Hogwarts Legacy

Der har bestemt ikke været mangel på virkelig dårlige Harry Potter-spil i årenes løb, faktisk er de eneste jeg kan komme i tanke om, der har været gode, er det over 20 år gamle Harry Potter and the Chamber of Secrets og Lego Harry Potter. Ellers har det været en masse af den slags vrøvl, som tidligere kendetegnede såkaldte filmlicensspil: man tager bare noget, undskyld mig, lort, som ikke har nogen lighed med kildematerialet, og tilføjer et Harry Potter-tema. Med andre ord; den her licens har skreget på ordentlig behandling.

Men... Lad os tale om noget meget sjovere, nemlig Hogwarts Legacy. Allerede fra annonceringen for næsten tre år siden har det været tydeligt, at ambitionsniveauet var på et helt andet niveau. At det er blevet forsinket flere gange har ikke generet mig synderligt, for der har trods alt været en pandemi, og det vidner om god dømmekraft fra Warners side, at de har været villige til at give Avalanche Software meget mere tid til at realisere deres høje ambitionsniveau, deres plan - nemlig at tilbyde den første fuldbyrdede simulation af J.K. Rowlings vidunderlige univers.

Eventyret foregår omkring 100 år før den første Harry Potter-bog, og derfor er næsten ingen af de figurer, vi kender fra bøgerne en del af den her specifikke oplevelse, med få undtagelser som spøgelserne Nearly Headless Nick og Peeves. Der er naturligvis figurer, hvis efternavne antyder, at de tilhører en familie, der en dag vil blive meget vigtig. Du får mulighed for at skabe din egen hovedperson med en rimelig detaljeret editor, hvorefter du er klar til at begive dig ud på eventyr, hvor du kommer ind på Hogwarts på femte år, hvilket selvfølgelig betyder, at du kommer til at være langt bagud i forhold til dine klassekammerater.

Der er naturligvis grunde til dette, og uden at spoilere noget, så ser det ud til at din nyoprettede og dugfriske hovedperson har nogle ret unikke evner, og at der er flere parter der finder dette interessant af forskellige årsager. Avalanche Software har forsøgt at skabe en helt ny historie, der er helt løsrevet fra alt det med Voldemort, og det er lykkedes ganske godt. Der er masser af twists og drejninger i historien, som man også selv kan lave gennem de valg man træffer i løbet af eventyret, med det forbehold at jeg ikke har haft tid til at spille flere forskellige kollegier, og teste hvordan om forskellige valg faktisk har større konsekvenser. Pointen er sådan set at du reelt set har indflydelse, og at det hele føles tilpas RPG'et.

Når det er sagt, så valgte jeg at vælge mit yndlingskollegium, Slytherin. Hvis du har Harry Potter Fan Club-appen kan du tilknytte din konto og få ekstra godbidder, så du ender direkte i dit valgte kollegium. Da eventyret begynder er man omtrent lige så vidende om magi som den muggle, der skriver denne anmeldelse, men der går ikke længe, før man lærer sine første trylleformularer, efter at turen til Hogwarts bliver ramt af et mystisk og dragerelateret uheld. Man ankommer dog uskadt til Hogwarts, og bliver mødt med den typiske velkomst, som vi er vant til fra bøgerne og filmene, og efter at være blevet sorteret ind på et af de fire kollegier får man en hurtig briefing, inden man overlades til sig selv.

Det er noget, som jeg hurtigt sætter pris på ved Hogwarts Legacy. Selv om jeg i første omgang ikke kan gøre meget andet end at følge historien og hjælpe mine medstuderende med simple ærinder (sidemissioner), er Hogwarts fyldt med hemmeligheder. Jeg brugte i starten uanstændigt meget tid på bare at løbe rundt og lede efter skjulte genstande, som igen låser op for nye ting, og samtidig fik jeg lov til at opleve Hogwarts på en måde, som jeg aldrig før har oplevet. Alt fra klasseværelser, haver, tårne, skjulte rum og selv toiletter er fascinerende at undersøge, og hemmelighederne er tilsyneladende overalt. Der bliver derfor kastet flittigt med besværgelsen Revelio for at afsløre alt, men stod også klart relativt hurtigt, at nogle hemmeligheder er sværere at finde og opdage. Derfor er det nødvendigt med undervisning.

Så ligesom i bøgerne og filmene skal du deltage i undervisningen under ledelse af læreren for at lære mere om alting omkring dig. Gennem enkle minispil lærer du nye besværgelser, lærer at dyrke planter, der kan bruges til trylledrikke, samtidig med at du gror magiske planter og alt derimellem. Selvom at disse er glorificerede tutorials, så er det både sjovt at samle på trylleformularer, og at få større indblik i den magiske verden. Desuden, da lektionerne betragtes som en del af historien, er der ingen risiko for, at du kommer til steder i kampagnen, hvor du ikke har de magiske værktøjer, du har brug for for at komme videre.

Desuden kan du altid udføre andre quests, hvis du vil. Efter et par timers spil har du en stor liste af quests at vælge imellem, hvoraf de fleste er sidequests og et par stykker er en del af selve kampagnen. Jeg har lavet utallige af disse og kan berette, at de er langt bedre lavet end man finder andetsteds i genren. Selvfølgelig er der et par rådne æg, der kan beskrives som såkaldte "fetch"-missioner, men selv disse har som regel en eller anden form for twist, der gør dem underholdende at spille igennem. Desuden kan nogle af dem også påvirke selve historien senere hen på forskellige måder.

I begyndelsen skal du bevæge dig rundt i den gigantiske verden til fods, men senere vil du selvfølgelig også kunne flyve med en kost og andre ting, og så har du også et system til rejse hurtigt via "susenetværket". I betragtning af skolens størrelse internt, og det faktum at der både er steder som Hogsmeade og mindre byer at udforske, er fast travel utrolig nyttigt, og fungerer som du sikkert forventer, nemlig at man skal finde steder før man kan rejse til dem på denne måde. Jeg anbefaler dog stadig, at man faktisk går meget, netop fordi der er så mange hemmeligheder. Overalt finder man malere, hvis værker er blevet stjålet, folk der har tabt noget i vandet og mærkelige gåder, der skal løses. Verdenen er så rig på ting at opdage, at alle der har spillet The Elder Scrolls V: Skyrim, vil kunne drage en parallel til hvordan det føles at gå rundt.

Så langt så godt, men allerede tidligt i Hogwarts Legacy blev jeg generet af menuerne, og desværre er det en frustration, der ikke bliver mindre med tiden. Tværtimod. Faktisk er de den svageste del af eventyret, og noget jeg hele tiden har skulle rode med. Menuerne har flere svagheder, hvoraf en af dem er at Avalanche Software har valgt at benytte sig af musemarkørsystemet, som er overlegent hvis man rent faktisk har en mus. Men med en analogpind bliver navigationen i stedet træg. Og den bliver endnu mere træg af, at scrolling mellem challenges, quests, kort, udstyr ikke ikke ligefremføles responsivt, med en lille forsinkelse mellem hvert trin (samt når menuerne titter frem). Desuden generes jeg af at sorteringen af items er meget arbitrær, så det at finde ud af hvilket udstyr der passer bedst til mig kræver at jeg skal igennem alt hvad jeg har for at sammenligne. Endelig synes jeg heller ikke at kortet har et særlig smart layout når jeg skal vælge hvor jeg vil fast travel næste gang. Det hele er opdelt i en slags sektioner, hvor så man derefter vælger et specifikt punkt. Det er svært at beskrive, men det fungerer ikke ligefrem.

Okay, ringe UI-elementer, men hvad med resten? Okay, lad os måske lige gøre holdt ved det faktum, at et af spillets absolutte højdepunkter er besværgelserne. Selv efter de første par timer har du flere besværgelser til rådighed, end du kan have klar på et givent tidspunkt, hvilket er fire. Det fører til, at du hele tiden skal skifte dem ud, hvor jeg stort set havde tre faste, der blev brugt ofte, og roterede en ud. Men mængden af besværgelser gjorde selv dette hurtigt uoverskueligt, hvilket fører til, at man lidt senere i eventyret kan have mange flere til af disse sæt rådighed ad gangen med nogle smarte knapløsninger ved at trykke på nogle knapper, som jeg faktisk synes fungerer godt. Pointen er at du har mange besværgelser til rådighed, og det er let at forestille sig forskellige troldmænd og hekse helt undgå nogle af dem som du måske har som faste favoritter.

Og det er heldigt, for kampene i Hogwarts Legacy er blandt spillets højdepunkter. Jeg kommer til at tænke på spil som Ninja Gaiden og Batman: Arkham Asylum, når min hovedperson konstant kan angribe flere fjender ad gangen, studse dem i luften ved hjælp af magi og opbygge lange comboer ved at spille smart og dygtigt. Lange comboer giver dig igen mulighed for at affyre specialangreb af den langt kraftigere slags.

Fjenderne reagerer selvfølgelig forskelligt på dine angreb, og nogle vil slet ikke sendes op i luften, og skal håndteres med andre remedier som ild, planter, potions eller andre lignende midler. Du skal også være forberedt på forskellige typer forsvar, når du selv bliver angrebet. Det er elegant designet, og du kan virkelig føle dig som en magtfuld magiker med fuld kontrol over situationen i kampens hede. Det er dog aldrig helt så flydende som de to førnævnte titler. Nogle gange begrænser omgivelsernes design kampene, og hvis du har en lille forhøjning at stå på, kan du ofte slå meget stærke fjender ved at skyde på dem, mens de ikke kan nå dig dig.

Grafisk set er Hogwarts Legacy en mere blandet oplevelse, end jeg ville have ønsket. At udviklingen startede og varede længe til Playstation 4 og Xbox One (spillet skulle have været udgivet i 2021) kan ofte mærkes, da lyseffekterne føles lidt flade, effekterne er noget primitive og animationerne er lidt stive. Ting som at forsøge at hoppe over høje objekter, stå på ujævne overflader og den måde elever og lærere bevæger sig i spilverdenen antyder, at det er lavet for lang tid siden, hvilket også gælder for den ujævne læbesynkronisering, eller "lip-sync" i daglig tale. Når det er sagt, er designet absolut førsteklasses hele vejen igennem, og ansigterne og især monstrene og væsnerne er fænomenale. Det gør cutscenes til en fornøjelse og så længe jeg ikke lægger for meget mærke til detaljerne, er det generelt meget smukt.

En anden ting, som jeg vil klage lidt over, er spillets computerstyrede figurer, NPC'erne. Faktisk er langt de fleste af dem nogle, som jeg slet ikke kan interagere med. De går bare rundt eller læner sig op ad ting, og når jeg vågner op om morgenen på mit værelse, har jeg slet ingen værelseskammerater. Mens Hogwarts, spilverdenen og historien gør et godt stykke arbejde med at trække mig ind i J.K. Rowlings magiske univers, gør NPC'erne det modsatte og minder mig om, at det faktisk er et spil. Forskellen på det her og på eksempelvis Red Dead Redemption 2 er på dette område milevid.

Men... alt i alt er jeg stadig utrolig tilfreds med mit eventyr indtil videre i Hogwarts Legacy. Det er det spil, som alle os Harry Potter-fans har drømt om og har fortjent i så lang tid. Du kan virkelig fordybe dig i så mange aspekter af eventyret og endda spille det på din måde. Måske foretrækker du stealth frem for action? Så kan du opgradere din karakter til at blive bedre til netop det, og hvis du foretrækker at være en magisk Rambo, er værktøjerne til det også inkluderet.

Hvis du supplerer det med det faktum, at Avalanche Software hele tiden tilføjer nye ting til gameplay-mixet hele vejen igennem, får du et meget varieret eventyr, der aldrig nogensinde føles gentagende eller gammelt. Jeg er stødt på et par fejl i løbet af min tid med Hogwarts Legacy og har været tvunget til at genstarte efter at være kørt fast i en døråbning, men i et eventyr af denne størrelse ved lanceringen må det virkelig betragtes som både godt og imponerende. I sidste ende kan jeg sagtens anbefale dette til alle Harry Potter-fans, og selv til dem, der kun er lidt interesseret i hans verden. At kunne drikke en Butterbeer på Three Broomsticks med en troldmandsven, brygge sine egne trylledrikke af de planter, man selv har dyrket, finde de sværeste hemmeligheder og flyve på kosteskafter rundt om Hogwarts udenfor er - undskyld ordspillet - magisk.