik på fodersøgning i skoven. Her opdagede jeg hurtigt at lyden af en gøende hund, var rådyr, der sky gemte sig mellem skovens grene. De var hurtige og svære og fange, men ret nemme at snige sig ind på. Dette gav mig så de første evner inden for snigeområdet, og jeg nakkede et par dådyr, som gav mig skind og kød. Spillet kan dog bedst lide, når man har flere ting i maven, og er godt mæt, hvilket gør at ens livspoint stiger ret meget. Derfor fandt jeg hurtigt en kyststrækning hvor jeg beundrede solopgangen, for Valheim er virkelig smukt, trods at ret primitiv grafik. Her var der disse grønne øgleagtige tingester, som droppede en spiselig hale når de døde, og vildsvin som droppede kød og læder, som viste sig at blive meget vigtigt senere. Jeg vendte nu hjem med køb og hindbær, og en smule svampe fandt jeg også. Kødet kunne ikke spises uden et bålsted at tilberede det på, hvilket jeg så byggede inde i huset. Desværre fortalte spillet mig ikke, at røgen ikke kunne komme ud af mit hus, så pludseligt kunne jeg ikke se, og måtte slå hul i loftet. Min dejlige villa var nu fyldt med huller, og ikke nok med det, regnen kunne slukke bålet, så jeg måtte bygge et skråtag på taget, som skulle forhindre dette. Det så totalt smadret ud, men det virkede, og jeg kunne nu stege mit lækre kød, over en sagte ild, mens bålets flammer tørrede min gennemblødte hud.

På turen ved stranden fandt jeg en masse flint, som kombineret med læderet jeg fandt, skulle vise sig at være endnu bedre til at lave redskaber med, og jeg havde nu muligheden for at lave flintspyd og knive, som jeg kunne forsvare mig med, og disse gjorde mit liv meget nemmere. Valheim er nemlig fyldt med ting som gerne vil en til livs, blandt andet disse små gobliner, som er ret nemme at besejre, og dværge, som kræver lidt mere arbejde. Disse var dog ret lette med mine nye redskaber, og jeg tænkte det kunne være jeg skulle udfordre den første af de skabninger, som jeg ankom til denne verden få at betvinge. På mit kort kunne jeg se at der var en pil, og den fulgte jeg, indtil jeg kom til et alter. Her ofrede jeg et rådyrtrofæ, og det gjorde så at en majestætisk kronhjort kom til syne, og den var ret fedt lavet faktisk. Den var nok dobbelt så stor som mig, og havde elektricitet sitrende over hele kroppen. Jeg forsøgte at nedkæmpe den store hjort, men den var for stærk, så den dræbte mig. Jeg vågnede så nøgen i sengen, jeg havde fået lavet i min villa, og begyndte at gøre mig endnu mere klar. Jeg spiste tre forskellige ting, så mit helbred nåede 90 point (det er normalt 30), hvorefter jeg begav mig tilbage til min gravsten som indeholdt alle de ting jeg havde på mig da jeg døde. Spillet straffer heldigvis ikke en så hårdt når man dør, så jeg samlede mine våben og redskaber op, og efter nogle forgæves forsøg, fik jeg has på den smukke hjort. Dens trofæ hængte jeg op på alteret, hvor jeg i første omgang landede, hvilket gav mig en buff, som jeg kunne bruge når jeg virkelig skulle løbe væk fra farerne. Den gjorde at jeg i nogle minutter kun brugte 60% stamina, og kunne løbe og kæmpe meget mere, da begge dele afhænger af ens stamina. De andre skabninger vil også give en lignende buffs, når man besejrer dem senere.

Jeg var nu klar til at begive mig ind i den sorte skov, hvor farerne var større, men også de gevinster man kunne finde. Jeg pakkede mine ting ned, og fandt et nyt sted at slå mig ned, så jeg kunne udfordre den næste skabning, for når jeg har besejret dem alle, kommer jeg i Valhalla, og møder Odin.

Valheim er et rigtigt spændende spil, som er let at gå til, og som jeg glæder mig til at udforske mere. Det ser fantastisk ud og musikken er meget afslappende at lytte til. Jeg ved ikke hvad der venter mig, men en krigers plads er ved Odins side, og jeg vil gøre alt for at når dertil.